Skip to main content


Foto: Matti Kronborg

Mortensen: Det handler om tillid og tålmodighed


| Jonas Roulund |

AGF har scoret 11 mål i 10 kampe i indeværende sæson, og mange ser med stigende bekymring på den aarhusianske offensiv. Kaptajn Mortensen maner dog til besindighed og tror på snarlig forløsning.

Det har ikke været nogen fantastisk sæson indtil nu for AGF, og efter seneste Superligarundes nederlag til Viborg FF har kritiske røster rejst sig blandt fans og eksperter.

For hvordan skal AGF’s offensiv forløses, og hvad går galt i forhold til forårets sprudlende spil?

Ingen stress på Fredensvang

I P4 kunne man i søndags høre kommentatorerne sige, at såfremt man scorer mere end ét mål mod AGF, så vinder man.

En sandhed, som har holdt stik, hvis man ser på de seneste syv kampe, hvor det maksimalt er blevet til ét mål for De Hviie.

Hos topscoreren, Patrick Mortensen, er der dog ikke lagt an til stress og bekymring – endnu, fortæller han til KSDH.dk:

–  Vi får skabt chancer til mere end at score et mål i kampene. Der skal ikke herske nogen tvivl om – og det skal alle vide,  at vi arbejder vanvittigt hårdt hver dag på at score flere mål, og vi vil alle sammen gerne bidrage til at score, men der er mange ting, der spiller ind, forklarer anføreren, som selv har bidraget med fem mål og to assists i denne sæson.

AGF's anfører, Patrick Mortensen, dirigerer holdkammeraterne.
Foto: Matti Kronborg

–  Nogle gange er det også noget held, der spiller ind. Andre gange noget klogskab og erfaring i forhold til, at den sidste aflevering bliver den rigtige. Nogle gange løber det lidt ud i sandet for os, fordi vi stresser lidt i nogle momenter, som gør, at det ender i ingenting frem for en stor mulighed, siger Mortensen, der samtidig maner til besindighed.

– Det er et andet hold, vi har nu, end vi havde sidste sæson, og det tager noget tid at bygge det op. Det gjorde det også sidste sæson. Mange omkring klubben – fans og medier – begynder at stresse lidt,  men vi skal huske, at vi havde samme antal point efter samme antal runder i seneste sæson. Og man skal ikke glemme, at hver gang vi har vundet medaljer, så har vi faktisk startet dårlig. Det er ikke en undskyldning, og vi er godt klar over, at vi skal score nogle flere mål, men det handler også om tillid og tålmodighed, siger AGF-kaptajnen.

Patrick Mortensen scorer til 0-1 i Hvidovre, 6/8/23
Foto: Matti Kronborg

Relationerne skal have tid

Udover at være skarpere i de afgørende situationer, så er der ingen tvivl om, at mandskabets aktuelle bestand også har indflydelse på resultaterne.

Mikkel Duelund, Kevin Yakob og Mads Emil Madsens skader mindsker Röslers taktiske råderum, mens de store sommersalg af TK og Bisseck også spiller ind, forklarer Mortensen:

– Vi spiller en form for fodbold, som tager noget tid at få ind under huden. Det er intenst, så der er mange ting i at få det hele til at spille. En mand som Knoester har jo sindssygt stort potentiale, men skal vænne sig til systemet. Men jeg synes, vi har en fantastisk trup, som gør hinanden bedre dag for dag. siger anføreren.

Patrick Mortensen gør klar til at sende et projektil afsted mod målet (Foto: Nicklas Jacobsen / KSDH.dk)

Serra-Mortensen-relationen skal finpudses

To af de folk, som gerne skal fungere i offensiven er Janni Serra og Patrick Mortensen.

Her har holdet eksperimenteret med at spille med to angribere, når der skulle jagtes en scoring, men indtil nu, har man ikke helt fået udnyttet potentialet i den duo:

– Vi har mig, Anker og Janni inde senest mod Viborg, hvor vi ikke er kloge nok til at få slået nogle indlæg. Der skal vi være bedre til at tage de rigtige beslutninger. Når man spiller med mig og Janni, så skal den jo bare bredt og indover, og så er det op til os at få gjort noget godt derfra, erkender Mortensen.

Foto: Kronborgfotos

Han ser dog også potentialet i konstellationen.

– Mod Midtjylland fungerede det rigtig godt for os, hvor vi bare lige mangler det sidste output. Der er intet, vi hellere vil, end at give fansene den sejr, vi hungrer efter. Men samtidig er det vigtigt at slå lidt koldt vand i blodet. Så slemt er det ikke, når man ser på det store billede. Det er vigtigt, at vi er sammen om det – at vi løfter i flok. Vi stresser overhovedet ikke over den aktuelle situation, men vi ved samtidig godt, at vi skal levere mere og bedre, siger kaptajnen.

Janni Serra blev hentet til AGF i sommerens transfervindue, mens Mortensen har været i klubben siden 2019. AGF har kun scoret flere mål end Hvidovre, Vejle og Randers FC i denne sæson.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle