Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

Mange AGF’ere præger landsholdsudtagelserne


| Jonas Roulund |

AGF’s talentudvikling har de seneste år taget kvantespring, og det kan også ses på landsholdsudtagelserne for tiden, hvor flere spillere skal i rødt og hvidt.

Mikael Anderson skal som sædvanligt repræsentere Island, når de i den kommende tid møder Montenegro og Tyrkiet i Nations League, men mere opsigtsvækkende er det, at Albert Grønbæk tidligere på ugen blev udtaget til A-landsholdets kommende kampe mod Serbien og Schweiz, og selvom den 23-årige aarhusianer i dag repræsenterer Rennes i Ligue 1, så må man ikke glemme, at han har fået sin fodboldopvækst i VRI og AGF.

Albert Grønbæk passerer FCK-keeper Kalle Johnsson i en kamp mod FCK på Ceres Park (Foto: Nicklas Jacobsen / KSDH.dk)

Det bliver spændende at følge midtbanetalentet i fremtiden, men der er selvfølgelig også masser af nuværende AGF’ere repræsenteret på landsholdene til den kommende landskampspause.

Tre mand med U21

U21 EM 2025 bliver som altid interessant at følge, men vejen derhen er brolagt med svære kvalifikationskampe. De kampe skal Jacob Andersen, Jonas Jensen-Abbew og Tobias Bech hjælpe med at klare, når U21-landsholdet spiller kvalkampe ude mod Island den 6. september og Tjekkiet den 10. september i Vejle.

Både Bech og AJ har tidligere fået spilletid for U21-landsholdet, mens Jacob Andersen kan få debut, da han tidligere har spillet med U20-landsholdet.

Ingen AGF’ere er udtaget til U20-landsholdet i denne omgang.

Jacob Andersen i spurter med bolden.
Foto: Kronborgfotos

Landsholdet kalder, Callø

U19 landsholdet har også kampe på tapetet i den kommende tid, og det bliver med vaskeægte Skødstrup-islæt, idet Luka Callø er udtaget til testkampene mod Sverige og Norge, der venter henholdsvis den 5. og 8. september. Begge kampe spilles i Askim i Norge.

Der kan dermed vente debut på U19-landsholdet for 18-årige Luka Callø, der tidligere har repræsenteret U18-landsholdet.

De helt unge kan også markere sig

På de helt unge landshold får vi glæde af Frej Elkjær Andersen og Viktor de Paoli, der skal med U18-landsholdet til den første samling efter den succesfulde U17 EM, hvor holdet nåede semifinalen.

Morten Eskesens tropper møder Norge den 7. september og enten Sverige eller Belgien den 10. september.

Kampene spilles i Örebro i Sverige.

Frej Elkjær Andersen foran AGF-logoet på Fredensvang.
Foto: KSDH.dk

U16-landsholdet er samtidig nærmest domineret af AGF’ere, idet både Mikkel Bro Hansen, William Svendgaard og Wissam Maarouf blev udtaget til en træningssamling i Vildbjerg den 19.-21. august, og nu venter tre testkampe i september, der foregår i Kayseri i Tyrkiet. Her er det dog kun Mikkel Bro Hansen, som har fået plads på flyet. Holdet står over for Portugal, Tyrkiet og Rumænien den 14. 16. og 18. september.

Dermed er der masser af præstationer og resultater at holde øje med, selvom Superligapausen kan være hård at komme igennem som AGF-fan.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle