
Uwe Rösler: – Efter min mening var der ikke straffespark
FC Midtjylland tog søndag aften alle tre point med hjem til Herning. En kamp hvor dommer Jakob Sundberg blev hovedpersonen efter flere omdiskuterede kendelser.
Et rødt kort og et tvivlsomt straffespark blev kampafgørende i en chancefattig affære på Ceres Park. Kampens eneste scoring faldt efter, at Mads Emil Madsen stødte sammen med FC Midtjyllands Cho Gue-Sung i målfeltet. Det var ifølge kampens dommer nok til et straffespark, som Dario Osorio efterfølgende eksekverede.
Uwe Rösler understregede efter kampen, at Jakob Sundberg er en god dommer, men at han ser problemer, i den måde VAR bliver brugt på.
– Jeg er her ikke for at slagte dommeren, tværtimod jeg synes, han er en god dommer. Han har været en stabil dommer over en længere periode, han fløjter bare for tidligt. Det er et problem generelt og ikke kun i dag.

– Dommerne fløjter for tidligt og sender beslutningen til VAR-rummet. Problemet er så, når VAR ikke kan se, at det ikke er en klar og åbenlys fejl. Så ændrer de ikke kendelsen.
– Jeg ville ønske, at dommeren går ud og ser den igennem igen uden at have fløjtet til at starte med. Hvis der skal være straffe til at starte med, så skal han kun dømme den, hvis det er et klart og åbenlyst straffe, som det var i gamle dage.

Den tyske cheftræner er glad for ikke at være i dommerens sorte bog, og ønskede efter kampen ikke at kritisere kampens dommer, selvom han ikke var enig i de kampafgørende kendelser.
– Jeg har været i dommerens gode bog, og jeg vil ikke ud af den gode bog, fortæller Rösler med et glimt i øjet. Straffesparket havde han dog svært ved at få øje på.
– Vi lader den ligge, som det nu er. I dag var vi på den forkerte side, og efter min mening var der ikke straffespark. Faktisk var det et frispark til os, siger cheftræneren.
Rødt kort til Anker
Med små fem minutter igen kom VAR og dommer Jakob Sundberg endnu engang i fokus. Efter et længere VAR-tjek blev det til et direkte rødt kort til Tobias Anker, for at have frarøvet FC Midtjylland en direkte scoringsmulighed. Uwe Rösler var efterfølgende uforstående over for kendelsen.
– Det er meget uheldigt. Bolden kommer mindre end en meter fra ham, og bolden bliver chippet op på hånden, så hvad skal man gøre?

Man kan ikke løbe med armene på ryggen forklarede Rösler efterfølgende, og selvom der var hånd på bolden, var Anker ifølge Rösler ikke bagerste mand.
– Jeg tror, at Michael Akoto havde en chance for at nå hen til ham, for Akoto er faktisk meget hurtig. Han kunne have haft en chance for at gribe ind.
– Jeg er her ikke for at kritisere nogen. Men det var en hård beslutning, og nogle gange bliver man nødt til at bruge sin sunde fornuft.
1-0 sejren på Ceres Park sender FC Midtjylland op på en foreløbig førsteplads, mens AGF indtager Superligaens femtepladsen med seks point op til FC Nordsjælland og otte point op til bronzemedaljerne.
Flere AGF Nyheder
-
Anderson: – Bekymrende, at vi præsterer så dårligt
-
Randers FC – AGF: En kæberösler til De Hviie
-
Efter udsolgt: Randers udvider udebaneafsnittet
-
Danmarksdemokraterne om Kongelunden: – Det handler ikke kun om mursten, men om tillid
-
Venstre om Kongelunden: – Vi vil forsøge at begrænse skaderne mest muligt
-
Randers-info til medrejsende AGF-fans: March og Ceres på hanerne
-
Konservative om Kongelunden: – Byrådet bør ikke gentage egne fejl
-
SF om Kongelunden: – Vi skal undgå at flytte udgifterne over på AGF
-
Er Jesper Hansen den bedste målmand i AGF lige nu?
-
Blog: Er vi ved at miste grebet i mesterskabsspillet?