Rösler har ondt af Duelund: – En af de mest professionelle og hårdtarbejdende spillere
AGF og Hvidovre IF tørnede søndag aften sammen i sidste runde af grundspillet i Superligaen. AGF skiftede i anden halvleg Mikkel Duelund ind, der desværre igen måtte forlade banen skadet. KSDH.dk talte efter kampen med Uwe Rösler om Duen og den svære situation for midtbanemanden.
AGF havde store problemer med at sætte spillet sammen i kampen mod Hvidovre. Derfor besluttede Uwe Rösler og resten af trænerstaben at ændre formation kort inde i anden halvleg. Det resulterede i et mere offensivt udtryk, hvor blandt andet Mikkel Duelund skulle få styr på AGF-spillet.
I forrige weekend mod Silkeborg, måtte Duelund forlade banen midt i første halvleg, da han pådrog sig et slag på hoften i en duel midt på banen. Desværre for AGF og ikke mindst Mikkel Duelund, gentog historien sig igen. Efter kun lidt over et kvarters spilletid, tog Duen sig til baglåret og gik fra banen med ansigtet gemt væk under trøjen. Det gjorde indtryk på Rösler, der var tydeligt påvirket af situationen efter kampen.
– Jeg har virkelig ondt af Due. Han er en af de mest professionelle og hårdtarbejdende spillere, vi har til rådighed, når det kommer til at gøre alt, hvad han kan. Men i øjeblikket er han plaget af småskader, der hele tiden sætter en stopper for at komme tilbage.

Var ikke klar til en startplads
Mikkel Duelund blev i efteråret opereret for en gammel skade i anklen, der betød, at den kreative midtbanespiller missede mange kampe. Duen var meldt klar til foråret og startede også forårssæsonen ud med at få kampminutter i nogle træningskampe og i de første Superligakampe – spilletiden blev dog stadig doseret.
– Læge- og trænerstaben erklærede, at han var fit. Han var ikke klar til at spille 60, 70 eller 80 minutter, men han var klar til at starte kampen imod Hvidovre fra bænken – og det synes jeg ikke var en forkert beslutning. Den forstrækningsskade, han pådrog sig, er en helt anden end den anden i forrige weekend – så det er virkelig uheldigt og synd for ham, siger cheftræneren.
En forstrækning i baglåret tager typisk to-tre uger at komme sig over.
Duelund står i indeværende sæson noteret for en enkelt scoring i 14 optrædener.
Flere AGF Nyheder
-
AGF – KF Egnatia: Bogere løftede De Hviie op ad den albanske bakke… -
Fem El Cambio-spillere udtaget til Ugandas U15 VM-trup -
U19 er klar til arvefjendeopgør efter hård test i Gent: – Der er ekstra krydderi i luften -
AGF-truppen mod KF Egnatia: Skal posen rystes på ny? -
AGF – Egnatia optakt: De første europæiske point skal hentes -
Emmery på Rundens Hold -
El Cambio-spillere er klar til U17 Africa Cup of Nations med Uganda -
Kapaciteten på Cepheus Park reduceres -
Lyden AGF: Nu vender krigslykken! -
FCK – AGF: Spillerpræstationer og kampens spiller