
Oskar Skou Haugstrup: Fodboldhjernen folder sig ud
Oskar Skou Haugstrup var første gang nogensinde med i en professionel seniorkamptrup, da Uwe Rösler udtog ham til AGF’s kamp mod FCN i søndags. Den 17-årige midtbanespiller kom ikke på banen, men han er på rette vej, og muligheden for en debut bliver bedre og bedre dag for dag.
Talentarbejdet i AGF får i disse år øget fokus med det nye akademi på Fredensvang, samarbejdet med El Cambio i Uganda og det generelt øgede fokus på ungdommen i moderne topfodbold.
Derfor er det også interessant, når nye, unge mennesker udtages til Superligaens kamptrup, og det var netop, hvad der skete søndag den 30. marts 2025.
Her var der nemlig fundet plads til U19-spilleren Oskar Skou Haugstrup til kampen mod FC Nordsjælland.
Haugstrup kom til AGF fra ASA som U10-spiller og gør sig til dagligt på De Hviies U19-mandskab, hvor han i skrivende stund er noteret for 25 kampe. Han agerer central midtbanespiller, og netop den position var en mangelvare i søndags grundet Mikael Andersons skade og Kristian Arnstads karantæne.
– Vi havde to midtbanespillere ude, og Oskar træner regulært med os. jeg kan virkelig godt lide ham og hans måde at spille og tænke fodbold på. Hans fodboldhjerne. Han er en tænkende midtbanespiller, der er hurtig til at omsætte trænernes idéer og taktikker på banen, fortalte cheftræneren efter AGF’s kamp mod FCN, som endte 2-0. Her kom Haugstrup ikke på banen, men det er gode lærepenge at være med på kampdagene.
– Han har stadig meget arbejde foran sig, men han lærer hver dag, og han holder en høj standard til vores træninger. I dag (mod FCN red.) var en god mulighed for at tage ham med på grund af karantæner og skader, forklarer Rösler.

Træner jævnligt med seniortruppen
Haugstrup, der kom til verden den 16. juni 2007, er ikke bosat på akademiet på Fredensvang, men han træner dagligt med U19-holdet, og så er han en del af transitionsgruppen, der ofte deltager i Superligaholdets træningspas.
Niki Zimling, der har Haugstrup i kamp for U19-holdet uge efter uge, fortæller følgende om midtbanetalentet:
– Han repræsenterer altid klubben og dens værdier på fornemmeste vis. Han er meget arbejdsom og ivrig efter at lære og blive bedre, siger U19-træneren.
– Haugstrup er gået fra at være omkring U19 til at træne med SL over en periode på 1,5 år. Han har taget nogle store skridt i sin udvikling og er lige nu den bedste version af sig selv, fortæller Zimling til KSDH.dk.

Haugstrup er nu tiltænkt en større rolle på AGF’s U19-hold i indeværende sæson, og så må vi se, hvornår næste chance kommer for at deltage i en Superligakamp. Pilen peger i hvert fald den rigtige vej for den skarpe midtbanemand.
Flere AGF Nyheder
-
Brandhof om skifte: – Jeg rejser videre med gode minder
-
Brandhof skifter til Horsens
-
Lyden AGF: Modepoliti, opstartsprogram og rygtebørs
-
Hansa Rostocks sportsdirektør om Haugen-forhandlinger: Ambitioner om en permanent aftale
-
AC Horsens har snøren ude efter Brandhof
-
Den brasilianske AGF-fan: – Jeg blev forelsket i klubben, fansene, byen… og Bundu!
-
Deltag i giveaway og vind Adam Daghims CL-trøje
-
Marketingdirektør om ny trøje: – Vores drøm var at lave en trøje, som er endnu mere brugbar i hverdagen
-
AGF’s opstartsprogram sommeren 2025
-
Flere billeder af ny hjemmebanetrøje: Tidsånd og klubbens DNA i fokus