
Wigan-fan om Max: – Han er et powerhouse
Max Power prøvetræner i denne uge på Fredensvang for at overbevise staben om hans evner og tilspille sig en kontrakt i AGF. Tidligere har han optrådt for traditionsrige klubber som Sunderland og Wigan, og her sætter en sæsonkortholder fra sidstnævnte klub lidt ord på den engelske midtbanespiller.
Max Power. Sikke et navn.
Den 31-årige midtbanespiller sælger jo næsten sig selv på baggrund af det alene, men der skal nu alligevel mere til for at overbevise Uwe Rösler og Stig Inge Bjørnebye, om at der skal en aftale på bordet.
I denne uge træner briten derfor med på Fredensvang, og det gør han med stor autoritet.
Da ovenstående skribent var til stede til tirsdagens træning viste Power sig som en fysisk stærk mand, der ikke var bange for at dirigere og kommunikere med medspillerne. En mand, der gør det sikre med bolden, men som samtidig ikke er bange for at trykke af, når chancen byder sig. En fighter og en arbejdsmand, der primært har gjort sig på den defensive midtbane, men som også kan lappe huller på højre back og wingback.
Det er faktisk netop denne alsidighed og vilje til at gå langt i holdets tjeneste, der har givet ham 438 kampe i de engelske rækker, hvoraf knap 100 er afviklet i Championship – Englands næstbedste række.
Men hvem er dette engelske indspark, som kender AGF’s assistenttræner, Rob Kelly, fra deres fælles tid i Wigan? Vi har spurgt en sæsonkortholder, der har fulgt Powers karriere gennem mange år.

En pålidelig herre
Max Power startede karrieren i Tranmere Rovers, hvorfra turen gik til Wigan i 2015. I 2018 røg han videre til Sunderland, kom retur til Wigan og skiftede i sommeren 2023 til Saudi Arabiske Al-Qadsiah, der har Liverpool-legenden Robbie Fowler i spidsen.
Power var faktisk anfører i klubben, indtil en sjælden skade påkrævede en operation, og da genoptræningen var overstået havde klubben hentet flere udlændinge. I Saudi Arabien er reglerne således, at der kun må være syv udlændinge registreret, og med profiler som Pierre-Emerick Aubameyang og Nacho i truppen blev der ikke plads til Power, som derfor blev afregistreret.
Herefter blev briten og klubben enige om at vejene skulle skilles, men englænderen er ikke færdig med sit udlandseventyr, hvilket er årsagen til, at han i dag befinder sig i Aarhus, mener Wigan-sæsonkortholder, Rowan Draper, der også har en UEFA B trænerlicens samt er uddannet FA Level 1 Data Analyst.

Han har fulgt Power gennem mange år og glædes over at se, at han nu nærmer sig et nyt eventyr, selvom han gerne havde set midtbanespilleren i Wigan for tredje gang.
– Max er 31 nu, og han vil gerne ud og opleve nogle ting, inden han lægger støvlerne på hylden. Han vil gerne se andre kulturer, og Danmark er jo et skønt sted, så det passer nok godt til hans nuværende situation, og jeg er sikker på, at han er klar til udfordringen, fortæller Draper om midtbanespilleren, der har fået 244 kampe for Wigan Athletic. Han repræsenterede holdet fra sommeren 2015 til 2018 og igen fra sommeren 2021 til 2023.
– Han er altid i topform. Han arbejder benhårdt, bliver sjældent skadet og er meget robust. En pålidelig spiller, der tager sin træning og livsstil meget seriøst, og så fylder han gerne huller, forklarer Wigan-tilhængeren og uddyber:
– Han stopper aldrig med at arbejde. På den måde er han lidt af et powerhouse. Han spiller, hvor der er behov, og så involverer han sig rigtigt meget i lokalområdet, fansene og byen, så det kan I glæde jer til, hvis I skriver kontrakt med ham, siger Rowan Draper.
Men er han ikke for gammel?
31 år er jo en alder, hvor man begynder at se enden på fodboldkarrieren, og bør AGF ikke kigge efter et yngre parti, kunne man tænke. Men når man står så skarpt, som Power – og har det navn – så gælder der andre regler, mener Rowan Draper.
– Max har også taget flere uddannelser og kurser undervejs i sin karriere, og der ligger en potentiel trænerkarriere og venter på ham i fremtiden, men jeg tænker han kan spille mange år endnu. Han passer godt på sin krop, siger Wigan-følgeren, som også sætter lidt ord på Power som spiller- og persontype.
– Han holder tingene simpelt, er en god leder i omklædningen, yder en indsats i lokalområdet, og så er han et stort familiemenneske. Der var flere dele af fanbasen herovre, som håbede at han ville returnere til Wigan, fortæller Draper, som oplevede Power score 17 mål og lave 43 assists i sin tid i klubben.
MAX POWER SCORES! 🔥 pic.twitter.com/UlLyGGNh38
— KSDH.dk – AGF (@KSDH_AGF) August 27, 2024
– Han er ikke bange for at gå med frem og assistere og afslutte, selvom han som udgangspunkt er defensivt placeret. Det er dog mere manden, end spilleren man husker. Han har en fed karakter, er en fighter og involverer sig meget i sit hold og kulturen. Han repræsenterede fansene på banen på en måde, siger Draper.
Max Power satte ild i Will Grigg
Husker du Will Grigg? Den ikoniske sang “Will Grigg’s on fire” bølgede afsted til VM-slutrunden i sommeren 2018, men inden da havde sangen gået sin sejrsgang hjemme i Wigan, hvor angriberen tørnede ud sammen med holdkammeraterne – heriblandt Max Power, der ofte hjalp Grigg frem til målchancer og scoringer.
– Der er taget et helt ikonisk billede af Power og Grigg sammen med fansene, hvor sangen kører derudad. Max var en vigtig del af holdet på det tidspunkt og bidrog både på- og uden for banen. Her var han meget populær blandt fansene, hvilket ændrede sig under andet ophold i klubben, fortæller Rowan Draper.
Da Power efter et ophold i Sunderland returnerede til Wigan i sommeren 2021 var holdet nemlig i store problemer – primært bag kulisserne, hvor forskellige investeringsfirmaer skabte splid og kaos på ledelsesgangene. Det resulterede i en nedrykning til League One i 2020, og den første sæson sluttede Wigan på 20. pladsen i rækken. Da Power ankom var der dermed ikke just god stemning blandt fansene.
– Fra et fanperspektiv var han meget populær i første ophold, mindre i andet ophold, hvor klubben var mere presset. Max blev trukket lidt med i det. Men en ting, man aldrig kunne tage væk fra Max var hans evige gå-på-mod og vilje til at kæmpe for holdet, siger Draper, som kunne se sit hold rykke op i Championship i 2022. Sæsonen 2023/2024 endte dog med en nedrykning fra rækken, og Powers tidligere klub spiller dermed i League One i indeværende sæson.
Måske venter en kontrakt med AGF forude for Max Power. En transfer, som helt sikkert vil bevirke et øget trøjesalg i Aarhus – og forhåbentligt en styrket konkurrence til klubbens midtbane.
Flere AGF Nyheder
-
Rösler om Wahlstedt: – Han er på vej til at blive skarpere
-
Sölvi Stefánsson: En forsvarsvulkan er klar til at gå i udbrud
-
Talentchefen tager temperaturen på AGF’s akademi: – Vi er kommet godt fra land
-
Yakob efter comeback: – Jeg bliver lidt rørt
-
AGF – AaB: Kevin Yakob returnerede i tæt testkamp mod nordjyderne
-
Blog: Hvad er AGF’s idealopstilling?
-
Kampprogram slutspil 2025: Se AGF’s kampe i Mesterskabsspillet
-
Reportage: Chokerende nedtur i Nørreskoven
-
Vejle BK – AGF: Spillerpræstationer og kampens spiller
-
Flere hviie talenter på ungdomslandsholdene