Rösler: – Valgte Hansen på grund af usikkerhed om Baileys situation
Jesper Hansen var i dag tilbage mellem stængerne for AGF i kampen mod Silkeborg IF, og Uwe Rösler forklarede efter kampen, hvorfor det normale førstevalg, Bailey Peacock-Farrell var fravalgt til startelleveren.
Jesper Hansen og Bailey Peacock-Farrell har delt spilletiden imellem sig i denne sæson, men i 2024 har nordireren alligevel sat sig på rollen som førstemålmand i klubben. I dag var Hansen dog tilbage på stregen, og Uwe Rösler forklarede efterfølgende, hvorfor nordireren var valgt fra til en startplads.
– Det er ganske simpelt. Bailey er ikke ejet af os. Forberedelserne til næste sæson er i gang, og vi har kun én seniormålmand på kontrakt i næste sæson, hvilket er årsagen til at Bailey ikke spillede i dag, siger AGF’s cheftræner.

Peacock-Farrell har fået 27 kampe i indeværende sæson, mens Hansen har stået 14.
Én seniormålmand er her med sikkerhed næste sæson
Nu kan man jo så gå i gang med at spekulere i, om det er Burnley, der spænder ben for en permanent Bailey-transfer til AGF, men Uwe Rösler understreger, at intet er afgjort i den sag endnu.
– Jeg siger ikke, at jeg ikke forventer, at Bailey bliver, men der er en usikkerhed omkring det, og jeg vil sikre, at vi forbereder holdet til næste sæson, for den starter om kun seks-syv uger, forklarer han.
– Per dags dato har vi kun en seniormålmand på kontrakt i næste sæson, og derfor var det en god mulighed for at se Jesper i aktion. Dermed ikke sagt, at Bailey ikke spiller mere i denne sæson, fortæller Rösler.

Cheftræneren sender roser afsted mod sin rutinerede danske målmand, som har kontrakt med AGF til sommeren 2025.
– Jesper Hansen har været meget loyal overfor både trænerstaben og Bailey. Han har fået noget spilletid, hvor han har gjort det godt. Det har intet med Baileys præstationer at gøre, og han accepterede det også, da jeg fortalte om min beslutning inden kampen i dag, fortæller Rösler.
Det skal i øvrigt nævnes her, at 20-årige Jonathan Hutters også er en del af Superligatruppen – han har kontrakt til sommeren 2026.
Knudsen kommer i spil igen
En anden, der også er usikkerhed omkring – men som alligevel spillede i dag – er Magnus Knudsen, som cheftræneren også regner med at se mere til i de sidste kampe i sæsonen.
– Vi har håb for alle de her usikre kontrakter. Magnus Knudsen gjorde det godt, men jeg havde håbet, at hans energi havde rakt lidt længere i dag. Men han vil helt sikkert spille en rolle i de kommende kampe, fortæller Rösler.

Magnus Knudsens kontrakt udløber ved sæsonens slutning. Han er i AGF på den såkaldte krigsklausul i forbindelse med krigen i Ukraine.
Flere AGF Nyheder
-
Frederik Tingager: – Det mentalt sværeste, jeg kan huske -
Gift Links på Rundens Hold for sjette gang i sæsonen -
U17 topper rækken efter weekendens kamp -
Modgangen ramte, men hvor meget skal vi lægge i det? -
AGF – Sønderjyske: Spillerpræstationer og kampens spiller -
Frederik Tingager ude resten af året -
Hansen: – Vi kunne ikke holde kadencen -
Beijmo: – Vi mistede grebet om kampen -
Jakob Poulsen: – Kvaliteten manglede efter pausen -
AGF – Sønderjyske: Magien forsvandt