Randers FC – AGF: Ny ild i bronzehåbet
Bronzehåbet skulle stå sin prøve i Kronjylland tirsdag aften, da AGF besøgte et Randers-mandskab på den nykårede ottende bedste bane i Superligaen – Cepheus Park – med et udvidet AGF-fanafsnit på lægterne.
Randers kan altid motivere sig til kampene mod AGF, og De Hviie havde masser at kæmpe for, så på en solrig tirsdag aften kunne mandskaberne gå tændte på banen til sæsonens næstsidste opgør.
Duelund og Duin var tilbage fra skader, mens Mads Emil stadig blev sparet. Et trælår voldte ham større problemer end som så, men 2400 AGF-fans var alligevel forhåbningsfulde forud for aftenens kamp.
Kampens forløb
Lydkulissen var til at tage at føle på, og selvom der var knap 10.000 mennesker på Randers’ hjemmebane, så var det AGF’erne der kunne høres fra start til slut denne tirsdag aften.
Og på banen blev der også domineret. Duelund, Links, Mortensen-afslutninger. Vævre driblinger ned mod Randers-målet. Flot start – og den blev belønnet. En Links-afslutning blev rettet af og endte hos tilbagevendte Duelund, som med et stensikkert touch trillede kuglen i mål. Seks minutter – 1-0 til De Hviie! Jaaaaatak!
Kort efter blev Mølgaard flækket af en alt for sent glidende Babayan, men han slap med en påtale, selvom det grangiveligt lignede et klokkeklart gult kort til armeneren.
Med den start sad man næsten med en fornemmelse af, at AGF kunne komme fra Randers med en storsejr, men kort efter løb Randers desværre op og sendte udligningen ind. 11 minutter og 1-1, da Mads Enggard modtog bolden på kanten af feltet og flot sendte den i mål uden chance for Hansen på stregen.
Der kom lidt mere ro over kampen, men Mortensen fik da testet Carlgren med et godt langskud. Kort efter sendte Links et hjørnespark ind i det lille felt, hvor Poulsen ikke fik afsluttet ordentligt, og chancen blev afværget på stregen. Kort efter sendte Anderson et skruet skud snert forbi målstolpen, men ind ville bolden ikke, og så gik holdene til pause med 1-1 på måltavlen.
2. halvleg
Man havde knap slået måsen i sædet efter pausen, da Links smækkede et indlæg ind over efter flot forarbejde af Yakob. Duelunds hovedstød blev blokeret, og så kom Anderson først på den faldende bold – 1-2 efter 48 minutter og kæmpe solfest på den hvide endetribune!
Knap ti minutter senere satte GF’erne endnu en lækker bold i netmaskerne. Og vi fik lov at råbe “J(Y)AAAAAAAAAN!” Smukt opspil fra Yakob, Mølgaard og Duelund, og så havde vores lange tysker sneget sig med frem på kanten af feltet, hvorfra han kanonerede den i kassen. 3-1!
Links bankede den kort efter på overliggeren, og så røg Babayan pludselig alene igennem i den anden ende, hvor Hansen måtte levere en god redning.
Sikke nogle minutter – hele tiden akkompagneret af et velsyngende hvidt kor på lægterne!
Egho kom også tæt på, men Hansen pillede på flotteste vis, og så fik vi en tirsdagsfuld baneløber at se, som lige ville ind og have en selfie med målscorer Anderson, inden vagterne fik smidt ham ud.
Ja, der var nok at se på denne tirsdag aften, og der var nok at føle, da kampen gik til ende med 3-1 på måltavlen – glæden over at være tilbage i top tre. Glæden over at slå lillebror fra Kronjylland. Og selvfølgelig glæden over, at sæsonens sidste kamp nu bliver en ægte storkamp!
Hvad vi lærte
Nicolai Poulsen er stadig i dommernes sorte bog. Babayan slap, men Poulsen modtog sit 10. gule kort i sæsonen og er dermed ude i sæsonens sidste kamp på søndag. Han slipper nok aldrig af med sit ry som en bandit blandt dommerne i Superligaen. Haugen har i øvrigt også karantæne i sidste kamp, da han også fik trukket et gult kort til sig kampens døende minutter.
Har forsvaret mistet momentum? Vores ellers så stærke defensiv er begyndt at vise sprække i de seneste spillerunder, og også i dag kom Randers til mange chancer, som Hansen måtte pille. De må meget gerne finde deres tidligere storspil frem igen til søndagens brag på Ceres Park, tak.
Alle midtbanekonstellationer virker! Om den hedder Mads Emil, Yakob, Anderson, Poulsen, Duelund eller Bjur, så kommer der kvalitet over tingene for tiden. Skønt at se, at Rösler har skabt et taktisk fundament, som spillerne forstår at indgå i, uanset hvad deres sidemand hedder.
Kampfakta: Randers FC – AGF
Spillested: Cepheus Park, Viborgvej 92, 8920 Randers.
Resultat: 1-3
Mål:
7: Mikkel Duelund (AGF)
12: Mads Enggaard (RFC)
48: Mikael Anderson (AGF)
56: Yann Bisseck (AGF)
Gult kort: Nicolai Poulsen (AGF), William Kaastrup (RFC), Uwe Rösler (AGF), Alhaji Kamara (RFC), Sigurd Haugen (AGF).
Opstillinger:
Randers FC (4-4-2): Carlgren – Kopplin, Johansson, Andersson, Kaastrup (A. Andersson) – Klysner (79: Pedersen), Enggaard, Johnsen, Babayan (59: Ankersen)– Bundgaard (80: Kamara), Egho (70: Odey)
AGF (3-4-2-1): Hansen – Mølgaard, Tingager, Bisseck – Links (76: Kahl), Yakob (83: Brandhof), Poulsen, Beijmo – Anderson (88: Duin), Duelund (76: Bjur) – Mortensen (88: Haugen).
Flere AGF Nyheder
-
Rösler før Lyngby: – Det er en stor kamp for os
-
Eric Kahl før Lyngby: – Vi fokuserer på nuet
-
AGF – Lyngby BK optakt: Tid til at slå tilbage
-
Erics flotte forvandling: Fra knægt til karl
-
Blog: Hvad kan vi tage med fra det tunge nederlag i Herning?
-
Studierne indtager Ceres Park: 3000 unge klar til tribunefest
-
AGF straffes med stor bøde og tilskuerstraf
-
Mølgaard er klar til comeback: – Har arbejdet meget med det mentale
-
Lyden AGF: Et hak i tuden for AGF’s mesterskabsdrømme
-
Video: Se AGF’s nye High Performance Center