Skip to main content



Foto: Kronborgfotos

Ugens rygtebørs: Den store målmandsrokade



Endnu en uge er gået i transfervinduet, og i AGF er det især på målmandsposten der sker ting og sager. Her samler vi op på ugens rygter i AGF-regi. 

AGF har handlet! Og Kevin Yakob rygtes til en Champions League-klub. Derudover er der stadig intet nyt på kontraktfronten, hvor seks spillere står til at have udløb ved sæsonens udgang. Spørgsmålet er, hvad Carsten V. Jensen brygger på?

Her er ugens rygter i AGF-regi.

Carsten V. Jensen med kasket.
Foto: Kronborgfotos

Målmandsrokade

Leopold Wahlstedt kan stadig kalde sig AGF-spiller, men det er ikke meget længere, hvis man skal tro rygterne. Ifølge norske TV2 er det Rosenborg, der skulle være interesseret i AGF-målmanden. Den svenske målmand står ifølge rygterne til at give AGF tre til fire millioner kroner for et salg.

Læs også: Medie: Wahlstedt tæt på skifte

Jonathan Hutters har ligesom Leopold Wahlstedt været på vej væk i denne vinters transfervindue. Nu er han sendt videre til Middelfart, hvor den unge målmand skal fortsætte karrieren. Den 21-årige målmand nåede aldrig at få debut for AGF’s førstehold, og udsigten til spilletid bliver ikke lige så lang i Middelfart, der tørner ud i 1. division.

Dermed er vejen banet for, at et nyt målmandstalent kan tage skridtet op og blive en del af seniortruppen. Her står Marius van der Raad på 19 år, Viktor de Paoli på 18 år og Otto Lyhne på 17 år klar i talentafdelingen. Alle tre har ungdomslandskampe for Danmark på CV’et.

Jonathan Hutters i fuld længde for at redde bolden.
Foto: Kronborgfotos

Med afgangen til Jonathan Hutters og rygter om et salg af Leopold Wahlstedt skal der naturligvis også nye kræfter til klubben. AGF har derfor hentet en ny målmand i norske Lillestrøm SK, hvor Mads Hedenstad Christiansen er kommet til på en fri transfer. Den 25-årige norske målmand har skrevet kontrakt til sommeren 2027 og er stødt til resten af AGF-truppen i Spanien. Han er tiltænkt en rolle som andenmålmand med mulighed for at overbevise klubben om sine evner i det kommende års tid.

Læs mere her: Lillestrøm-journalist om Hedenstad: – En god allround keeper

Mads Hedenstad Christiansen.
Foto: AGF.dk

Elkjær på vej videre – og Yakob i kikkerten hos CL-klub

En anden, der til gengæld ikke er med i Spanien, er 18-årige Frej Elkjær. Forsvarstalentet har ellers fået tilbudt sin første seniorkontrakt af AGF, men Frej Elkjær har ifølge Bold.dk valgt at takke nej. Det skyldes i høj grad den lange udsigt til spilletid, fortæller U19-landsholdspilleren, som skulle have mulighedere for at fortsætte karrieren i både Italien og Holland.

Frej Elkjær Andersen foran AGF-logoet på Fredensvang.
Foto: KSDH.dk

Ellers er der også rygter om, at Champions League-deltagerne, Qarabağ FK har øje på Kevin Yakob.

Den 25-årige midtbanespiller har kontrakt med De Hviie til sommeren 2027 og blev hentet fra IFK Göteborg i 2022 for bare 1,4 millioner kroner. Den pris kan man nok godt gange op, og et salg til den rigtige pris kan derfor ikke afvises. Svensk-irakerens agent har udtalt, at flere klubber skulle være interesserede i Yakob, men han må dog også have stor motivation for at blive i AGF i foråret, hvor han kan være med til at spille klubben frem til den første titel siden 1996.

Læs også: Medie: Qarabağ FK holder øje med Yakob

Kevin Yakob og Kristian Arnstad jubler efter scoring mod SIF.
Foto: Kronborgfotos

Får vi snart fremtiden på plads?

Fremtiden for Eric Kahl, Patrick Mortensen, Henrik Dalsgaard, Rasmus Carstensen, Sebastian Jørgensen og Felix Beijmo er stadig uvis. De har alle kontraktudløb til sommer. Fodbolddirektør Carsten V. Jensen lægger dog ikke skjul på, at man ønsker at beholde Felix Beijmo i AGF, at man har lagt en god pakke på forhandlingsbordet, og at det i høj grad er op til svenskeren at beslutte, hvor fodboldkarrieren skal fortsætte. Svenskeren holder dog sine muligheder åbne – han er blevet 27 år, og muligheden for et skifte til en større liga vil måske trække ham væk fra AGF.

Læs mere: CV om Beijmo-forhandlinger: – Det ligger meget i hans hænder

I forhold til Rasmus Carstensen, så oplyser CV endvidere, at man er meget opsat på, at indløse købsoptionen på wingbacken – så det er nok blot et spørgsmål om tid, før lejeaftalen bliver permanent.

Patrick Mortensen har fortalt, at han skal tale med fodbolddirektøren på træningslejren om sin situation, og at han ikke er afvisende, hvis et stort udlandseventyr pludselig skulle dukke op. Der er intet nyt om angriberens situation, men det er altså bestemt ikke en selvfølge, at anføreren bliver forlænget endnu en gang.

Læs også: Mortensen i fin dialog med CV: – Jeg er åben for mange ting

Patrick Mortensen scorer mod Sønderjyske.
Foto: Kronborgfotos

Eric Kahls situation er noget lig Beijmo – svenskeren har intet behov for at rykke videre i dette transfervindue, men han holder sine kort åbne i forhold til fremtiden, da den nu 24-årige forsvarsspiller også gerne vil prøve sig af på en højere hylde, hvis muligheden byder sig.

Henrik Dalsgaard har tidligere udtalt til KSDH.dk, at han tager kontraktsituationen med ophøjet ro. Som 36-årig er det noget, man kan tale om helt frem til kontraktens udløb, inden parterne beslutter, hvad der skal ske.

For Sebastian Jørgensen gælder det, at han skal overbevise Jakob Poulsen i foråret, såfremt hans lejeaftale skal gøres til en permanent en af slagsen.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle