Skip to main content


Frederik Tingager (Foto: Matti Kronborg)

Tingager: Det er en tung følelse


| Jonas Roulund |

Tingager bragte AGF i front, men i overtiden blev tre point forvandlet til ét, da Adamsen udlignede for Silkeborg. En tung omgang, fortæller De Hviies stærke midterforsvarer.

Der manglede så lidt, for at jublen kunne bryde ud.

Efter en kamp, hvor Silkeborg sad mest på spillet, virkede det til, at AGF alligevel formåede at hente de tre point. Men gæsternes Tonni Adamsen ville det anderledes, og i det 90. minut dukkede han pludselig op og udlignede Tingagers føringsmål til slutresultatet 1-1.

– Det er tungt at miste to point så tæt på slutfløjt. Silkeborg havde bolden meget, hvilket vi også var forberedt på, men vi får ikke selv holdt nok i bolden og kommer til at løbe lidt for meget efter dem. Samtidig synes jeg, vi forsvarer os godt, men det er selvfølgelig ærgerligt, at de header den ind så kort tid før slutfløjt. Cadeau til dem for at spille en god kamp, siger Frederik Tingager, der spillede en fin kamp i forsvaret og som altså var tæt på at blive matchvinder.

– Vi har haft fokus på dødboldene i opstarten og øvet lidt forskellige ting. Jeg har ikke været så skarp på dem tidligere, så det var fedt at score i dag og juble foran fansene, siger midterforsvareren.

Offensivt fokus giver endnu ikke pote

AGF’s offensiv haltede fortsat på trods af, at det har været et fokuspunkt under hele vinteropstarten, og holdet har en vigtig opgave i at få løst problemerne fremadrettet.

– I perioder har vi nogle gode omstillinger og muligheder, men det er lige det sidste, der mangler, og jeg synes, det er for tidligt at sige noget om det offensive endnu, Vi havde talt om, at de godt måtte spille på forsiden af os, og i perioder er det sådan set fint, at de dominerer, men vi havde også en forventning om, at vi kunne være bedre på bolden, end tilfældet var. Vi bliver lidt for ivrige i at finde den første løsning, vi ser, fortæller Tingager, der nu ser frem til endnu en hjemmekamp på fredag, når AC Horsens kommer forbi til et aftenbrag.

– Vi står med fire point efter de første to kampe, hvilket jo er fint, men det havde været rigtig godt med en sejr i dag. Nu skal vi bare have tre point i næste kamp, fortæller Frederik Tingager.

Det ene point efterlader AGF på en aktuel sjetteplads i tabellen, mens Silkeborg indtager syvendepladsen. Brøndby møder senere i dag FC Midtjylland i den sidste kamp i spillerunde 19.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle