
Mustafa Amini mindes AGF: – Den bedste tid var sammen med jer!
I fem år trak Mustafa Amini i den hvide AGF-trøje og satte sit præg på banen og i fansenes hjerter. Den australske midtbanespiller nåede 131 kampe med 12 mål og 19 oplæg til følge. Det hele kulminerede med bronze i 2020 – AGF’s første medaljer i næsten et kvart århundrede. Nu, godt fire år efter hans farvel til Aarhus, reflekterer Amini over sin tid i klubben og sit liv efter AGF.
Mustafa Amini kom til AGF i sommeren 2016 efter en enkelt sæson hos lillebror i Randers FC, og australieren fik den bedst mulige begyndelse på livet i Aarhus: Et debutmål.
Han scorede nemlig til 2-1 mod Sønderjyske, og herefter så han sig ikke tilbage. Midtbanespilleren blev en central del af AGF-mandskabet, og byen og aarhusianerne tog ham til sig, som var han en af vore egne.
Nu lakker karrieren mod enden – kontrakten med Perth Glory er blevet ophævet, og vi har taget en snak med Amini om tiden i AGF og Aarhus, som bragte så store op- og nedture med sig.

26.09.2018. DBU Pokalen (Sydbankpokalen). Aarhus Fremad-AGF. Foto: Ole Nielsen
Vejen til Aarhus og AGF
Aminis fodboldeventyr begyndte i hjemlandet, hvor Central Coast Mariners gav ham chancen i 2010. Herefter fik Borussia Dortmund øjnene op for hans talent, og tyskerne hentede ham til klubben i 2011, hvor han dog aldrig nåede at få debut for førsteholdet.
Den manglende spilletid åbnede til gengæld nye muligheder, og Randers FC fik fisket midtbanemanden til Superligaen i 2015. Her spillede han fast som kantspiller, nåede 36 kampe, et mål og fem assists, inden AGF viste interesse.
– Min vej til Aarhus AGF er en dejlig historie. Efter min tid i Dortmund kom jeg til Randers og spillede 36 kampe. Så skiftede Peter Christiansen til AGF, og klubben tilbød mig chancen for at spille på midtbanen – noget jeg brændende ønskede. Jeg var heldig, at så stor en klub som AGF kom på banen, fortæller Amini.

Han kendte på forhånd lidt til AGF’s potentiale, men oplevelsen oversteg forventningerne.
– Jeg vidste, at AGF var en sovende kæmpe, men byen, klubben og fansene viste sig at være noget helt særligt, fortæller australieren.
Historisk bronze og festlige anekdoter
Under sin tid i klubben arbejdede Amini under to trænere, Glen Riddersholm og senere David Nielsen. Begge chefer brugte Amini i stort omfang. Løbevilligheden, arbejdsomheden og den gode boldbehandling var blandt forcerne.
– Jeg havde en god sæson under Glen, hvor jeg scorede fem mål. Men det var med David Nielsen, vi opnåede de bedste resultater. Bronzemedaljen og fejringen med fansene står stadig som et af højdepunkterne i mit liv, fortæller Amini.

Én særlig episode står særlig klart i hukommelsen hos både ham og fansene; da Amini crowdsurfede med fansene under bronzefejringen.
– Selvom det var under covid, og jeg fik lidt ballade for det, var det det hele værd!, siger 31-årige Amini i dag.
Ud over medaljerne nævner Amini også personlige højdepunkter som fødslen af sin første datter i Aarhus og det stærke sammenhold i truppen som vigtige minder fra livet i Smilets By. Og så var der også en bytur eller to.
– Til fredagskampe i Superligaen gav David os altid ekstra motivation ved at love os fri i weekenden, hvis vi vandt. Jeg kan huske engang, hvor jeg scorede sejrsmålet i Odense, og vi stoppede på en tankstation på vejen hjem for at købe booze. Festen var allerede godt i gang i bussen, inden vi nåede Aarhus!, fortæller Amini.
Jorden rundt med AGF i hjertet
Da Aminis kontrakt udløb i sommeren 2020, var planen oprindeligt at fortsætte karrieren i Tyrkiet, men Ankaragücü løb fra aftalen, og så stod midtbanespilleren pludselig i en kattepine. Det hele endte med, at han fortsatte i AGF til vinterpausen, hvorefter et skifte til cypriotiske Apollon Limassol kom i stand.
– Jeg elskede AGF, men da jeg fik et tilbud fra Tyrkiet med tredobbelt løn, valgte jeg at tage springet. Desværre fungerede det ikke som forventet, siger Amini, der tog til Limassol i sommeren 2021.
Efter opholdet på Cypern vendte Amini hjem til Australien og Sydney FC ved udgangen af 2021. Her spillede han 24 kampe, lavede et mål og to assists, inden turen gik til Perth Glory i sommeren 2022. Kontrakten med sidstnævnte er dog blevet ophævet med virkning fra januar 2025 efter 36 kampe, to mål og tre assists, og midtbanespilleren er nu kontraktfri.
– Efter tiden i AGF blev jeg skadet og blev knæopereret. Da jeg skrev under med Apollon spillede jeg ikke en eneste kamp på grund af skader, men så kom jeg til Sydney, hvor vi var med i den asiatiske Champions League og jeg fik fint med spilletid i den hjemlige liga. Herefter skiftede jeg til Perth, fortæller Amini om tiden efter AGF.
Selvom Mustafa Amini nu bor i Perth med sin kone Natalie og deres tre døtre, følger han stadig med i AGF’s udvikling.
– Jeg ser alle kampe, selv med tidsforskellen. Det er fantastisk at se, hvordan klubben vokser – med en ny akademibygning og det kommende stadion. Jeg håber, jeg kan opleve en kamp der enten live eller på tv, fortæller Amini, som altid vil bære AGF i hjertet.
– AGF betyder alverden for mig. Det var den bedste tid i min karriere – både på og udenfor banen. Jeg snakker også stadig med flere af holdkammeraterne fra dengang, og jeg synes, det er fedt at se, hvordan spillet udvikler sig. Jacob Nielsen og Lars Fournais og alle andre involverede gør et virkelig fantastisk stykke arbejde!, siger han.

Et muligt gensyn i fremtiden?
Selvom Amini nu er langt væk, udelukker han ikke en dag at vende tilbage til klubben – men det bliver næppe som spiller.
– Man skal jo aldrig sige aldrig i fodboldverdenen, men jeg har faktisk allerede taget to trænermoduler her i Australien, så det ville være en ære at arbejde for AGF, måske i akademiet eller på en anden måde i fremtiden.

Han fortæller også, at man er meget velkommen til at kigge forbi, hvis man en dag er på de australske kanter.
Og til fansene har han én sidste besked:
– Mustafa Amini ooohhhhh oohhhaaaaa! Jeg vil aldrig glemme jer. Det var den bedste tid. Jeg håber, vi ses igen – enten til en kamp på det nye stadion eller i en rolle, hvor jeg kan hjælpe med at udvikle næste generation af AGF-stjerner.
Fra det første fløjt i Aarhus til fejringen med fansene og bronzen om halsen vil Aminis tid i AGF altid stå som noget særligt – ikke kun for ham, men også for alle os, der fulgte hans rejse i den hvide trøje. Og måske venter der flere kapitler i historien om Amini og AGF i fremtiden…
Flere AGF Nyheder
-
Rösler efter vild premiere i Vejlby: – Denne kamp vil altid blive husket
-
Anderson: – Det er fedt at kunne mærke folk på en helt anden måde
-
El Pistolero: – En fed fornemmelse
-
AGF – FCK: Kølig kultkamp i Vejlby
-
Marketingdirektøren er målløs over opbakning: – Det viser bare, hvor vilde AGF-fansene er!
-
Steen Nedergaard ud, men ingen erstatning som chefscout i syne?
-
Uwe om ungdommen i AGF: – Der er lovende elementer
-
Uwe med status efter træningslejren: Skader, Badji og tanker til Andersen
-
Rösler og Hansen ser frem til Vejlby: – Vi skal gøre det til et fort!
-
Jesper Hansen om kontraktsituation: – Det ser positivt ud