Skip to main content


Foto: Matti Kronborg

Mikael Anderson: – Det kommer til at cementere min tid i AGF


| Jonas Roulund |

Mikael Anderson er topklar til en stor kamp torsdag aften. Han glæder sig til at se et hvidklædt Parken, men forsøger stadig at holde begge ben på jorden.

25-årige Mikael Anderson har vundet et mesterskab med FC Midtjylland og spillet store kampe med det islandske landshold.

Alligevel har torsdagens pokalfinale med AGF en helt særlig plads i Harlev-drengens hjerte. Det er kampen for Byens Hold, æren, kammeraterne, familien – ja – der er mange følelser i spil forud for den store dag.

– Jeg er vokset op med AGF som et elevatorhold. Så endelig at være et sted, hvor vi spiller med om noget, det betyder helt vildt meget. Bronzemedaljen var fed, men det er trods alt ikke et trofæ, så det er klart, at den her kamp kommer til at betyde enormt meget for mig, fortæller Anderson, som spillede ungdomsbold i AGF, inden turen gik til FC Midtjylland, Excelsior, Vendsyssel og FCM igen. I sommeren 2021 vendte han hjem til Aarhus, og nu kan han være med til en oplevelse af de helt store.

Mikael Anderson og Eric Kahl i AGF - OB
Foto: Hjørringgaard Photo

– Vi ved godt, at det er en stor kamp, der betyder meget, men det bliver også vigtigt at bevare roen og fokus på selve spillet. Vi skal presse, vi skal tro på os selv i de afgørende momenter og vise vores kvalitet. Vi skal ikke spille oplevelsen, men spille kampen, forklarer Anderson, som håber at gå i store navnes fodspor. Senest AGF tog en titel var i 1996. Dengang var det med Tøfting, Peter Degn, Gunner Lind og mange andre legender, som stadig huskes i Aarhus.

– Det kommer på en måde også til at cementere min tid i AGF i forhold til, om man har vundet noget eller ej, og om man bliver husket efterfølgende. Det er den her slags kampe, der er afgørende for det, siger Mikael Anderson.

Respekt for Silkeborg

Selvom man i Aarhus nok opfatter sig selv som små favoritter forud for finalen, så går spillerne ind til opgøret med store respekt for SIF, som har slået FD Young Boys, Thisted FC, Hvidovre IF, FC København og FC Fredericia på vejen mod finalepladsen.

– Vi skal have respekt for Silkeborg, de er et godt hold, men vi ved, hvad de er gode til, og hvad der skal til for at slå dem. Jeg håber, de skal gøre sig fortjent til at have bolden, fortæller Anderson, som ikke mener, at den dårlige resultatmæssige optakt i Superligaen får indflydelse torsdag aften.

– Det er træls, at vi har tabt tre i træk i Superligaen, men den her pokalfinale fylder alt for os, og det er bare en helt anden kamp, fortæller han.

Mikael Anderson har netop sendt et straffespark i nettet til 2-2 mod Silkeborg på Ceres Park.
Foto: Laura Hjørringgaard

En mand, der med sikkerhed vil være et farligt våben for SIF, er Alexander Lind, som udgik med en skade i seneste spillerunde i Superligaen. Han er tvivlsom til finalen, men Anderson håber at se sin kollega på banen torsdag aften.

– Jeg håber, Lind bliver klar. Jeg har lyst til at slå Silkeborg med deres bedste hold. Jeg har ikke lyst til at de skal undvære en af deres nøglespillere. Jeg under ham at spille en pokalfinale. Han virker som en yderst sympatisk gut. Vi skal også kunne slå Silkeborg med Alexander Lind, siger Anderson, der kan spille sin ottende pokalkamp for AGF torsdag aften.

Kampen fløjtes i gang klokken 17 i Parken den 9. maj.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle