Zach Duncan siger farvel: Det har været en ære at repræsentere AGF
Zach Duncan skifter med øjeblikkelig virkning til amerikanske Memphis 901 FC og fortæller i den forbindelse, at han altid vil have Aarhus i hjertet.
Australske Zachary Duncan blev hentet til AGF tilbage i sommeren 2019, men nåede alligevel kun 27 kampe i den hvide førsteholdstrøje.
Skader og lejemål satte en stopper for udviklingen for den altid hårdtarbejdende midtbanespiller, som nu er blevet enig med klubben om at ophæve kontrakten, der ellers løb til udgangen af 2025.
I stedet venter et nyt eventyr langt hjemmefra – nemlig i USA, hvor United Soccer League-holdet Memphis 901 FC venter.
– Jeg har nydt hvert et øjeblik i AGF. Der har været hårde tider – flere skader, men jeg er stolt over at have repræsenteret AGF, jeg elsker fansene og byen, og Aarhus vil altid føles som et hjem for mig, fortæller Duncan til AGF TV.

Stor udvikling på trods af manglende sportslig succes
Duncan fik altså aldrig rigtigt bidt sig fast på AGF’s mandskab, men han har alligevel udviklet sig meget i tiden i Aarhus, fortæller han.
– Jeg kom som en ung knægt, og jeg har udviklet mig meget i min tid her. Jeg har lært meget i forhold til mig selv, forklarer Duncan, der blandt andet har siddet ude med en korsbåndsskade i et år.
– Jeg har lært at acceptere, at nogle gange går tingene ikke, som man forventer, men så handler det om at være tålmodig, og det nytter ikke noget at hænge med hovedet. Man må gøre, hvad man kan, møde op og gøre sit bedste, og det er alt, man kan gøre. Det er noget, jeg har lært her, fortæller den 23-årige midtbanespiller.
Du kan se hele interviewet med Duncan her:
Flere AGF Nyheder
-
James Bogere scorer sit tredje mål for Uganda -
Indsamling til to AGF-fanhold ved El Cambio Cup har nået målet -
Grétarsson om fravær: – Skulle være der som far og ægtemand -
ROYA: – AGF er bare god energi -
Anderson og Gretarsson deltager i landsholdssamling med Island -
AGF siger tak til Vejlby med stort talkshow om mesterskabet -
Andersen på Rundens Hold -
Emmery forlader endnu en gang U21-landsholdslejren -
AGF og AUH byder byens nyfødte velkommen med nyt initiativ -
Tilfreds Poulsen efter Horsens-sejr: En solid og stærk præstation