Skip to main content


Den tyske AGF-cheftræner, Uwe Rösler, ser tilfreds ud (Foto: Matti Kronborg)

Uwe før FCM: – Vi skal matche dem fysisk


| Jonas Roulund |

Søndag venter et vaskeægte topbrag, når FC Midtjylland tager imod AGF på MCH Arena foran et udsolgt udebaneafsnit. Uwe Rösler håber, at man kan tage visse dele af Brøndby-præstationen med sig ind til kampen.

AGF har ikke tabt i 10 kampe træk – 11, hvis man medtager pokalturneringen – og holdets defensiv er brølstærk.

Samtidig har mandskabet scoret flere mål end alle andre i ligaen – de fleste dog sat ind i begyndelsen af sæsonen, hvor man gik fra den ene storsejr til den næste. Nu venter de forsvarende mestre fra FCM, og her skal holdet forsøge at fortsætte de positive takter.

– Vi har spillet gode kampe mod FC Midtjylland, men de er gode til at straffe hver eneste lille fejl. Så vi må ikke lave de fejl. Vi har brug for en god dag for at vinde. Når man går ind til en kamp mod Brøndby, aner man ikke, hvordan det kommer til at gå. Mod FCM mener jeg altid, vi har en chance. Jeg tror på, at vi kan spille en god kamp, siger Uwe Rösler, der håber at kunne bruge dele af Brøndby-kampen som inspiration for sine spillere.

– Første halvleg mod Brøndby er et billede på, hvordan vi gerne vil spille. Vi var gode til at tage temperaturen på kampen, at spille rundt, falde ned, gå højt, komme i omstillinger og i feltet på de rigtige tidspunkter. De elementer har vi brug for igen mod FCM, siger cheftræneren.

Mads Emil Madsen driver bolden fremad mod Brøndby IF.
Foto: Kronborgfotos

En kamp på fysik

Selvom AGF i indeværende sæson har fået et meget mere boldbesiddende udtryk, så kan helt andre ting få afgørende indflydelse på kampens resultat søndag aften, ifølge Rösler.

– Det er en gruppe mænd. Generelt spiller de som en gruppe mandfolk. De har erfaring fra Europa, men det kan blive vores fordel, at de har spillet torsdag. Det har de dog truppen til at håndtere. Men vi skal matche dem fysisk, siger AGF’s cheftræner.

– Det bliver en krig, og det bliver vigtigt, at vi viser os frem med et stærkt fysisk udtryk.

Mikael Anderson med bolden mod FC Midtjylland.
Foto: Kronborgfotos

Han og resten af holdet kan se frem til stor opbakning, når de træder ind på MCH Arena. Udebaneafsnittet er nemlig udsolgt, og der kommer igen godt gang i den hviie stemning.

– Det er fantastisk. Det er en stor kamp for os, og jo flere folk, der kommer, jo bedre er det for os. Jo mere selvtillid får vi, og jo tryggere føler vi os. Det har vi brug for. Siden jeg startede her, har jeg altid følt, at fansene spiller en stor rolle i forhold til udviklingen i klubben. Da vi eksempelvis var bagud 0-3 mod Brøndby med en mand i undertal i sommeren 2023 var vi aldrig kommet tilbage uden fansenes støtte. Det er bare et billede på, hvor vigtige fansene er, siger Uwe Rösler.

Udvidet Stemningsafsnit
Foto: Hjørringgaard Photo

AGF indtager ligaens tredjeplads med 23 point forud for 13. spillerunde, mens FC Midtjylland er nummer to med 24 point. FCK topper rækken med 24 point og en bedre målscore end FCM.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle