Skip to main content



Foto: Kronborgfotos

Mølgaard efter første hele kamp i 306 dage: – Jeg er lige, hvor jeg skal være


| Jonas Roulund |

Tobias Mølgaard spillede fuldtid i gårsdagens testkamp mod Silkeborg IF, og det glæder den 29-årige forsvarsspiller, at kroppen og klubben er et godt sted.

AGF’s nummer 14 med det krøllede hår og det ofte store smil, Tobias Mølgaard, har kæmpet sig tilbage efter et hårdt skadesforløb, men konkurrencen om spilletid er hård i indeværende sæson, hvilket måske har fået smilet til at stivne en smule.

Når man som Tobias Mølgaard har oplevet klubben på toppen og i knæ – og været en fast del af startelleveren inden sine skader, så kan det være mentalt hårdt at komme retur og være reserve. Men vejlenseren tager nu tingenes tilstand med ophøjet ro.

Han glæder sig først og fremmest over, at han fik 90 minutter i benene i gårsdagens testkamp mod Silkeborg IF, der endte 1-1 på Fredensvang. Den første hele kamp siden maj 2025.

– Jeg er lige hvor jeg skal være, og det var skønt at tikke de første 90 minutter af i rigtigt lang tid. Det var dejligt at få nogle minutter i benene, det er selvfølgelig det, der skal til, for at jeg kommer helt op, hvor jeg skal være, fortalte han til KSDH.dk og Campo efter testkampen.

Tobias Mølgaard i profil (Foto: Matti Kronborg / Kronborgfotos)

Han har fået spilletid i to kampe i indeværende sæson, men håber nu, at chancerne løbende vil byde sig til for at vise sig mere frem i den hviie trøje:

– Det er bare at klø på og vise mit værd, når jeg får chancen, og så ser vi, hvor det bærer hen, siger Mølgaard.

– Sådan er fodbold. Det er op- og nedture. Det går stærkt, og lige pludselig så opstår der en mulighed igen, og den skal jeg bare sørge for at være klar til at angribe. Det er det mindset jeg har. Det er ikke anerledes end så meget her i livet. Du skal sørge for at klø på, og så lige pludselig så opstår der muligheder, fortæller han.

Tobias Mølgaard (Foto: Matti Kronborg / Kronborgfotos)

Mentalitet og rolle

Mølgaard kom til AGF fra Vejle Boldklub i sommeren 2022 og har siden spillet 78 kampe med et mål og to assists til følge. Han var med på det bronzevindende mandskab under Uwe Rösler i 2023, men han har også været hårdt plaget af skader i sin tid i Aarhus.

Både i 2024 og 2025 har han døjet med længerevarende skader, og det er noget, der kan tage hårdt på en professionel fodboldspiller.

– Det er altid tungt at være skadet, det er ingen hemmelighed, men jeg er glad for, at det går godt for klubben, og vi ligger, hvor vi gør. Nu har vi forårets kampe, hvor vi jagter alt, hvad vi kan, og det er fedt at kunne være med til, siger han.

Tobias Mølgaard (Foto: Matti Kronborg / Kronborgfotos)

Planen i vinteropstarten har været klar: Nu skal han bare vise sig frem.

– Det har været vigtigt at finde tilbage og indgå i træningen hver gang. Så skal jeg byde mig til. Jeg har bare sørget for at passe min butik, og så skal jeg selvfølgelig stille og roligt lægge på, så jeg kan konkurrere igen, fortæller Mølgaard, som undervejs også har kunnet bidrage uden for banen, da han efterhånden er en af de spillere, som har været i klubben i længst tid.

Med flere unge omkring Superligaholdet er der nemlig også brug for mentorer.

– Der er rigtigt mange, der har været her i mange år, så der er en del kulturbærer på det her hold, og jeg har selvfølgelig også en rolle der. Det er nogle fede unge spillere, vi får op lige for øjeblikket, som tror på det og har noget at byde ind med på banen, så det er bare at nyde det og guide så meget man kan, så de kommer på bedst muligt spor, fortæller Mølgaard.

Næste mulighed for at få minutter i bentøjet for Tobias Mølgaard er den 6. april, hvor AGF drager til Viborg for at udfordre de grønblusede i 25. spillerunde.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle