Skip to main content


Stig Inge Bjørnebye med AGF-halstørklæde om halsen (Foto: Matti Kronborg / Kronborgfotos)

Spekulation: Er AGF på vej til at hente klubløs keeper i Holland?


| Thomas Vedel |

Peter Leeuwenburgh er måske et navn, vi kommer til at skulle lære at udtale her i Smilets By. Noget kan nemlig tyde på, at AGF er interesseret i at hente den nu klubløse Leeuwenburgh.

AGF er på jagt efter en ny målmand efter Per Kristian Bråtveit forlod Fredensvang efter sæsonen, og måske – kun måske – kommer erstatningen fra Holland i form af Peter Leeuwenburgh.

Den 29-årige og 196 cm høje keeper var engang et stort talent i Ajax Amsterdam, men har kun repræsenteret det hollandske fodboldflagskib på U19- og U17- niveau. I karrieren har Leeuwenburgh også optrådt ni gange på diverse U-landshold for “Oranje”.

I 2015 blev Leeuwenburgh udlånt fra Ajax til FC Dordrecht, og da det låneophold sluttede, skiftede han hollandsk fodbold ud med Cape Town i Sydafrika i 2018. Her spillede han i tre sæsoner og blev noteret for 92 kampe, 108 indkasserede mål og 31 clean sheets.

I 2021 vendte Leeuwenburgh hjem til Holland og FC Groningen, hvor han fik 44 kampe, lukkede 69 mål ind og holdt buret rent syv gange. I den forgangne 2022/23 sæson blev det kun til otte kampe i FC Groningen, hvor nettet blafrede 14 gange bag den tårnhøje keeper.

Forbindelsen til Aarhus og AGF

Kontrakten med FC Groningen er netop udløbet, og Peter Leeuwenburgh er nu klubløs. Noget kan tyde på, at Leeuwenburghs næste klub måske bliver AGF. I et interview med det hollandske medie Soccernews.nl siger Leeuwenburgh nemlig følgende:

“Der var kontakt med to klubber fra Danmark, og jeg kan godt se mig selv bo og spille der”.

Hvad er så forbindelsen til AGF? Jo, her på KSDH.dk kan vi konstatere, at Peter Leeuwenburgh har beriget vores Instagram konto med et “follow”, og man kan derfor spekulere i, om AGF mon ikke er én af de to klubber i Danmark, som er interesseret i at sikre keeperen på en fri transfer.

Det kan selvfølgelig også bare være, at den gode Peter Leeuwenburgh er interesseret i at se billeder af nogle fede AGF tifos…

At Leeuwenburgh dermed bliver den nyeste målmand på Fredensvang er selvfølgelig langtfra givet. Der er tale om ren spekulation.

Leeuwenburgh selv siger da også til det hollandske medie, at “et skifte til en god klub i Europa ville være dejligt, men længere væk er også muligt.”

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle