Poulsen efter scoring: – Den fedeste fornemmelse
Nicolai Poulsen scorede i dag AGF’s eneste mål på Ceres Park, hvilket var nok til at sikre et point mod Silkeborg IF. Midtbanespilleren glemte dog sin vanlige jubelscene, hvilket ærgrede ham efterfølgende.
31-årige Nicolai Poulsen er ikke kendt som den store måltyv, men han formår alligevel at dukke op og få nettet til at blafre for De Hviie med jævne mellemrum.
Således også i dag, hvor han sendte en udligning i kassen efter 29 minutters spil.
– Det var skønt. Det er den fedeste fornemmelse at få. Når det ikke sker så tit, så kan man jo gange det med hundrede, siger midtbanekrigeren, der har lavet fire mål i 167 kampe for AGF.

Glemte signatur-jubel
Når man ikke scorer så ofte, så kan jubelscenerne blive temmelig improviserede og aparte – det har også været tilfældet med Poulsen, som i dag kastede sig glidende ud mod C-tribunen efter sit mål.
– Jeg gled sgu ud på kunstgræsset, så jeg fik et ordentligt sår på knæet. Når man ikke scorer så tit, så er man jo lidt i vildrede i forhold til, hvad man skal finde på, fortæller 6’eren, der tidligere har anvendt den særlige pistol-jubel ved sine scoringer.
– Jeg glemte min pistolero-jubel, men det er jo den der lykkerus, der kommer, og når man ikke gør det så tit, så er man bare ekstremt lykkelig, forklarer midtbanespilleren.

Han sender i samme omgang en tak imod sin formstærke midtbanekollega.
– At jeg skal score, er jo ikke noget, jeg går ind med et mindset om inden kamp, men jeg har været garant for at dukke op en gang imellem efter nogle hjørnespark, hvor jeg er god til at positionere mig efter den første bold, og i dag faldt den ned takket være en super assist fra Mads Emil Madsen, siger Nicolai Poulsen.
Dagens 1-1 resultat gør, at der er status quo i toppen af rækken. FC Midtjylland er etter med 20 point, AGF er to’er med 17 point, mens Silkeborg IF er treer med 16 point.
Flere AGF Nyheder
-
Frederik Emmery er Månedens Unge Spiller i 3F Superligaen -
En særlig invitation til en AGF-familie: Kom til VIP-fodbold med De Hviie -
AGF og ARoS går sammen om flere faninitiativer -
Brøndby IF – AGF: Spillerpræstationer og kampens spiller -
Lyden AGF: Hvor realistisk er top 6 for De Hviie? -
Jakob Poulsen: – Vi skal nok komme i top 6 -
Tingager: – Det var bare en af de dage -
Brøndby IF – AGF: I modvind på Vestegnen -
Frederik Emmery har lavet Månedens Mål -
Brøndby – AGF optakt: Første test på Brøndby Stadion siden guldfesten