
Randers FC – AGF: Duen sendte klatten i kassen i knokkelkampen for top seks
Hestene skulle tæmmes – og det blev de, da Randers FC og AGF side om side gik ind til Superligaens 21. spillerunde på et vindblæst og velbesøgt Cepheus Park.
Med alle andre SL-kampe afviklet, kunne AGF og Randers møde op på et udsolgt Cepheus Park med mulighed for at afgøre egne top seks-chancer via en sejr. Et ildshow tog imod spillerne i en imponerende fankulisse, hvor 2000 AGF’ere havde taget turen til Kronjylland under en blæsende, regnfuld himmel.
Kun en målscore adskilte mandskaberne, som ikke har været kendt for det smukke spil i denne sæson. Og det blev heller ikke i dag, at vi fik skønspillet at se. Til gengæld gik mange andre drømme i opfyldelse…
Kampens forløb
Efter en formidabel fanvelkomst tog spillet sin begyndelse på et voldsomt slidt underlag på Cepheus Park, og hjemmeholdet viste hurtigt, at de havde glædet sig til at få besøg af storbror. Hansen måtte således på arbejde allerede efter to minutter, og et – næsten overgearet – Randers-hold sad generelt mest på spillet i kampens kaotiske indledning.
AGF’erne åd sig dog langsomt ind i opgøret, fik skrabet flere og flere hjørnespark til sig og sat bedre angreb sammen.
Men det hele var generelt meget Randers-agtigt denne mørke marts-aften. Regn, blæst, hullet bane, hårde tacklinger, lange diskussioner og fight om hver en centimeter. Og meget lidt smuk fodbold.
Og lige da man begyndte at tænke: “Fløjt nu bare den kamp af” til en kold pølsepause, så fik vi en fænomenal 1-0 scoring. Måske endda det bedste mål nogensinde på Cepheus Park?
Poulsen satte sig igennem med to fremragende tacklinger på midten og sendte bolden videre til Duelund. To træk frem og så et lynende lækkert langskud helt uden chance for Carlgren i Randers-målet. Wauw! Og SÅ kunne vi hente friske forsyninger i ren eufori. 0-1 til AGF ved pause.

2. halvleg
GF’erne kom godt ud efter pausen, og efter 53 minutter pressede Bisseck langt op i venstre side. Det udløste en dårlig tilbagelægning til Carlgren, og her var Mortensen vågen. Han kom først på bolden, blev nedlagt, og så var der straffe!
Og der er vi jo i den rare situation for tiden i Aarhus, at vi har sæsonens skarpeste angriber i truppen. Mål-Mortensen eksekverede fra 11-meter pletten, og så blev det 14 mål på 14 straffesparksforsøg for den 33-årige topscorer! 11 sæsonscoringer – og ellevild jubel!
Randrusianerne havde svært ved at svare igen, og det blev Anderson, der var tættest på at få nettet til at blafre igen. Med knap 70 minutter på uret sendte islændingen et lækkert spark på stolpen, og riposten blev akkurat blokeret, da Beijmo forsøgte sig.
Det hårde spil fortsatte gennem hele kampen, og det udmøntede sig i sidste ende også i et rødt kort til hjemmeholdets Johansson, som modtog sit andet gule kort med otte minutter tilbage. Farvel og tak – han er dermed også ude i kronjydernes vigtige sidste grundspilskamp mod AaB på søndag.
I undertal lykkes det desværre hjemmeholdet at heade et hjørnespark i kassen mod slutningen af kampen, og dermed blev Hansens clean sheet-rekordjagt forlænget en smule.
Til gengæld kørte GF’erne de tre point i hus efter nogle nervøse slutminutter, hvor Haugen også fik lavet en fræk offside-scoring, og så fik vi den første sejr over Randers siden 9. maj 2021 – og en drøndejlig plads i Mesterskabsslutspillet!
Hvad vi lærte
Duelund skal være far! Og så kan han dælme stadig sparke til en bold! Jubelscenen viste os, at Duen venter barn. Målet viste, hvor langt man kommer ved at dyrke sine kernekompetencer: Først Nicolai Poulsen med to herretacklinger – derefter Duelund med sublim sparketeknik. Mere af det, tak!
AGF’erne topper for tiden! Mortensen topper sæsonens topscorerliste med sine 11 kasser og er fortsat den mest effektive straffesparksskytte i Superligaens historie! En anden, der også var tæt på at gå over i historien, var Jesper Hansen, som dog blev snydt for sit clean sheet i kampens døende minutter. Han må altså vente lidt endnu på at sin rekord. Men mon ikke det er et spørgsmål om tid?
Yann kan spille alle pladser! Bisseck tordnede til tider rundt på venstre fløj, han drev bolden op gennem midten, og han styrede forsvaret. Og han gjorde det med manér. What a man!
Kampfakta:
Spillested: Cepheus Park, Viborgvej 92, 8920 Randers
Tilskuertal: 9100
Resultat: 1-2
45: Mikkel Duelund (AGF)
53: Patrick Mortensen (AGF)
87: Alhaji Kamara
Rødt Kort: Carl Johansson (RFC) 2x gult
Gult kort: Björn Kopplin (RFC), Odey (RFC), Felix Beijmo (AGF).
Opstillinger:
Randers FC: (4-4-2): Carlgren – Kallesøe (45: Andersson), Johansson, Høegh, Kopplin – Ankersen (80: Breuner), Mejlstrup, Berg Johnsen, Nordli (57: Babayan) – Egho (77: Kamara), Bundgaard (57: Odey).
AGF (3-4-3): Hansen – Mølgaard, Bisseck, Tingager – Beijmo, Poulsen, Yakob (75: Madsen), Links (69: Kahl) – Duelund (69: Haugen), Mortensen, Anderson (90+3: Peter Bjur).
Flere AGF Nyheder
-
Marketingdirektøren er målløs over opbakning: – Det viser bare, hvor vilde AGF-fansene er!
-
Steen Nedergaard ud, men ingen erstatning som chefscout i syne?
-
Uwe om ungdommen i AGF: – Der er lovende elementer
-
Uwe med status efter træningslejren: Skader, Badji og tanker til Andersen
-
Rösler og Hansen ser frem til Vejlby: – Vi skal gøre det til et fort!
-
Jesper Hansen om kontraktsituation: – Det ser positivt ud
-
CV om forlængelser: – Mon ikke der kommer noget inden længe
-
Jacob Andersen ude med overrevet korsbånd
-
Flere bud på AJ blev afvist i transfervinduet
-
Lyden AGF tager temperaturen på truppen, træningslejren og transfers