Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

Patrick Mortensen: – Vi vinder fortjent


| Jonas Roulund |

AGF havde ikke bolden meget søndag eftermiddag, da FCN var på besøg i Vejlby, men De Hviie var effektive og vandt 2-0. En fortjent sejr til hjemmeholdet, ifølge anfører, Patrick Mortensen.

Bolden var kun for fødderne af en AGF-spiller i 35 % af tiden i dagens kamp mod FC Nordsjælland, men den blev forvaltet så godt i de perioder, hvor De Hviie var på bolden, at hjemmeholdet alligevel kunne hjemtage en 2-0 sejr over kombattanterne fra Farum.

Sejren holder AGF på ligaens 3. plads, og Patrick Mortensen glædede sig efter kampen over, at holdet lykkedes med gameplanen.

– Det er nogle gange sådan mod Nordsjælland. Man skal være klar på at løbe en del fra side til side, og det kan være den kedelige del, men det er det, der skal til nogle gange. De har bolden meget, men det er ikke meget, de skaber. Jeg synes, vi kommer frem til det, vi skal, og at vi vinder fortjent 2-0, sagde kaptajnen efter 2-0 sejren til KSDH.dk og den øvrige fremmødte presse.

Patrick Mortensen med bolden mod FC Nordsjælland.
Foto: Kronborgfotos

Han var endnu ikke klar til at melde noget ud om målsætningen for resten af foråret, men han ser frem mod de kommende udfordringer, der venter lige om hjørnet.

– Det giver tre point, og så er der en kamp på mandag. Der er ni kampe tilbage, så der er sindssygt mange point at spille om, men det er rart at starte med at lægge lidt afstand til dem dernede, siger Mortensen, der spillede sin kamp nummer 218 for AGF i dag.

Et midlertidigt stadion med udfordringer

Der var blot 6.739 tilskuere på lægterne til dagens regnvåde oplevelse i Vejlby, og det midlertidige stadion har da også fået en del kritik med på vejen fra de besøgene efter de første kampe, der blev afviklet i det nordlige Aarhus.

Mortensen understreger dog, at han nyder at spille foran De Hviie fans, selvom omgivelserne er udfordrede.

– Fansene gør det fint. Nogle gange kan det være lidt svært med lyden, for det forsvinder jo bare op og ud, og da vi kom ind til opvarmningen var lyden gået, så der var helt stille, og man tænkte “hvad fanden sker der?”, men sådan er det nogle gange, og det er også vigtigt, at vi selv bringer noget. Det skal jo komme indefra først og fremmest, og så får vi tilskuerne med, fortæller AGF-topscoreren.

Tifo på Ceres Park Vejlby af AGF fansene.
Foto: Kronborgfotos

Læs også: AGF – FC Nordsjælland: Vigtige våde point i Vejlby

Næste opgave for ham og holdkammeraterne er mandag den 6. april, hvor Brøndby IF tager imod AGF.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle