Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

Nyt AGF-nummer kan fylde busserne på vejen til pokalfinalen


| Jonas Roulund |

AGF-fans kommer til at præge trafikken til vands, til lands og i luften på torsdag, når turen går fra Jylland til København. Undervejs kan man nyde alle de velkendte AGF-sange af Helmig, Den Evige Nedtur og alle de andre. Og så kan du tilføje et nyt nummer til din AGF-playliste.

Kender du “De Modigste Helte fra Byen,” så kender du også Allan RH.

Han har lavet musik siden 1999 og været en del af AGF’s fanmiljø siden 1993. I 2012 satte han lyd til det hele, da han fortolkede nummeret “De Modigste Helte fra Byen,” som ofte kan høres rundt omkring stadion på kampdage.

Nu har Allan leveret et nyt nummer – “Vi er AGF” – og han håber, at fansene vil tage godt imod sagerne. Idéen til nummeret kom på en ferie vestpå sidste år.

– Den nye sang har faktisk ikke noget med pokalfinalen at gøre. Min kæreste og jeg skulle på ferie vestpå i sensommeren 2023. Så kom der et gammelt nummer fra 80’erne på anlægget, og vi begyndte at synge lidt med. Det var faktisk min kæreste, Maggie, der fandt på det meste af teksten, fortæller Allan RH, som ikke tænker AGF-musikken som en kommerciel del af sin forretning. Det handler om passion.

– Jeg elsker AGF, og jeg elsker at lave musik. Hvorfor ikke kombinere det?, siger han.

Allan RH med kæresten Maggie.
Foto: Allan RH

– Jeg laver det, når det giver mening eller kommer til mig. Hvis jeg ville, kunne jeg lave en ny AGF-sang hver måned. Men det er ikke det, det handler om. Det handler om, at man gør det, når tiden er inde til det, og man kan mærke, at det er rigtigt, fortæller den mangeårige AGF-fan og musiker.

Mere AGF-musik på vej

Allan har, udover sin fortolkning af “De Modigste Helte fra Byen,” også udgivet andre numre såsom “Forevigt Bestå,” “Vi vil ha’ GF tilbage,” og “Holdet for mig.” Nu er der altså endnu et nummer ude, og Allan håber, at pokalfinalen kan give det et godt skub ud over rampen.

– Da vi kom hjem fra den her ferie, var der så mange ting, men da vi nåede til semifinalerne, begyndte jeg at lægge det første arbejde i nummeret, og da vi vandt den første semifinalekamp, så var vi sådan: “Den skal udgives hurtigst muligt!,” fortæller Allan, som selv laver beats og synger på sine numre, der produceres i et hjemmestudie.

– Fodbold er følelser. Jeg holder kun med AGF, og jeg kan virkelig lægge nogle følelser i det. Så det er der motivationen ligger. At kunne give noget til klubben og fanmiljøet, fortæller musikeren, som mikser tilværelsen som musiker med et job som chauffør i dagligdagen. Han ser nu frem til pokalfinalen, hvor stemning, resultater og musik forhåbentligt går op i en højere enhed.

Allan RH i AGF-trøje.
Foto: Allan RH

– Det er da rart, at folk kan lide det, og jeg bliver stolt, når min musik bliver blæst ud af bilradioerne på aways, men jeg står ikke og hopper og danser og peger på mig selv, for det handler egentlig ikke om mig. Det handler om klubben og fansene, og jeg glæder mig til at se det hele gå hånd i hånd den 9. maj, forklarer Allan RH.

Han fortæller desuden, at motivationen for at lave mere AGF-relateret musik fortsat brænder i ham, og der er således meget mere på vej.

Du kan høre det nye AGF-nummer, Vi er AGF, lige her:

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle