Skip to main content



Foto: AGF.dk

U19 vinder det nordiske mesterskab: – De leverer varen


| Kristian Kristensen |

AGF’s talenter leverede varen, da de unge aarhusianere tog det nordiske mesterskab ved Scandinavian Academy Tournament. Turneringen havde deltagelse af nogle af de mest anerkendte talentmiljøer i Skandinavien. Ud over AGF stillede AaB og OB op fra Danmark, mens Stabæk, SK Brann, BK Häcken, Odds BK og Hammarby IF repræsenterede Norge og Sverige. 

Ungdommen er virkelig på vej frem, og det ser rigtig positivt ud. AGF’s talenter har netop vist det ved at vinde det nordiske mesterskab i Scandinavian Academy Tournament, men det stopper ikke der – flere af klubbens unge spillere får også nu chancen på Superliga-niveau og præsterer der. Senest har vi set det med Tomas Kristjansson og Oskar Haugstrup, som begge blev skiftet ind i Silkeborg og gjorde det rigtig godt

Det er præstationer som disse, der gør Niki Zimling rigtig glad.

– Det er fedt at se, at de unge drenge får muligheden. De leverer varen, spiller med på et højt niveau og arbejder virkelig godt med de chancer, de får. De kæmper sig til at få den tillid, og det er enormt flot at se. Emmery og Tchamche, som også er med til at skabe point, viser det tydeligt, hvor stor betydning ungdommen kan have for holdet.

Zimling fremhæver, at de unge spilleres indsats i Silkeborg-kampen viser en frygtløshed, hvor de tør tage chancer, spiller med høj intensitet og straks bidrager til holdet.

Før U19-turneringen var det svært at vide, hvad man kunne forvente af AGF’s unge talenter. Turneringen samlede de bedste hold fra Norge og Sverige, ligaer som AGF-truppen ikke kender særlig godt.

-Vi kendte ikke den norske eller svenske liga særlig godt – kun de danske hold. Vi ved Norge og Sverige er gode til talentarbejde, så det var ikke nogen nem modstander. Men vores hold viste, at de kunne begå sig, både på banen og i at være sammen mange dage med et intenst program.

AGF U19 er Nordiske Mestre 2025.
Foto: AGF.dk

AGF’s unge drenge tager Skandinavien med storm

De unge drenge rejste om søndagen og skulle spille allerede om mandagen, så det var et meget tæt program. Fra start af var planen klar: holdet skulle komme godt fra start og skabe momentum. Kampene lå tæt, så det var vigtigt at rotere truppen effektivt.

– Vi fik lagt et enormt tryk mod Stabæk og kunne have scoret flere mål, end vi egentlig gjorde.

AGF viste stor intensitet gennem hele kampen og håndterede det tætte kampprogram på imponerende vis. Holdet sikrede sig i første kamp en 4-2-sejr over Stabæk, og Zimling fremhæver især drengenes energi og evne til at følge taktikken.

-Drengene kom godt fra start, arbejdede hårdt hele vejen igennem og tog ansvar i situationer, hvor det virkelig gjaldt. Det er sådanne præstationer, der viser, at holdet kan begå sig under pres og over flere kampe på kort tid.

Næste kamp bød på en 5-1-sejr over Odd, og AGF havde forberedt sig grundigt. Holdet havde blandt andet set Odds første kamp for at danne sig et billede af modstanderen.

– Vi fik roteret flot rundt og arbejdede med, hvordan vi kunne gøre ondt på dem, samtidig med at vi kunne holde fast i os selv.

Selvom sejren blev overbevisende, erkender Zimling, at der også var faser, hvor holdet havde lidt held med sig.

Til sidst i kampen stak vi lidt af, og nogle af spillerne viste en god dynamik og fart. Det er sådan nogle præstationer, der giver os muligheder og viser, hvor stærkt holdet kan spille, når alle elementer fungerer.

AGF sikrede sig en 2-1-sejr over Hammarby, som var en virkelig svær modstander. Hammarby stillede med et stærkt hold, hvor flere spillere allerede har erfaring fra Hammbys førstehold i Allsvenskan.

– Det var en enormt svær kamp. Vi havde sikret os et godt udgangspunkt og en god målscore, så vi kunne i princippet nøjes med uafgjort for at gå videre. Men det er sjovere at afgøre tingene selv.

Zimling fremhæver den store disciplin og vilje under kampen.

– Det var hårdt arbejde uden bold, og vi forsvarende med alt, hvad vi havde. Vi kom foran, og det tog noget af presset fra os, selvom Hammarby lagde et alvorligt tryk. Vores mål viste sig at være utroligt vigtigt, og det fjernede lidt presset fra os.

Kampen mod Brann blev unødvendigt spændende. U19 skabte adskillige store chancer i første halvleg og havde mulighed for at bringe sig foran både 4-0 og 5-0, men fik ikke omsat dem alle til mål.

– Brann scorer et lucky punch første gang, de kommer over midten i anden halvleg. Finaler har nogle gange deres eget liv, og nervøsiteten indtræffer hurtigt.

Herefter gik Brann ned og straffede AGF i nogle situationer, hvor Brann reducerede til 3-2 og gjorde de sidste ti minutter nervepirrende.

– Det blev en finale værdig. Kampen var reelt lukket, men vi måtte være kyniske og bevare fokus for at holde føringen. Drengene arbejdede hårdt både offensivt og defensivt, siger Zimling.

Zimling roser den gruppe, han har haft med til turneringen. Holdet har også haft spillere fra U17 med, som har vist sig dygtige og hurtigt har forstået de forskellige faser i spillet.

– Det er flot, hvordan de kan omstille sig undervejs i kampene, og det vidner om et stærkt arbejde fra drengenes side. Det er tydeligt, at både træning og samarbejde på tværs af årgange har båret frugt, og at de unge spillere formår at tilpasse sig og bidrage på et højt niveau i turneringen.

U19 spiller den sidste kamp i år mod Sønderjyske den 10 december.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle