Skip to main content


OB – AGF: Kynismen manglede i Odense


| Jonas Roulund |

Søndag aften stod endnu en gang i Superligaens tegn med De Hviie på banen i samme startellever som i seneste spillerunde – denne gang på Fyn, hvor Striwerne fik den aarhusianske kærlighed at føle fra første fløjt. Det var dog ikke nok til fuld valuta for billetpengene…

Selvom søndag aften for mange normalt forbindes med afslapning på sofaen, så blev denne dag anderledes, da Superligaen havde valgt at placere rundens vigtigste opgør klokken 20 under en dejlig lun fynsk himmel.

En god gruppe hviie fans var med sydpå, og det hele startede godt – der var således masser af puls og stemning her til aften på Nature Energy Park – men vi måtte tage lettere lunkne afsted igen efter de to gange 45 minutter.

Kampens forløb

Klokken lidt over 20 fløjtede kampens dommer, Aydin Uslu, op, og et minut senere måtte vi allerede op af stolene. Omstilling – Felix Beijmo til Patrick Mortensen – og 1-0 til De Hviie! Drømmestart!

En vindblæst Patrick Mortensen fejrer sejr i Aalborg med AGF's fans
Foto: Matti Kronborg

17 minutter senere var et hjørnespark tæt på at gevinst, da en nedfaldsbold efter et hjørnespark endte hos assistmager Beijmo – men skarpheden manglede og afslutningen fra seks meters afstand fløj over mål.

Odenseanerne var ikke længe om at svare igen – 250-kampsjubilaren, Bashim Kadrii, sendte kuglen snert forbi Peacock-Farrells mål, men rolig, rolig – stadig 1-0 til De Hviie.

Ellers bød halvlegen på en række opspilsfejl af Striwerne, mens vores jyske guttermænd fik sat en række gode angreb op efter flot presspil, hvilket resulterede i flere afslutninger – ofte med livlige Anderson som afsender.

Desværre skulle vi opleve det, vi har gjort så ofte før igen her til aften… De gode perioder blev ikke udnyttet, og så dukkede Nicholas Michelson pludselig op efter et par halve afslutninger og en stor redning fra Peacock-Farrell. Mickelson snoede kuglen ind, og så stod der pludselig 1-1 efter 38 minutters spil. 

Og AGF-kynismen svigtede igen få minutter senere. Mortensen fik sig en kæmpe chance serveret efter flot oplæg af Beijmo, men topscoreren sendte bolden forbi mål i fri position fra straffesparksafstand…

1-1 blev dermed pauseresultatet – en hård skæbne efter en flot første halvleg af GF’erne.

2. halvleg

Knap havde vi fortæret pausepølsen, før vi fik endnu en jubelscene fra en høj mand at se. Denne gang steg TK højest på et hjørnespark og stangede bolden i mål. 2-1! Jihaaa!

Thomas "TK" Kristensen og Frederik Tingager for AGF
Foto: Matti Kronborg

Men, men, men…

Hjemmeholdets målmand faldt i græsset i forbindelse med scoringen, og VAR kom endnu en gang i fokus… Målet blev desværre korrekt annulleret, og så måtte vi lige ned med pulsen igen.

Dog kun for en kort stund…

Og næste gang var det ikke med smil og jubel, men i stedet med frustrationsråb og galde, vi måtte rejse os. OB’erne tacklede sig vej i vores højreside og spillede Manneh fri midt i feltet – netmaskerne blafrede og 2-1 til OB.

Eller hvad? VAR kunne også give lidt den anden vej. Scoringen blev annulleret for en forseelse på Mølgaard, og IGEN kunne måltavlen revurderes – 1-1. Uhadada…

Efter en rodet periode kom AGF’erne igen mere på bolden, fandt langsomt tilbage i rytmen – men måske lidt FOR langsomt. Det var i hvert fald småt med chancer, og man sad med følelsen af, at tingene skulle være afgjort i første halvleg, mens man spillede med energi og dominans.

Og da chancEN endelig kom, så var det pludselig en OB-omstilling, der gav anledning til uro. Heldigvis pillede Peacock-Farrell på flotteste vis den helt frie Horneman med tyve minutter tilbage af opgøret.

Anderson levede lidt op igen mod slutningen, hvor hans drive skabte muligheder, og overliggeren fik sig også en rystetur undervejs, da Duelund bankede kuglen afsted, men ind ville den ikke.

Og den ville altså SLET ikke ind. Daghim kunne med lidt kølighed have sendt alle point til Aarhus, da et Beijmo indlæg faldt for hans fødder i overtiden, men den indskiftede angribers afslutning gik jævnt over mål, og så blev der fløjtet af.

En skuffende deler i Odense, som efterlader AGF på en femteplads i ligaen efter fem spillerunder.

Hvad vi lærte

Der er brug for kynisme. Vi skulle igen i dag opleve den manglende kynisme i afgørende situationer, og det kostede føringen i første halvleg. Hvor ville det være rart med en sikker 2-0 føring, cruis control og godt spil, men både Beijmo, Anderson, Mortensen med flere forsøgte sig uden held, hvilket holdt OB i live – og gav dem muligheden for at udligne efter de 38 minutters spil.

Det nordirske nyindkøb leverer. Han er ikke blevet testet for alvor hidtil, men i dag leverede Peacock-Farrell nogle fremragende redninger – i luften, mand-mod-mand, fra distancen – og fik vist, hvorfor Hansen må tage til takke med en bænkplads for tiden. Kudos!

Spillested: Nature Energy Park, Højstrupvej 7B, 5200 Odense.

Tilskuertal: 9577

Resultat: 1-1

2: Patrick Mortensen (AGF)

38: Nicholas Michelson (OB)

Gult kort: Alasana Manneh (OB), Tobias Bech (AGF), Magnus Knudsen (AGF), Felix Beijmo (AGF), Rami Al-Hajj (OB).

Opstillinger:

OB (4-2-3-1): Hansen – Owusu, Slotsager, Paulsen, Mickelson (85: Adelgaard) – Köhler, Manneh – Horneman (73: Jensen), Al-Hajj, Selven (64: Tongya) – Kadrii (85: Turay).

A
GF (3-4-2-1): Peacock-Farrell – Mølgaard, Tingager, Kristensen, – Beijmo, Knudsen (90+4: Serra), Poulsen, Kahl (86: Daghim) – Bech (66: Duelund), Anderson – Mortensen.
Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle