
Uwe Rösler: – Vi skal lære af denne sæson
AGF’s sæson gik fra medaljehåb til krisetendenser, og Uwe Rösler satte til onsdagens træning på Fredensvang lidt ord på udviklingen i klubben, og hvad læringen er forud for næste sæson.
Siden sommeren 2022 har cheftræneren i AGF heddet Uwe Rösler. Med østtyskeren ved roret er det blevet til en 3. plads, en 5. plads og i denne sæson slutter AGF på en 6. plads i Superligaen. I pokalturneringen er det samtidig blevet til en plads i ottendedelsfinalen i 22/23, en finaleplads i 23/24 og en kvartfinaleplads i 24/25.
Man er med andre ord med i subtoppen af dansk fodbold, og Uwe Rösler har i skrivende stund et pointsnit på 1,42 for sine 95 kampe i spidsen for AGF. Han er dermed den AGF-træner i Superligaens historie med det næstbedste pointsnit kun overgået af David Nielsen med 1,45 per kamp.
Alligevel har krisen kradset i dette forår, og mange taler om, hvordan man kunne gå fra at være Danmarks bedst spillende mandskab i august 2024 til stille og roligt at falme – for til sidst at ende som et af de dårligst præsterende i landets bedste række.
Det satte Uwe Rösler lidt ord på efter onsdagens træning på Fredensvang.
– Vi skal arbejde over 10 måneder på topniveau hver eneste dag. Det er umuligt at holde sig på en formtop i alle måneder. Ingen kan gøre det. Det gælder alle sportsgrene, men det er en udfordring i fodbold, fordi du hele tiden helst skal være på toppen, fordi der altid er en ny kamp lige om hjørnet, forklarer AGF-træneren.
– Man går automatisk lidt op og ned, og så handler det om at holde sine formtoppe så længe som muligt, siger Rösler.

AGF gik ind til Mesterskabsspillet på 3. pladsen og med håbet om at blande sig om de absolut sjoveste pladser, men ni kampe senere, er virkeligheden noget andet. Syv nederlag, en uafgjort og en sejr er det blevet til i slutspillet, hvilket har sendt holdet ned på rækkens 6. plads.
– Vi skal lære af denne sæson, for vi løb lidt tør for energi i foråret. Vi bliver hele tiden klogere, og jeg vil bruge ferien på at se en masse fodbold, studere og komme tilbage med nye idéer. Spilleglæden og energien vil være tilbage, når spillerne returnerer efter ferien, siger Uwe Rösler.

AGF kan maksimalt slutte med 43 point i denne sæson. I Röslers øvrige sæsoner i Aarhus er det blevet til henholdsvis 44 point i 2024 og 51 point i 2023.
Første kamp i næste sæson er endnu ikke fastlagt, men kommer med stor sandsynlighed til at ligge omkring uge 29. Der er dermed god tid til at tanke energi og lade batterierne op for den hårdtprøvede AGF-stab, når søndagens kamp mod Brøndby er færdigspillet.
Flere AGF Nyheder
-
Hansa Rostocks sportsdirektør om Haugen-forhandlinger: Ambitioner om en permanent aftale
-
AC Horsens har snøren ude efter Brandhof
-
Den brasilianske AGF-fan: – Jeg blev forelsket i klubben, fansene, byen… og Bundu!
-
Deltag i giveaway og vind Adam Daghims CL-trøje
-
Marketingdirektør om ny trøje: – Vores drøm var at lave en trøje, som er endnu mere brugbar i hverdagen
-
AGF’s opstartsprogram sommeren 2025
-
Flere billeder af ny hjemmebanetrøje: Tidsånd og klubbens DNA i fokus
-
Kampprogram 2025/2026: Se AGF’s kampe i Grundspillet
-
Statistisk gennemgang af AGF’s 24/25 sæson
-
AGF’s hjemmebanetrøje 25/26 lanceres den 14. juni