Skip to main content


KSDH.dk og Lyden AGF går sammen


| Thomas Vedel |

Man kan gå selv… og så kan man gå sammen! Og hos KSDH.dk vil vi helst gå sammen. Det gør vi nu med fanpodcasten Lyden AGF, som vi længe har haft en fint samarbejde med. Nu samles det hele under én paraply.

KSDH.dk arbejder hver dag for at bringe alt det bedste og vigtigste ud til jer fans, og i foråret samarbejdede vi med podcasten Lyden AGF om lydklip og interviews.

Men nu bliver samarbejdet mere officielt.

Lyden AGF kommer nemlig under KSDH.dk-paraplyen, som i forvejen tæller Youtube-kanalen, TikTok, Twitter, Instagram, Facebook og selvfølgelig vores website.

Husk at abonnere på podcasten i din foretrukne podcastapp. Hvis du allerede er abonnent på Lyden AGF, så skal du ikke foretage dig noget, men blot glæde dig til meget mere lækker GF-lyd.

Sammen er vi stærkere

Ved sammenlægningen af de to fanmedier styrkes dækningen, idet flere frivillige kræfter kan bidrage og løfte opgaven med at dække vores elskede klub fra alle tænkelige vinkler.

– Vi håber, med dette samarbejde, at kunne lave et stærkere samlet produkt, som over tid også kan give et økonomisk perspektiv, der igen vil styrke hele fanmediet. Vi er glade for at kunne tilføje “podcast” som en del af vores portefølje hos KSDH.dk, fortæller chefredaktør hos KSDH.dk, Jonas Roulund.

En podcast for alle sande AGF-fans

Fanpodcasten Lyden AGF har eksisteret siden januar 2022. Den blev stiftet af Gustav Pors, Ahmed Omar og Rasmus Thomsen, da AGF og Aarhus manglede en rigtig fanpodcast på et niveau, som man ser i flere konkurrerende klubber.

Hele tanken bag Lyden AGF er startet op som et frivilligt hobby-projekt, med AGF som hjælp, da de både stillede lokaler og udstyr til rådighed. Podcasten drives stadig frivilligt, men har sidenhen vokset sig større. I dag er der ofte mere end 3.000 lyttere pr. afsnit, og der er lavet mere end 65 forskellige afsnit. Lyden AGF er dermed med afstand Danmarks største fanpodcast om AGF.

Lyden AGF i studiet med værterne Gustav Pors, Rasmus Thomsen og Jonas Roulund.
Foto: Rasmus Thomsen

Nu kan der videndeles i højere grad, og podcastredaktør, Rasmus Thomsen, glæder sig over udviklingen:

– Jeg elsker historien om AGF, og jeg er stolt af at være fan af byens hold fra 1880, der bygger på så mange traditioner. Målet med podcasten er at fortælle både de nye og gamle historier om AGF, og det er fedt, at vi nu kan gøre det under en samlet fanparaply, fortæller Thomsen.

Hvis I har gode ideer til indhold, emner eller personer, der skal med i podcasten, så tøv ikke med at kontakte Rasmus på mail – lydenagf@ksdh.dk eller via Lyden AGF’s Facebookside.

Og ellers kan I selvfølgelig følge med lige her: KSDH Podcast

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle