Mikael Anderson efter milepæl: – Det betyder meget, fordi det er AGF
Mikael Anderson rundede kamp nummer 100 for De Hviie mod BIF, hvilket er en stor milepæl for ham, da han både har været AGF-fan og bolddreng som barn.
100 optrædener for Byens Hold er ikke noget, alle fodboldspillere får lov at opleve, og for Harlev-manden, Mikael Anderson, var det derfor helt specielt, da han løb på banen i mandags mod Brøndby IF og rundede milepælen i den hvide trøje.
– Det var faktisk stort. Det betyder meget, fordi det er AGF, og med min fortid som bolddreng for klubben, betyder det lidt ekstra, siger Anderson.
Det er første gang, han når 100 kampe for en klub, og at det er for AGF, gør det altså kun endnu mere specielt for ham.

Mikael Andersons første sæson i AGF tilbage i 2021/2022 var ikke udpræget god, og holdet var faktisk tæt på at rykke ned. Sæsonen efter vandt han dog bronze sammen med aarhusianerne. I Andersons tid hos De Hviie har klubben helt klart rykket sig. AGF indtager i øjeblikket tredjepladsen. I sidste sæson var klubben tæt på at vinde sin første titel i dette årtusinde, men aarhusianerne tabte desværre pokalfinalen mod Silkeborg.
– Siden den første sæson er det kun gået fremad. Klubben har taget store skridt med forbedrede faciliteter, et stærkere akademi og et større fokus på ungdommen. Det nye stadion og ambitionen om at se sig selv som en topklub igen, synes jeg er en virkelig positiv udvikling, fortæller islændingen.
Selvom det ikke er blevet til titler, og der også har været nedture for AGF, har han stadig været meget tilfreds med sin tid i klubben.
– Jeg er glad for at være en del af klubben. Det har givet mig muligheden for at opleve begge sider af medaljen, og jeg ser frem til at finde ud af, hvor det hele fører hen, siger midtbanespilleren.

Fra ungdomsspiller til profil
Mikael Anderson, der tidligere har spillet ungdomsfodbold i AGF, begyndte sin professionelle karriere i FC Midtjylland. I sommerens transfervindue 2021 skiftede han tilbage til AGF og blev på det tidspunkt klubbens dyreste indkøb. Denne rekord er siden blevet overgået af Kristian Arnstad, der blev hentet til Aarhus i det seneste transfervindue.
På transfervinduets deadline-dag i 2021 trak forhandlingerne mellem FC Midtjylland og AGF ud, hvilket gjorde, at Mikael Andersons tid i FCM sluttede på en mindre pæn måde. Han delte et billede af et fængsel på sociale medier for at vise, at han følte sig fanget i klubben. Heldigvis lykkedes det til sidst at få forhandlingerne på plads, og Anderson blev AGF-spiller.
I sin debutkamp for AGF fik islændingen en drømmestart, da han scorede sit første mål for klubben mod Vejle Boldklub på oplæg fra Albert Grønbæk. Siden da har han været en vigtig figur på holdet, og det er blevet til 14 mål og 13 assists i de 100 kampe.

Den 26-årige spiller har indtil videre haft en stærk sæson, hvor han allerede har bidraget med to mål og fire assists i de første 12 kampe, og der er mere i vente. Anderson har nemlig kontrakt med AGF til sommeren 2026.
I den kommende kamp møder AGF Mikael Andersons tidligere klub, FC Midtjylland. I disse opgør har han også for vane at levere store præstationer, så mon ikke, der ligger en assist eller et mål og venter her?
Flere AGF Nyheder
-
Gift Links runder 200 kampe for AGF: – Klubben har hele tiden bevæget sig i den rigtige retning -
Jakob Poulsen før Sønderjyske: – Vi skal være enormt skarpe -
Gift Links før Sønderjyske: – Vi skal give alt -
Fuld trup på banen til torsdagens træning på Fredensvang -
Sønderjyske – AGF optakt: Der skal spises op i mesterskabsspillet, og vi starter med kage -
AGF U19 imponerer offensivt i både pokal og liga og ser nu frem til revanche i Esbjerg -
Det dufter lidt af guld: Men hvad siger statistikker og Cann-tabellen om chancen? -
FC Midtjylland – AGF: Spillerpræstationer og kampens spiller -
Konkurrér med vennerne og vind præmier i KSDH.dks mesterskabsslutspils-forudsigelsesspil -
Lyden AGF: Hård hedetur skal følges op af en syngende tackling i Sønderjylland