Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

Patrick Mortensen: – Det er under vores niveau


| Jonas Roulund |

En slukøret Patrick Mortensen mødte TV-eksperterne efter dagens nederlag til Randers FC.

Fem 1-3 nederlag i træk smerter både spillere og fans, og det kunne man også høre på Ceres Park Vejlby efter dagens kamp.

Buhen og pifteri prægede lydbilledet, da kampens dommer fløjtede 1-3 opgøret mellem AGF og Randers af, og kaptajn Mortensen menter, at det er ganske fortjent oven på en skuffende periode.

– Der kommer en masse mennesker i dag med god energi og forhåbninger. Det havde vi også selv, så det er utroligt skuffende. Det er fortjent at de buher. Det er en del af gamet, og det tager vi med, siger anføreren til TV 2 Sport.

Han mener ellers, at hjemmeholdet var ganske godt med i kampen langt hen ad vejen.

– Den er todelt i dag. Vi spiller en fin 1. halvleg og kommer frem til det vi skal, men det er alligevel dem, der scorer, og så er det op ad bakke. Det er ikke kun vores bagerste, det handler om, det er hele holdet, og det er bare langt under vores niveau, siger Mortensen.

Patrick Mortensen mod Izzo fra Randers.
Foto: Kronborgfotos

Hvad med de sidste kampe?

AGF er nu isoleret på ligaens 6. plads forud for sæsonens sidste to spillerunder, men Mortensen mener nu alligevel, at der er noget at spille for, inden holdet går på sommerferie.

– Vi har et ansvar overfor logoet, klubben og os selv. Det er vigtigt, at vi viser os som mænd fra nu af, så vi kan gå på ferie med en lidt bedre fornemmelse, når vi skal det. Det er noget af det sværeste at komme tilbage fra en nedtur og en dårlig periode, men jeg vil være virkelig ked af, hvis vi falder helt sammen, så vi skal rejse os nu, siger Mortensen.

Han fik i dag tilføjet endnu en scoring til sæsontotalen, der nu er på 20 SL-mål, men det er nu ikke noget, der fylder for ligatopscoreren.

– Personlig hæder er fint nok, men jeg havde langt hellere scoret 10 færre og have noget at spille for i ligaen. Det var målet med den her sæson, fortæller Patrick Mortensen.

AGF er aktuelt tre point efter FCN på ligaens 5. plads og otte point efter Brøndby på 6. pladsen.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle