Jovanovic om AGF-comeback: Hvorfor ikke?

Vi har fået os en passioneret snak med AGF’s tidligere keeper, Aleksandar Jovanovic, som nu frister en tilværelse som førstevalg på målmandsposten i cypriotiske Apollon Limassol.

Jovanovic har 80 kampe under bæltet for AGF, som han repræsenterede fra 2016-2018 og igen på et lejeophold i 2019.

Han tilbringer i dag sin tid under sydens sol på Cypern, hvor han sidste år blev valgt til klubbens MVP. Apollon Limassol indtager ligaens femteplads og er altid med i toppen af cypriotisk fodbold, fortæller keeperen således.

Vi har fået en snak med Jova om sin tid i AGF, skiftet til spansk fodbold, forholdet til Aarhus og fremtidsplanerne.

– Generelt går det godt her i klubben, det cypriotiske liv er dejligt. Da jeg kom herned, havde jeg lave forventninger, men det er blevet modbevist. Ligaen har stor kvalitet og er generelt undervurderet, fortæller 30-årige Jovanovic, som har kontrakt med Limassol frem til sommeren 2026.

Hvis du er podcasttypen kan du høre interviewet i sin fulde længe på Podimo – eller lige her:

“Aarhus gjorde mig til en mand”

Jovanovic var- og er en vellidt figur i AGF’s historie. Med stor passion og iltert temperament opbyggede han et stærkt bånd til klubbens fans, og det er noget, der stadig hænger ved, fortæller han:

– Jeg følger stadig med, så meget jeg kan. Jeg elsker at se AGF spille, og jeg er glad for at se, at klubben klarer sig godt, og at fanscenen udvikler sig så godt. Jeg kan se, at tilskuergennemsnittet slår rekorder, og det er fantastisk. Klubben vokser på alle niveauer, fortæller målmanden, som kom til Aarhus fra serbisk fodbold i 2016.

– Det var hårdt for at være helt ærlig. Jeg skulle kæmpe for min plads og for at falde til. Men jeg kom til Aarhus som en dreng og forlod byen som en mand. Så klubben og byen betyder rigtigt meget for mig, og jeg nød hvert minut i AGF, siger Jovanovic således.

Han drog i 2018 videre til spansk fodbold og SD Huesca, som kæmpede for overlevelse i La Liga på det tidspunkt. Vi fik dog et kort gensyn med serberen i 2019, da han kom tilbage til Fredensvang på et halvårligt lejemål.

– Da jeg kom tilbage i 2019 skete der nogle fejl på begge sider, som var ærgerlige. Jeg spillede i begyndelsen, men da Eskelinen var tilbage fra sin skade, skulle han stå. Og dengang følte jeg ikke, det var fair, fordi jeg synes, jeg var bedre, men i dag kan jeg også godt se det fra klubbens side. De havde Eskelinen på kontrakt i fem år og mig i seks måneder, så det gav jo mening at lade ham stå, fortæller Jovanovic, der har lært en del af forløbet i Aarhus, hvor bølgerne gik en anelse højt i den sidste tid i klubben.

– Min karakter er sådan, at jeg siger, hvad jeg mener, og jeg sagde, at jeg følte, det var unfair. Jeg var meget sort/hvid som yngre. Men jeg kunne nok have været mere tålmodig. Det er noget, jeg har lært sidenhen. Jeg har slået en streg over det, og jeg har et fint forhold til Peter Christiansen i dag, så for mig er det et lukket kapitel, siger Jova, som til gengæld ikke har lukket kapitlet om ham og GF generelt:

– Jeg er ked af, at det skulle slutte på en dårlig note, for jeg havde en god tid i klubben overall, og jeg snakker stadig lidt med folkene fra dengang. Det er jo kun Tingager, Mortensen og Poulsen, der stadig er i klubben, men jeg følger stadig med, og jeg håber, de vinder medaljer i år. Top tre skal være minimum!, siger serberen.

De store forskelle

Da tiden i Aarhus lakkede mod enden, rejste Jova altså videre til spansk fodbold, og her ventede store oplevelser med kampe mod blandt andre Real Madrid.

– Da jeg kom, var det et stort kulturchok, fordi jeg ikke talte spansk. De købte mig og ville have mig i spil med det samme. For en målmand kræver det noget tid at vende sig til spillestilen og lære holdkammeraterne at kende. I Spanien var jeg lidt ved siden af mig selv i begyndelsen, men jeg spillede stabilt. Men som bundhold har man brug for en målmand, der skaber point til holdet og ikke bare spiller stabilt, og efter 12-15 kampe røg jeg på bænken, fortæller Jovanovic, som kom ind i en periode på seks måneder uden fast spilletid. Men det var vigtige lærepenge.

– De måneder var altafgørende for min karriere. Jeg lærte sproget, jeg lærte tempoet, spillestilen og det hele at kende. Det var så vigtig en tid for mig. Den største fejl i min karriere er, at jeg ikke tog med dem ned i Secunda Division. Jeg var landsholdsspiller på det tidspunkt, og synes ikke, det var et sted for en landsholdsmålmand, men hvis jeg var blevet, havde jeg stået de der 40 kampe, og så var vi retur i La Liga, fortæller Jovanovic, som dog ikke fortryder sine beslutninger gennem karrieren:

– Jeg fortryder intet, men jeg skulle nok have haft mere tid til at tilvænne mig til spansk fodbold, inden jeg blev sat ind som førstemålmand. Men i livet og i fodbold går det op og ned, og jeg lærte ekstremt meget. Det er nok de vigtigste måneder i min fodboldkarriere, selvom jeg ikke spillede meget. En karriere er lidt som et puslespil, hvor brikkerne lige så stille falder på plads, og min erfaring fra Spanien kan jeg nu bruge her på Cypern, siger keeperen.

Og på Cypern går det godt.

Jovanovic er klart førstevalg i Limassol, hvor han bor med sin kæreste og søn, og fansene elsker ham:

– Fansene er meget passionerede, og der er stort set altid udsolgt med omkring 10.000 på stadion. Min egen situation er god. Jeg er førstevalg, fansene og klubben elsker mig, og livet er godt. Jeg har kontrakt tre år endnu, så vi må se, hvad der sker med klubben og holdet, men lige nu er jeg mere end tilfreds, fortæller målmanden, som samtidig kan se klare fordele ved den nordiske fodboldkultur:

– Hernede er fodboldfolket anderledes end i Danmark. Her forventes der noget fra dag ét, og der er ikke nogen indkøringsperiode. De danske faciliteter, stadion, organisation og det hele i ligaen er på et højere niveau end hernede. Jeg plejer at kalde Superligaen for “Mini-Bundesliga,” fortæller Jovanovic.

Passion og pres

Balkan-temperamentet har fulgt med vores tidligere målmand på sin videre færd, men de fleste vil nok huske tilbage på et par episoder, hvor det iltre temperament kogte over i Aarhus.

I en hjemmekamp mod OB tilbage i 2017 headede Dino Mikanovic en bold ud til et hjørnespark, hvilket Jova ikke var helt tilfreds med. De to østeuropæere kom i karambolage, og det bragte en del overskrifter med sig:

– Jeg og Dino var bedste venner. Vi hang ud med familierne og taler stadig sammen i dag. Men i en kamp skreg han af mig, og det ville jeg ikke finde mig i, så jeg tog kvælertag på ham, og det blev en stor historie i medierne. Men dagen efter grinede vi af det, og det var slet ikke noget stort for os, forklarer Jovanovic, der har mange gode minder fra sin tid på Ceres Park:

– Jeg elskede de store kampe, og pres gør mig generelt bedre. FC Midtjylland, FC København og Brøndby. Det var de fedeste kampe og kulisser at spille i. Og så var der jo forbindelsen til fansene, som bare var fantastisk. Vi respekterede hinanden, og fansene kunne lide min passion. Jeg glemmer aldrig, da jeg blev modtaget med beskeder og bannere, da jeg kom tilbage på lejeophold. Jeg giver altid alt, og det tror jeg, fansene kunne se, forklare Jovanovic.

Hjem til Aarhus

Og ja, nu kan vi vist ikke trække den længere. Målmandssituationen i AGF kender vi jo alle – Hansen og Bråtveit står begge til udløb til sommer, og Hutters er næppe klar til at træde ind på den store scene endnu.

Så hvad tænker Aleksandar egentlig om at vende hjem til byen, der gjorde ham til mand?

– I forhold til om jeg vil tilbage til AGF, så lukker jeg aldrig bogen med klubben. Jeg elsker AGF, og jeg vil gerne tilbage til klubben. Min situation er, at jeg har kontrakt med Limassol, og det forholder jeg mig til. Jeg nyder min tid her. En dag vil jeg gerne tilbage til AGF, men jeg kan ikke sætte tid og dato på. I fodbold sker ting, når de sker. Men jeg elsker klubben og har stadig syv-otte år mere at spille i, så hvorfor ikke vende tilbage en dag? Men hvornår og hvordan kan jeg ikke sige, siger han med et smil.

Uanset hvad, så bliver der dog glædelig gensyn med serberen den 4. juni, når Brøndby venter på Ceres Park til Superligaens sidste spillerunde. Her kigger Jovanovic og familien nemlig forbi 8000 igen!

Og dét er noget han ser frem til:

– Jeg har ikke været i Danmark i over tre år og vil gerne vise byen og landet til min familie. Jeg savner Ceres Park og håber, at AGF spiller med om noget stort den dag. Jeg vil gerne have, at min søn ser det sted, jeg blev voksen som mand og som spiller, fortæller Aleksandar Jovanovic således.