Yann Bisseck (Foto: Matti Kronborg)

Status fra Bisseck: Må væbne mig med tålmodighed


| Jonas Roulund |

Yann Aurel Bisseck skiftede denne sommer til mægtige Inter, hvor konkurrencen om spilletid er hård. Tyskeren giver nu en status på situationen sydpå.

Bissecks rekordskifte til Inter denne sommer gav anledning til mange overskrifter i danske og udenlandske medier, men efter nogle måneder i det italienske er det blot blevet til syv minutters spilletid for Bisseck i den blå-sorte trøje.

De minutter kom, da han blev skiftet ind i Inters 2-0 sejr over Monza den 19. august.

Sidste sæsons Champions League-finalister råder over en stærk forsvarstrup med folk som Bastoni, Pavard, de Vrij og Acerbi, og Bisseck har derfor brug for tid for at slå igennem i Serie A, fortæller han til det tyske medie, Geissblog.

– Jeg skal selvfølgelig være tålmodig i starten, arbejde og lære, fordi jeg er en af de yngste spillere i truppen. Men ser jeg fem år frem, er planen, at jeg skal udvikle mig til en af de bedre forsvarsspillere i verden. Jeg har et stort potentiale, og dette er det bedste sted at udvikle det potentiale, selvom det kan tage et stykke tid i begyndelsen. Men jeg tror, at på længere sigt har det været den helt rigtige beslutning, siger Yann Bisseck.

Hård konkurrence

Ifølge den italienske avis, Gazetta dello Sport, er Bisseck blevet overhalet af de øvrige stærke forsvarsspillere i truppen.

– Problemet er indtil videre, at der er meget konkurrence i Inter: På papiret skulle han være afløseren for Bastoni, men med undtagelse af kampen mod Monza er han blevet “overhalet” af andre løsninger. Inter mangler ikke løsninger for Bastoni. Indtrykket er, at Bisseck bliver nødt til at være meget tålmodig, skriver den italienske avis.

En moderigtig Yann Bisseck (Foto: Matti Kronborg / Kronborgfotos)

24-årige Alessandro Bastoni har 19 italienske landskampe på CV’et og er altså ofte valgt af cheftræner Simone Inzaghi som førstevalg på den venstre midtstopperposition. Inter spiller med en tre-backkæde, som løbende er blevet roteret i løbet af sæsonen med Bastoni, de Vrij, Pavard og Acerbi.

 

© KSDH.dk. Alle rettigheder forbeholdes.