Talentchefen i AGF: Om to år kan man ikke slå os på faciliteter i Skandinavien
Der investeres i disse år tungt i AGF’s talentafdeling, men hvordan bliver pengene egentlig brugt? Og hvad kigger man efter, når det næste hviie talent skal findes? Det kan du få svaret på i dette interview med talentchef, Jesper Ørskov.
Jesper Ørskov har siden december 2020 varetaget ansvaret for talentudviklingen i AGF. Meget er ændret siden da, og den 37-årige talentchef har blandt andet været med til at etablere en Superliga-scouting-afdeling, ændret skolesystemet og fastlagt en spilfilosofi op gennem systemet for talenterne.
KSDH.dk har taget en snak med talentchefen om det hele – for hvor skal AGF Talent hen? Hvad er status for nuværende? Hvem er de største konkurrenter, og hvad kigger man egentlig efter, når man scouter spillere til De Hviie?
Den lokale forankring
Ørskov har en fortid som partner i sportsagentfirmaet People in Sports, hvor han gennem 10 år var med til at opbygge et stort fodboldnetværk.
I 2020 bød muligheden sig så for et skifte til AGF, og her har han i dag ledelsesansvar for 45 ansatte samt 20 kontraktspillere. Arbejdsopgaverne består blandt andet af budgettering, scouting-strategi og dialog med skoler og forældre.
– Vi bruger rigtigt mange ressourcer. Klubben vil rigtig gerne unge spillere – derfor bygger vi nyt talentakademi, og vi øger budgetterne. Det er en utroligt spændende opgave at arbejde med de unge mennesker og at være i en organisation med så mange dygtige folk, fortæller Ørskov.
Han skeler for tiden til U-tabellerne med blandede følelser – hverken U15, U17 eller U19 er med i toppen, men udviklingen er positiv, må man forstå.
– Der er et stykke endnu. Da jeg startede lå vi jo i bunden af de forskellige rækker. Nu er vi kravlet op i midten, og antallet er U-landsholdsspillere er i fremgang, fortæller talentchefen, som dog ikke vil lægge for meget i holdenes placeringer.
– Det er jo lidt anderledes med talentholdene i forhold til resultater. Vi arbejder jo for at klargøre talenterne til et professionelt liv. For nyligt har vi sendt Sauer og Andersen op. Vi havde en god case med Adam Daghim. Så resultaterne i ungdommen går op og ned, fordi vi gerne sender de bedste spillere videre i systemet. Når det er sagt, så er vi ikke i mål endnu, og der er et stykke op til de bedste herhjemme – men det er også det, der er sjovt ved at være her, forklarer Ørskov.
Han og resten af talentsektoren arbejder særligt for, at man skal kunne genkende en AGF’er – selv hvis man spillede uden den hvide trøje.
– AGF DNA’et bliver mere og mere tydeligt. Vi har en spilfilosofi om at være dynamisk, fremadrettet og aggressiv – i år har vi valgt at spille i samme system som Superligaen i alle årgange, fortæller talentchefen.
En af klubbens værdier er desuden, at man er stolt af Aarhus – og det afspejler sig også på talentmandskaberne, hvor mange spillere kommer fra de lokale samarbejdsklubber.
– Vi har et stort opland – +50 samarbejdsklubber og en stor by. Der er jo 1000 spillere per årgang, vi kan følge i området. Så klubben og området har et kæmpestort potentiale i forhold til at opdyrke talenterne. Klubben har ikke opnået sit potentiale endnu, men nu har jeg været her i tre år, og det flytter sig i en positiv retning, fortæller Ørskov, som dog også kan tilføje nyt blod udefra, hvis der er behov for dette.
– Vi vil allerhelst fylde op med spillere fra Aarhus. Men hvis vi lige kan toppe niveauet, så kan vi kigge på andre områder. Hovedfokus er at finde spillere i området – kan man ikke det, så kan man kigge andre steder hen. I første omgang i resten af landet. Dernæst Skandinavien, fortæller talentchefen.
Akademiet højner niveauet
Fra efteråret 2024 tager AGF endnu et skridt fremad i faciliteter og talentudvikling.
Her står det nye Talentakademi efter planen færdigt på Fredensvang – Det nye akademi bygges i tilknytning til AGF’s nuværende klubhus og skal forbedre AGF’s faciliteter for klubbens unge talenter i 18-19-års alderen.
– Det er helt unikt, at vi om et års tid kan samle alle her. Vi kommer tættere på spillerne. Spillerne får en helt anden hverdag. Bo her, træne her, gå i skole 2,5 km væk. Du får en ramme her, der gør, at du ikke ryger i den daglige trafik. Så det kommer til at skabe en helt anden ramme. Bygningen i sig selv kommer til at højne alles niveau og vil motivere alle i klubben, fortæller Ørskov.
Og hvordan kan sådan et akademi så få os tættere på nogle af de førende talentudviklere herhjemme? Og hvem anser man egentlig for de største konkurrenter?
– Det vigtigste det er, at man er tro mod sig selv. Man skal ikke sidde og sige: “Vi skal gøre som FCK eller FCN” – for alle klubber er forskellige. Vores stil lige nu er at investere kraftigt i faciliteter og scouting. En anden del er at finde de rigtige trænere og ledere, som kan være i klubben længe og skabe kontinuitet, forklarer talentchefen, som glæder sig den nye virkelighed med nyt akademi og nyt stadion om et par år.
– Jeg tænker ikke, man kan slå os på faciliteter i Skandinavien om to år, og det er det, der gør, at vi bliver attraktive for spillere udefra, fortæller Ørskov.
Hvad skal vi holde øje med?
Og nu til noget, der interesserer de fleste fodboldfans, som bare har haft den mindste berøring med Football Manager gennem tiden – scouting!
Ørskov blev netop hentet til klubben for at højne niveauet i AGF’s talentspejderafdeling, og der er sket store ting, siden tiltrædelsen.
– Stig og jeg har arbejdet rigtigt meget på at opbygge en Superliga-scout-afdeling, der kigger fra U17 og op, og så ser vi markant flere kampe end tidligere – helt fra U10 og op, fortæller talentchefen, som har øget antallet af talentspejdere hvert år, siden sin tiltrædelse.
– Det er primært Aarhus og Skandinavien man scouter i, og så kan jeg selvfølgelig gøre brug af mit netværk, hvis der er nogle helt specifikke emner, vi skal kigge på andre steder, fortæller Ørskov.
Han og klubben kunne i sommer meddele, at de tidligere FC Nordsjælland-medarbejdere, René Klok og Steen Nedergaard, blev tilknyttet AGF, hvilket styrker udviklingen i Aarhus yderligere.
– René Klok har været Nordsjællands rekrutteringsansvarlige omkring børnefodbold. Han har en god dialog med vores samarbejdsklubber og sørger for, at vi får de rigtige spillere ind. Steen Nedergaard er taget ind i Superliga-scouting øjemed. Hans hovedopgave er at komme med emner til vores førstehold. De kommer med en kæmpe erfaring og kvalitet, som vi har stor gavn af herude, forklarer talentchefen, som løfter lidt af sløret for, hvad man egentlig kigger efter, når man er ude og observere talenter.
– Der er kæmpestor forskel på at se U10-U12 og se U17 eller U18. Men det man kan sige fra U15, der kigger vi efter, om de passer til vores spillestil – dynamisk, fremadrettet, aggressiv, fortæller Ørskov.
Fremtidens aftryk
Talentarbejdet handler selvsagt om fremtiden – hvordan får man gjort folk klar til at spille for førsteholdet. Men med Ørskovs omfattende CV, så kan han også bruges, når transfervinduet kører på fuld blus, og Stig Inge Bjørnebye har brug for hjælp til at finde færdigudviklede spillere til Superligaholdet.
– Via den erfaring jeg har med rekruttering, så bidrager jeg med strukturen omkring, hvor vi skal kigge, og så har vi jo kæmpe kompetencer i scoutingafdelingen. Så mine kompetencer bliver brugt i forhold til at tale med agenter – hvis vi har en liste, så kan jeg gå den igennem og se på, hvad der er realistisk, og så kan jeg give det videre til Bjørnebye, forklarer Ørskov, som assisterede sportschefen under sommerens travle transfervindue, hvor AGF hentede 10 spillere.
Ørskov glæder sig således over udviklingen på Fredensvang og håber at sætte sit positive aftryk på AGF.
– Rekruttering ligger mig rigtig nært – så jeg vil rigtig gerne have, at du kan se et kæmpe aftryk i rekruttering i forhold, da jeg kom. Det ville betyde rigtigt meget for mig. Så har jeg ændret noget af skolesystemet herude, så vores spillere kan træne om formiddagen. Vores 2. års U17-spillere går i et nyt skolesystem, som startede denne sommer, så man nærmest kan leve som professionelle fodboldspillere to gange i ugen. Det skal vi så også have de næste årgange med på – At gøre det endnu mere professionelt for at kunne nå drømmen om at komme ned og spille på stadion, fortæller Ørskov.
– Derudover bruger jeg meget tid sammen med dem, der designer akademiet – så at skabe bedre faciliteter omkring skoler og scouting og at sætte et aftryk på det nye hus, det må være det overordnede mål for mig i min tid her, siger talentchefen.
Du kan høre hele interviewet med Jesper Ørskov lige her:
Flere AGF Nyheder
-
AGF igen rigt repræsenteret på diverse landshold
-
AGF-fans med ny gaveindsamling: Håber, Wahlstedt kommer stærkt tilbage
-
Viborg FF – AGF optakt: Fodsportsforeningen skal ned med nakken
-
18-årig nigerianer hentet til Fredensvang
-
Frederik Tingager på Månedens Hold
-
Leeds-reporter om Klaesson: – Udviklingen gik i stå
-
Årets holdfoto er klar
-
Ankestyrelsen mangler oplysninger for at kunne godkende AGF’s lejeaftale på nyt stadion
-
Reportage: Uforløst lørdagsgalop på Ceres Park
-
Solid U17 præstation og uskarpe U19 imod FC Midtjylland