
Uwe: Skadessituationen åbner for alternativer
Uwe Rösler ser frem til mandagens lokalopgør, hvor han håber at fortsætte sejrstakterne. Samtidig fortæller cheftræneren mere om skadessituationen – og skægsituationen i klubben.
Endelig kom den. Den første sejr i seks Superligakampe. Herefter har der ventet en kampfri uge for De Hviie frem mod mandagsmødet med Randers FC, og Uwe Rösler og resten af staben har benyttet lejligheden til at få alle i spil via Future Cuppen.
– Vi havde virkelig brug for den sejr. Vi har også haft en Future Cup-kamp, så alle er kommet i spil og er kampfitte. Holdet er generelt i god form – også mentalt – så vi er klar til næste udfordring, fortæller den tyske cheftræner, der forleden rundede kamp nummer 50 i spidsen for AGF.

Vi vil fremad
Sejren over Lyngby bragte AGF tilbage i den forjættede top seks – her har man to point ned til Lyngby på 7. pladsen, mens Randers indtager 8. pladsen med 14 point – tre point færre end De Hviie.
– Randers er bedre, end sidst vi mødte dem. De er mere kreative og har forbedret sig på omstillingerne. Denne kamp bliver meget tæt, som altid, når vi spiller mod Randers. Vi har hjemmebanefordelen, og det er vigtigt, at vi virkelig efterlader et godt indtryk, forklarer Uwe Rösler, der har blikket rettet opad, når han tager et kig på Superligatabellen.
– Vi ser altid opad i tabellen. Det ligger i vores DNA – vi vil fremad. Vi har haft udfordringer i forhold til skader, men det åbner døren for alternativer, siger cheftræneren, som blandt andet henviser til, at Beijmo kan bruges som venstre stopper, Andersen kan konkurrere om pladsen på wingbacken, mens Sauer – som også kom ind senest de to hold mødte hinanden – også vil kunne komme i spil.

– Paddy har bestilt mig til juleaften
På skadesfronten er Duelund, Madsen, Yakob og Hvidt ude, mens Mats Knoester bliver doseret en del for tiden. Rösler giver her en opdatering på det hele.
– Akoto er først lige kommet tilbage, Anker har brug for mere tid, så Beijmo er helt sikkert en mulighed som erstatning i forsvaret. Men der er stadig mulighed for, at Mats Knoester kan spille. Han har døjet med sin ankel siden ugen op til FCK-kampen, så vi må se, om han bliver klar, fortæller Rösler, som i samme omgang også giver en opdatering på det nyligt anlagte fuldskæg.
– Paddy har bestilt mig til at besøge sine børn juleaften som julemand, så jeg er nødt til at lade det vokse indtil da. Jeg forlanger blot en juledrink som betaling, siger tyskeren med et grin.

Vi runder interviewet af med en afsluttende bemærkning: Hvad bliver nøglen til sejr på mandag?
– Vi vil gribe kampen, jagte den første scoring og sørge for, at vi er offensivt indstillede samtidig med, at vi holder organisationen. Så har vi en god chance for at vinde, slutter Uwe Rösler.
Kampen mellem AGF og Randers FC spilles mandag den 30. oktober klokken 19 på Ceres Park, og der er stadig billetter at få, hvis man vil opleve Ceres Park i sin nuværende form, inden nedrivningen påbegyndes omkring nytår.
Flere AGF Nyheder
-
Jesper Hansen om kontraktsituation: – Det ser positivt ud
-
CV om forlængelser: – Mon ikke der kommer noget inden længe
-
Jacob Andersen ude med overrevet korsbånd
-
Flere bud på AJ blev afvist i transfervinduet
-
Lyden AGF tager temperaturen på truppen, træningslejren og transfers
-
Blog: Har det været et tilfredsstillende transfervindue?
-
Billetsalget til den første Superligakamp i Vejlby åbner på mandag
-
AGF’s vintertransfers 2025
-
Callø om udlejning: – Det føles som det helt rigtige skridt
-
Officielt: Callø udlejes til Kolding IF