Reportage: Da Aarhus genfandt medaljehåbet i Domkirkebyen

Selvom påskefrokosterne nok stod i kø, så var der godt fyldt på lægterne, da AGF “bankede” Viborg på plads søndag eftermiddag med et udvidet awayafsnit i ryggen.

Der var vigtige point på spil og masser af nerver, da AGF tog til Viborg i søndags med knap 2000 medrejsende fans for at lukke hullet til tredjepladsen og genskabe medaljeforhåbningerne efter den skuffende 1-1’er mod Randers.

Udebaneafsnittet var fyldt, ligesom fadølsglassene, og så måtte rekord-Hansen og co. ellers gøre sit til at tage festen fra tribunen med ned på banen.

Rejsen er en oplevelse i sig selv

Udebaneture er altid specielle. Vi elsker selvfølgelig Stadion Allé og Ceres Park, men når de mest inkarnerede fans stimler sammen ved busserne ved Musikhuset for i samlet trop at tage i “krig” for De Hviie, så er der bare noget særligt over stemningen.

Park Allé summer allerede med GF-trøjer, halstørklæder og huer, som også er på vej til Musikhuset, hvor mødestedet findes for de mange feststemte AGF-fans.

Der bliver skålet, snakket påskeferie, og så er vi ellers klar til at bære holdet frem med støttende sangstemmer.

Med lækkert solskinsvejr er humøret højt forud for dagens kamp, men opgørets betydning er ikke til at tage fejl af. Der skal en sejr på bordet for at holde os inde i medaljekampen.

– Vi skal i Champions League!, kommer det fra nogle, der sidder lidt længere fremme i bussen. Mindre kan også gøre det. I første omgang en sejr over domkirkebyen, som vi ankommer til med lyden af “Lav sol over Aarhus” bølgende ud af bussens højtalere.

Den fabelagtige stemning og tifo

Jeg placerer mig midt i flokken af de mest stemningsskabende fans på stadion, hvor der altid er fuld gang i sagerne.

Der ligger et kæmpe koordineringsarbejde bag – tifo’er, sange, trommerne, capoen… det hele orkestreres af Samlet for Aarhus, der hele tiden sørger for at holde os fans på dupperne – og jeg elsker det!

Til dagens kamp er der organiseret en tifo, som er i hvide og blå farver. Den består af små papstykker, som bliver fordelt rundt på afsnittet. Det danner et flot visuelt syn udefra. Spillerne marcherer ind på banen, og der kommer hvid og blå røg i et sandt festfyrværkeri – smukt!

– Vi står her nu igen. Tribunen er vort hjem. Sammen for hvid og blå. Det her kan intet slå!

Det skal retteligt siges, at der i dag er en anelse stille i nogle dele af fanafsnittet, og der ligger måske en debat og lurer, omkring hvor aktiv man skal være som udebanefan. Men nok om det – jeg har en fest med mine kammerater, min frankfurter og min fadøl.

Yakobs kanon og fremtidsperspektiverne

Første halvleg går sin gang, og alle er vist enige om, at vi skal være heldige med ikke at være bagud. Men vi har Hansen, som min sidekammerat siger på vej ud på pissoiret, og Bisseck og Tingager skal nok lukke af, er den generelle holdning, mens vandet hældes fra kartoflerne.

Og så kommer det jo – Kevin Yakobs gudemål, som får et kæmpe jubelbrøl til at lyde, mens øllene bliver kastet i glædesrus over den flotte og vigtige scoring fra den tekniske midtbanespiller. Stemningen gynger virkelig på udebaneafsnittet, og glæden breder sig hos De Hviie fans – det smitter af på folks gavmildhed, og midt i anden halvleg kommer der en venlig mand, og tilbyder mig øl, som jeg pænt tager imod, mens vi sammen foretager en rigtig mandagstræner-analyse:

– Nu skal de lige køre den her hjem, og så må vi se, hvor langt det rækker. Jeg tror, at Brøndby kommer buldrende, siger han, og man fornemmer frygten for, at arvfjenderne får gang i den. Det gjorde de jo så heldigvis ikke, kan vi nu konstatere.

Der fløjtes endelig af efter nogle sindssygt nervøse slutminutter og en række store redninger af rekordmester Hansen. Sangene lyder, mens spillerne og Uwe kommer ned og modtager deres velfortjente hyldest.

Hvor er det konge! Vi er tilbage i medaljekampen. 13 ud af 15 mulige point i dette forår.

Turen hjem bliver en ren fest!

Det var ikke smukt. Det var måske heller ikke helt fortjent. Men det var tre point – og nu ser vi opad!