Status på AGF-truppen: Flere spørgsmål melder sig forud for fredagskampen
Jakob Poulsen gav i dag sine perspektiver på en række centrale spørgsmål, der har meldt sig forud for fredagens opgør mellem Silkeborg IF og AGF.
Hvem skal spille i stedet for karantæneramte Arnstad mod Silkeborg? Er Poulsen klar til kunstgræs? Og bliver der snart mulighed for rotation på 9’er-positionen? En række spørgsmål melder sig, og cheftræneren skal finde svarene, inden turen går til JYSK Park fredag aften.
Efter dagens træning på Fredensvang kunne Jakob Poulsen berette, at han regner med at skulle vælge ud fra en relativt lille pulje, når midtbanekonstellationen skal sættes mod Silkeborg:
– Jeg er rimeligt afklaret omkring midtbanesituationen. Vi har de tre, Solbakken, Poulsen, Yakob plus Oskar Haugstrup, så det er ligesom dem, vi kommer til at vælge ud fra. Og så kommer vi til at vælge ud fra, om de er fysisk klar, og i forhold til, hvilken konstellation, der er bedst til at få det udtryk, vi gerne vil have, fortæller cheftræneren til KSDH.dk og den øvrige fremmødte presse.
– Det, at Arnstad er ude, giver muligheder for den, der bliver valgt til. Det er klart, at Kristian har været enormt god til nogle ting, og vi forventer jo ikke, at den spiller, der erstatter ham kommer til at gøre det samme, så på den baggrund bliver det nok en smule anderledes, for vi forsøger jo at sætte den enkelte spiller i scene ud fra deres kvaliteter. Men man skal ikke forvente nogle helt vilde forandringer, forklarer Jakob Poulsen.

Det er dog ikke kun Arnstads karantæne, som giver anledning til mulige ændringer i startelleveren. Nicolai Poulsen er tidligere blevet sparet, når holdet har spillet på kunstgræs, og til onsdagens træning var den 32-årige midtbanespiller ikke at finde på banen.
– Polle har bøvlet lidt i noget tid med nogle ting. Han var fuldt tilbage i går (onsdag red.), hvilket var dejligt at se. Han er ikke kæmpefan af kunstgræs, så vi må se, hvad vi gør. Om det bliver med ham fra start eller ej. Men han er fit til at være med, fortæller cheftræneren.
Kevin Yakob var ej heller at finde på banen i dag, men det skyldes blot, at svensk-irakeren er på vej retur fra Iraks landsholdssamling. Midtbanespilleren forventes tilbage på fuldt blus torsdag.
Nogle spillere, der dog ikke kommer i spil fredag aften er de skadede Jacob Andersen, Tobias Mølgaard og Frederik Tingager. Alle tre kunne dog ses løbe på grønsværen i dag, hvilket er et positivt tegn, taget i betragtning, at de primært er blevet set siddende på spinningcyklen indendørs de seneste uger.

Rotation på toppen?
Helt fremme på banen har der i denne sæson ikke været megen tvivl om, hvordan De Hviie ville stille op. 9’eren hedder Patrick Mortensen, og han blev Superligatopscorer i senest sæson. I indeværende sæson er det blevet til seks mål, og den 36-årige målræv ser igen ud til at have fejet al konkurrence af banen. Også selvom Youssouph Badji, Janni Serra og Stefen Tchamche står klar i kulissen.
– Det er op til Badji at overbevise mig og trænerstaben hver dag og i kamp. Hvis han er bedst og gør det rigtig godt, så starter han også inde. Jeg synes, at Patrick Mortensen har spillet en rigtig fin sæson og fået lavet sine mål, så det er en svær konkurrencesituation. Vi spiller kun med en decideret ni’er, hvilket gør, at der er lidt med balancen i forhold til, at vi har lidt for mange til den ene position. Vi har jo også Serra, forklarer Jakob Poulsen.

– Tchamche kan også spille nieren. Men han kan også dække 10’eren, og det er blandt andet også derfor, at han ofte er med i truppen på bekostning af Janni Serra eller Youssouph Badji. Han har også noget fart, som de andre ikke helt har. Stefen kunne også sagtens spille ni’er, men lige nu ligger han nok lidt efter de andre på den position, siger cheftræneren.
AGF møder Silkeborg IF fredag klokken 19.
Flere AGF Nyheder
-
AGF – OB: Hviiere på hviieunderlig vis! -
AGF-truppen mod OB: Mølgaard er med -
Optakt AGF – OB: De Hviie skal vise hvorfor de er efterårsmestre i årets sidste kamp -
OB – AGF: Statistikker og kampens spiller -
Beijmo før årets sidste kamp: – Vi går ind til kampen med største alvor -
Jakob Poulsen før OB: – Det er all in -
AGF indfører mindestund for de afdøde hviie helte til årets sidste hjemmekamp -
Jakob Poulsen: – Vi manglede kvaliteten -
Felix Beijmo: – Vi rammer ikke dagen -
OB – AGF: Fyn var ikke så fin