Viborg FF – AGF optakt: Kan vi komme ovenpå igen?
De Hviies Champions League-eventyr fik en brat slutning tirsdag aften, da man tabte 4-0 i Aserbajdsjan og røg ud samlet til Sabah FK. Det er derfor et AGF-mandskab, der i den grad jagter genrejsning mod Viborg FF fredag aften oven på lussingen i Baku. Kampen bliver fløjtet op klokken 19, hvor der er meldt udsolgt på udebaneafsnittet.
Kampfakta
Spilletidspunkt: Fredag den 15. august klokken 19:00.
Spillested: Energi Viborg Arena, Stadion Allé 7, 8800 Viborg.
Dommer: Mikkel Redder (Linjedommere: Steffen Beck Bramsen og Lars Hummelgaard)
VAR-dommer: Jonas Hansen (AVAR: Jesper Dahl)
Følg kampen her: TV3 Sport samt Viaplay.
Hashtags: #vffagf #sldk #ultratwitteragf #ksdh
AGF står fredag aften over for deres tredje Superligakamp i denne sæson, efter at man i sidste weekend sammen med FCM, FCN og FCK sad over på grund af de vigtige europæiske kampe på programmet.
Det blev en hård aften i Baku på flere punkter, og AGF måtte rejse hjem med et 4-0-nederlag. Resultatet betød samtidig et hårdt exit fra Champions League-fodbolden. Der er derfor i den grad mulighed for genrejsning fredag aften, hvor modstanderen hedder Viborg FF.
Viborg FF kommer også til kampen med en stor tørst efter tre vigtige point. Viborgenserne har hentet fire point i sæsonens første tre kampe og vil derfor være opsatte på at bygge videre på den start.
Det er dog stadig en klub, der står et virkelig godt sted. Viborg er ekstremt dygtige til at læse kampene og har samtidig flere kort på hånden efter at have afvist flotte bud på flere af deres profiler, heriblandt Charly Nouck og Thomas Jørgensen.
Et udsolgt udebaneafsnit står klar til at bakke De Hviie helte op – helt frem til slutfløjt, hvor sæsonens første Superligasejr forhåbentligt bliver en realitet!

Indbyrdes kampe
AGF og Viborg FF spillede deres seneste indbyrdes opgør den 17. maj på Ceres Park Vejlby. Her blev det til hele otte mål og en 6-2-sejr til AGF, hvorefter AGF fortjent kunne lade sig krone som danske mestre.
AGF har den seneste tid haft et godt tag på Viborg, når man har været på besøg på Energi Viborg Arena. Begge kampe i sidste sæson på udebane blev vundet med 2-1, og man skal tilbage til oktober 2023 for at finde det seneste AGF-nederlag til Viborg.
Kigger man på de seneste 10 kampe, har AGF også et fornuftigt overtag, hvor man har vundet syv af opgørene og kun tabt en enkelt. Men selvom statistikkerne er på AGF’s side, skal man ikke undervurdere, hvor svær en kamp det kan blive fredag aften.

Status på Viborg FF
Viborg er i denne sæson kommet rigtig fornuftigt fra start, selvom fire point i tre kampe ikke lyder videre overbevisende. Spillet har dog været til mere, og det kunne sagtens have set anderledes ud. Specielt defensivt har det set rigtig fornuftigt ud for den midtjyske klub, der kun har lukket ét mål ind i de første tre kampe. Viborg startede ud med en 1-0-sejr hjemme mod OB i Superliga-premieren.
Sidenhen er der blevet fulgt op med et snævert 1-0-nederlag på Brøndby Stadion, hvor Viborgs stærke angriber Dorian Junior blandt andet havde to skud på stolpen. En kamp, hvor man sagtens kunne have fået mere med hjem.
Viborg spillede også i den seneste fredagskamp, hvor man på Sydbank Park spillede 0-0 mod Sønderjyske i Haderslev.
Viborg og AGF har også allerede tidligere i pre-season krydset klinger, hvor man på Fredensvang spillede 1-1 på mål af Sebastian Jørgensen og Viborg-anfører Jeppe Grønning.

Status på AGF
Uha, det blev ikke den drømmeaften i Baku, som mange nok havde set frem til. En syngende lussing fra Sabah FK og et samlet 5-2-nederlag blev det til. Det er derfor i den grad et AGF-mandskab, der jagter genrejsning, når man allerede fredag aften skal spille fodbold igen.
AGF er stadig i gang med at finde den rette rytme, hvor man skal jonglere med både Superliga og europæisk fodbold. Det kan også ses, hvor man er kommet noget haltende fra start i Superligaen med 1-1 hjemme mod Brøndby og senest reddede et 2-2-resultat hjem til AGF, da Jens Jønsson scorede i det 91. minut mod Lyngby BK.
Man har dog allerede tidligere vist i denne sæson, at man har et hold, der kan skabe store resultater, og man skal finde de samme takter frem, som gjorde, at miraklet i Poznań fandt sted, hvis man skal tage hjem fra Viborg med tre point fredag aften.
Spørgsmålet er også, hvilket efterslæb AGF kommer til kampen med. Der er ikke nogen tvivl om, at kampen i Baku var hård både mentalt og fysisk, og nu venter en tur på cirka 3.345 kilometer i fugleflugtslinje hjem fra Aserbajdsjan og en ny kamp blot tre dage senere.
Det er derfor svært at forestille sig, at det er præcis den samme startellever, som startede i Baku, der stiller til start fredag aften klokken 19 i Viborg.

Dem skal vi holde øje med
Viborg FF: Kasper Kiilerich er denne sæson vendt hjem til Viborg efter halvandet år på leje hos AGF’s naboklub Aarhus Fremad. Indtil videre må man sige, at det har givet godt udbytte at lade den unge målmand udvikle sig på Riisvangen. Han er i hvert fald vendt hjem til Viborg FF og har slået det normale førstevalg, Lucas Lund, af pinden som førstemålmand. Han har indtil videre leveret to clean sheets og generelt nogle stærke præstationer i buret. Den 20-årige keeper er derfor en spiller, man skal have et ekstra vågent øje på forud for fredagens kamp.
Thomas Jørgensen er Viborgs helt store guldfugl og et af de store transferemner denne sommer. Viborg har allerede afvist flere tilbud denne sommer, og han er en spiller, som står på spring til at blive Viborgs dyreste salg nogensinde. Den unge midtbanemands touch på kuglen er eminent, og han skal ikke have meget plads, før han bliver farlig. Han er også en spiller, der er værd at holde ekstra øje med fredag aften.

AGF: Colin Rösler kan på trods af træthed formentlig se frem til endnu en gang at skulle have taktstokken i det centrale forsvar i Frederik Tingagers fravær. Colin Rösler fik en stærk debut oppe i Randers i det første opgør mod Sabah, hvor han fik 75 minutters spilletid, men til sidst måtte gå ud med en krampe. Han er en spiller, der giver noget rutine og ro i det centrale forsvar. Det kan specielt gå hen og blive vigtigt, nu hvor Frederik Tingager formentlig er ude på ubestemt tid. Colin Rösler er hentet i den svenske topklub Malmö FF og er, som navnet antyder, søn af vores tidligere træner Uwe Rösler.
Tobias Bech skal fredag aften igen på besøg hos sin tidligere arbejdsgiver Viborg FF. Selvom han nu har prøvet det et par gange, må det alligevel være specielt og en kamp, hvor han har lyst til at vise sig ekstra meget frem. Tobias Bech står indtil videre noteret for en enkelt scoring denne sæson, som kom mod polske Lech Poznań. Han har endnu til gode denne sæson at vise, hvad der sidste sæson gjorde ham til et af AGF’s helt store transferemner, men man skal ikke undervurdere hans giftige venstreben, som gjorde ham til en evig trussel sidste år.

Karantæner og skader
Karantæner:
Viborg FF: Ingen
AGF: Ingen
Skader:
Viborg FF: Yonis Njoh, Tim Freriks
AGF: Nicolai Poulsen, Kevin Yakob, Richmond Gyamfi, Frederik Tingager.
Bud på startopstillinger:
Viborg FF (4-3-3): Kiilerich – Kuzmic, Kirkegaard, Zalatel, Bundgaard – Beck, Grønning, Jørgensen – Jalal, Junior, Nouck.
AGF (3-4-2-1): Hedenstad – Kahl, Rösler, Storch – Emmery, Knudsen, Arnstad, Links – Anderson, Bogere, Bech.
-


KSDH Aarhus Flexfit Cap – Hvid
199.00kr. Vælg muligheder Dette vare har flere varianter. Mulighederne kan vælges på varesiden -


KSDH Aarhus Flexfit Cap – Navy
199.00kr. Vælg muligheder Dette vare har flere varianter. Mulighederne kan vælges på varesiden -


Miraklet i Poznan T-Shirt – Blå
249.00kr. Vælg muligheder Dette vare har flere varianter. Mulighederne kan vælges på varesiden -


Miraklet i Poznan T-Shirt – Hvid
249.00kr. Vælg muligheder Dette vare har flere varianter. Mulighederne kan vælges på varesiden
Flere AGF Nyheder
-
Viborg FF – AGF optakt: Kan vi komme ovenpå igen? -
Sabah FK – AGF: Spillerpræstationer og kampens spiller -
Rejsegilde i Kongelunden: Et storslået stadion er godt på vej -
Jens Jønsson: – Vi beder selv om det -
Jakob Poulsen: – Vi skal være sindssygt skuffede -
Kristian Arnstad: – Den er på min kappe -
AGF indberetter angreb på fans -
AGF-fans overfaldet i Baku -
Sabah FK – AGF: Barske bank i Baku -
AGF-truppen mod Sabah FK: En ny forsvarskonstellation skal afprøves