
Reportage: En sejr for legenderne
AGF vandt hjemme over Brøndby foran et stort set udsolgt Ceres Park, som bød på fest og farver. Det udviklede sig til mere end blot en kamp på banen, da tribunerne i dén grad stjal showet og overskrifterne.
Et typisk dansk efterårsvejr dannede rammen om en atypisk dansk mandagskamp i Superligaen.
For normalt er vi sure over at være påduttet mange mandagskampe, men i indeværende sæson har AGF ikke været så hårdt ramt af den planlægning, og nu kommer arvefjenderne fra Brøndby på besøg.
Jeg forlader derfor min pind på job tidligt – nu skal vi eddermame have gang i den!
Stemning i international klasse
Stemningstribunen er udvidet, Ungdomszonen er etableret, og gæsterne fra Brøndby møder talstærkt op. Selvom mit had til Pestegnen er stort, så må man erkende, at de også leverer en god indsats med mosaikker på udebaneafsnittet.

Inden på stadion finder jeg min plads på B3 Øvre, hvor jeg kigger mig rundt, og jeg kan se, at der er forberedt en stor tifo ved stemningstribunen, men også ved langsiden, så det skal nok blive konge.
Man fornemmer bare, at det her kan blive specielt.
– Vi napper Narkomanerne, FCMuh og F-U-CK, og så vi bliver vi sgu nytårsmestre!, siger en grinene medfan med vanlig AGF-ironi i stemmen, inden vi skåler og synker lidt lækre gyldne dråber.
Ja, det ser unægteligt ikke dumt ud, hvis vi i det mindste kan undgå nederlag i de tre kampe og tage en sejr over Lyngby.
Vi ser, at den rutinerede målmand Jesper Hansen løber ind til opvarmning, og folk rejser sig rundt på Ceres Park og giver ham klapsalver. Ingen tvivl om, at den erfarne keeper er en elsket mand i Aarhus.

Herefter tager hadet til!
– På Brøndby Strand, er man på bistand!, bliver der sunget, og der lyder modsvar fra den anden ende med en smædesang om jyske fans.
Vi får selvfølgelig også lige markeret, at vi er en ægte fodboldklub, modsat brøndbyernes opkøbsprojekt.
– Ja til GFH, ja til GFH, I må nok forstå, I ligesom FCK, ja til GFH!, synger vi, og fællesskabsfølelsen er stor. Nu skal det bare forplante sig til spillerne på banen.
Overdækket af lykke
Da Malaga starter over anlægget skal den helt store tifo foldes ud.
Der er lagt blå og hvide mosaikker ud til alle fans, og på stemningstribunen foldes et stort legendarisk AGF-logo ud. Vi er smukke, er jeg sikker på, selvom jeg ikke kan se det med egne øjne, da vi er overdækket af lykke (Læs: Mosaikker og logoet).

– Op med hænderne!, råber capoen, mens der sættes i gang i kampen og stemningen, og der leveres et stort tryk ned mod banen. Vi hopper, vi skråler, vi gør, hvad vi kan, og på banen bliver Mortensen endnu mere legendarisk, da han sender sit 22. Superligastraffespark i netmaskerne. Wauw!
Knyttede næver i vejret, krammere til alt og alle, og så skal jeg skisme have en ekstra fadøl, selvom jeg skal op på arbejde i morgen – modsat dem på udebaneafsnittet, som nok er på bistand.

Legendehyldest og et lidt for voldsomt pyroshow
I pausen hyldes legenderne, og lige op til anden halvleg tændes der masser af pyro, som sender røg indover os på stemningstribunen. Det er noget af det vildeste, jeg har prøvet i forhold til pyro, og der fyres virkelig store mængder af.
Der mærkes da også lidt utilfredshed fra nogle fans, fordi der tændes for så mange romerlys, og der høres blandede reaktioner fra langsiden, hvor der både klappes og buhes.
Et inferno af lys er over os, og det hele koger, men personligt er jeg nok af den opfattelse, at det stikker lidt for meget af i denne omgang.
Nå, kampen går sin gang, og i slutminutterne er det så dommeren, der skal buhes af, da Krogh i flere omgange virker til at dømme imod hjemmeholdet.
Vi får også en kort melding, om at der er VAR i sidste spilminut, hvor der skal tjekkes for hånd på, og det kan resultere i straffe til Brøndby, men heldigvis afvises dette og kampen fløjtes af. Lettelse og jubelbrøl folder sig ud, og sangene kan igen fylde atmosfæren.
Nogle folk står i bare maver, og der hoppes i glæde over sejren, som også dedikeres til legenderne.
Spillerne kommer også rundt på Ceres Park for at takke for fansenes opbakning, og vi nyder det – fandme fedt med tre point!
Nu kan festen fortsætte ud i oktobermørket. Selvom det er mandag, så er stemningen kogende på vej ned ad Stadion Allé, hvor sangene, krammerne og glæden præger billedet.
Når nu jeg selv er vokset op med skuffede AGF-fans i mange år, så er det her noget, der virkelig kan få mig til at smile.
KSDH!
Flere AGF Nyheder
-
Jesper Hansen om kontraktsituation: – Det ser positivt ud
-
CV om forlængelser: – Mon ikke der kommer noget inden længe
-
Jacob Andersen ude med overrevet korsbånd
-
Flere bud på AJ blev afvist i transfervinduet
-
Lyden AGF tager temperaturen på truppen, træningslejren og transfers
-
Blog: Har det været et tilfredsstillende transfervindue?
-
Billetsalget til den første Superligakamp i Vejlby åbner på mandag
-
AGF’s vintertransfers 2025
-
Callø om udlejning: – Det føles som det helt rigtige skridt
-
Officielt: Callø udlejes til Kolding IF