Skip to main content



Foto: Frederic Kissow

Patrick Mortensen: – Vi skal huske at nyde det


| Jonas Roulund |

AGF’s anfører var langt fra tilfreds med præstationen, men er trods alt glad for, at De Hviie fik kriget tre point hjem til Aarhus søndag eftermiddag.

En flot 1. halvleg blev fulgt op af en noget usikker en af slagsen fra AGF søndag eftermiddag mod Randers FC, men det var alligevel nok til at sikre en 1-2 sejr og en vinterpause på toppen af Superligatabellen med hele fire point ned til nærmeste forfølger fra FC Midtjylland.

AGF’s anfører, Patrick Mortensen, er selvsagt glad for sejren, men ærgrede sig efter slutfløjt over, at man ikke var bedre efter pausen.

– Det blev ikke den bedste præstation. Det var lige før, det var skidt for os at komme foran 2-0. Det bliver langt hen ad vejen på deres præmisser, og de kunne godt have scoret yderligere, siger Mortensen til TV 2 Sport X.

– Men det er også et tegn på, at vi er inde i et godt flow og har momentum, og så falder tingene ned til os, så vi tager gerne de tre point.

Tobias Bech får pudset støvlen af Felix Beijmo.
Foto: Kronborgfotos

I første halvleg lignede gæsterne ellers et hold i kontrol med godt styr på Randers, men da et hjørnespark blev sendt i mål til 1-2 kort før pause, ændrede kampbilledet sig, og et hele blev lige lovligt spændende i de sidste 45 minutter.

– I forhold til anden halvleg, får vi ikke taget godt nok fat i bolden, og så vi får ikke rigtigt sat vores præg på tingene. Det er selvfølgelig ikke godt nok. Men som minutterne går, så må vi også bruge hjertet og krige den hjem, og det synes jeg også, vi gør, forklarer Mortensen.

Historisk præstation

Man skal langt tilbage i historiebøgerne for at finde seneste gang, AGF overvintrede på ligaens førsteplads. Faktisk helt tilbage til 1995/1996-sæsonen, og den ved vi jo alle, hvordan endte.

Målsætninger ønsker spillerne endnu ikke at kommentere på, men Mortensen erkender da, at det har været en god periode i AGF, siden Jakob Poulsens ankomst som cheftræner.

– Det er en god tid. Det skal vi huske at nyde. Jeg kan godt huske, da det ikke var så sjovt at være AGF’er, og det er ikke en gang så længe siden, så det er enormt vigtigt at nyde det, siger Patrick Mortensen.

Kahl, Beijmo og Mortensen fejrer en sejr.
Foto: Kronborgfotos

AGF har en uges arbejde tilbage, inden vinterferien venter. OB står nemlig klar torsdag og søndag i den kommende uge i Oddset Pokalens kvartfinaler.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle