
Uwe: – Vi spillede vores bedste halvleg i 2024
Det blev ikke til en sejr, men en god 1. halvleg kan tages med videre, fortæller AGF’s cheftræner, som også giver en status på Felix Beijmo.
Endnu en kampdag. Endnu et nederlag. AGF har ikke vundet i Superligaen siden den 17. marts, hvor Hvidovre IF med nød og næppe blev besejret 1-0.
Alligevel var der opløftende momenter i går, ifølge cheftræneren.
– Vi spillede vores klart bedste halvleg i 2024. Vi kreerede chancer, havde et godt offensivt udtryk, men fik ikke scoret, og når du spiller mod Silkeborg, så ved du bare, at de kommer til at få en chance i takt med, at spillerne bliver mere og mere trætte. Vi løb tør for energi efter pausen, forklarer Uwe Rösler, som kunne se sit hold gå til pause med en skudstatistik, der lød 11-1 i AGF-favør.

Efter pausen ændrede kampen dog karakter, og Silkeborg drønede direkte ud og bragte sig foran.
– Målet var et koncentrationssvigt, og så skulle vi pludselig jagte. Vi måtte lave en række udskiftninger og mistede momentum, fortæller AGF-træneren.
En status på Beijmo
Felix Beijmo blev set tage sig til benet mod slutningen af kampen, hvilket fik flere fans til at undre sig – var endnu en skade nu under opsejling?
Uwe Rösler kan dog berolige folket:
– Beijmo fik krampe til sidst. Han løb tør for kræfter. Jeg må sige, at jeg er imponeret over Beijmo. Seks uger ude, og så træner han tre dage og spiller tre kampe på en uge. Det burde ikke være nødvendigt, men han er en fighter, og han giver alt, hvad vi kunne bede om, og jeg takker de højere magter for, at han er blevet klar. Den type spillere, med den type mindset er den type, vi gerne vil have i AGF, fortæller Rösler.

Han kunne generelt se sit mandskab spille på en måde, som man gerne vil se mere af i Aarhus.
– Måden, vi spillede på før pausen, er sådan jeg gerne vil have os til at spille. Fremadrettet, dynamisk, kreativt, offensivt, mens vi har et godt restforsvar. Det fungerede rigtig godt i første halveg, og det skal vi bygge videre på, siger Uwe Rösler, som stod i spidsen for sin 74. kamp i AGF i går. De kampe har kastet 31 sejre, 20 uafgjorte og 23 nederlag af sig. Cheftrænerens kontrakt løber til sommeren 2028.
Flere AGF Nyheder
-
Jesper Hansen om kontraktsituation: – Det ser positivt ud
-
CV om forlængelser: – Mon ikke der kommer noget inden længe
-
Jacob Andersen ude med overrevet korsbånd
-
Flere bud på AJ blev afvist i transfervinduet
-
Lyden AGF tager temperaturen på truppen, træningslejren og transfers
-
Blog: Har det været et tilfredsstillende transfervindue?
-
Billetsalget til den første Superligakamp i Vejlby åbner på mandag
-
AGF’s vintertransfers 2025
-
Callø om udlejning: – Det føles som det helt rigtige skridt
-
Officielt: Callø udlejes til Kolding IF