AGF medaljer og spillertrøje

Interview med Johnny Vilstrup: - Medaljerne skulle hjem til Aarhus

Det er ikke hver dag, at en tidligere AGF profil sætter sin samling af vundne AGF medaljer til salg. Derfor skabte det også en masse polemik blandt AGF fans, da en tidligere AGF spiller, som ønskede at være anonym, for nyligt satte sine AGF medaljer fra 1996 og 1997 til salg på auktion.

Det drejede sig mere specifikt om guldmedaljen fra pokalturneringen i 1995/96, hvor AGF besejrede Brøndby med 2-0 i finalen, sølvmedaljen fra samme sæson samt bronzemedaljen fra sæsonen 1996/97.

Auktionen løb af stablen i Facebook gruppen "AGF Ting - Køb/salg/bytte", og her lød det endelige hammerslag for få minutter siden på den endelige pris af 40.000 kr. Køberen af medaljerne er en aarhusiansk AGF fan, som i dag bor og arbejder i Kina.

Med i handlen fik køberen af AGF medaljesamlingen også en helt unik Match Worn spillertrøje, som blev båret af spilleren i en Europa Cup kamp mod Olimpija Ljubljana i Pokalvindernes Europa Cup i 1996/97-sæsonen.

Nu kan KSDH.dk helt eksklusivt løfte sløret for spillerens identitet, og der er tale om ingen ringere end Johnny Vilstrup.

I et længere interview med KSDH.dk afslører Johnny Vilstrup nu, hvorfor han har valgt at sætte sine AGF medaljer til salg på auktion, og fortæller endvidere om "en fantastisk tid" i Aarhus som en del af AGFs succesrige hold i midten af halvfemserne. 

artiklen fortsættes forneden...

Foto: Privatfoto/KSDH.dk

 

Fra Lyngby til Luton og Aarhus

Johnny Vilstrup var 29 år, da han første gang snørrede støvlerne for at træne med AGFs førstehold på Fredensvang. Det var d. 21. marts 1996. Havde den daværende cheftræner Peter Rudbæk fået sin vilje, var det dog sket flere år forinden. Rudbæk og AGF havde nemlig i flere omgange forsøgt at hente Johnny Vilstrup til Aarhus.

"Jeg kan huske, at AGF i en del år havde haft fat i mig. Det var specifikt Rudbæk, som gerne ville have mig til at komme til Aarhus og spille, mens jeg stadig var i Lyngby. Der snakkede jeg flere gange med Jens Harmsen, og jeg var også i interesseret i det, for jeg havde altid godt kunnet lide at spille på Aarhus Stadion. Der var altid en speciel atmosfære, og det var svært at spille i Aarhus. Specielt de første 20 minutter, hvor AGF altid kom blæsende. Hvis de så ikke fik scoret, kom der lidt mere ro på kampen og presset", siger Vilstrup og griner.

Det blev dog i første omgang ikke til en kontrakt med AGF. Med et dansk mesterskab med Lyngby og masser af kamperfaring fra den danske Superliga i bagagen, drog Vilstrup istedet til England. Nærmere betegnet Luton Town i den næstbedste række.

Det engelske eventyr fik dog en brat ende for Vilstrup. Klubben blandede sig i nedrykningskampen, og Manager Terry Westley, som havde hentet Vilstrup i Lyngby, blev sat på porten. Ny mand bag roret hos The Hatters var Lenny Lawrence, og han havde bestemt ikke tænkt sig at bruge Johnny Vilstrup på sit hold. Kun engelske spillere skulle redde klubben fra nedrykning, og Vilstrup blev sendt ud i kulden på Kenilworth Road.

"Men det gik jo godt i Lyngby, og så kom jeg så til Luton i stedet for. Der blev jeg så smidt af holdet. Det var helt surrealistisk, fordi der kom en ny træner, og allerede første dag blev jeg kaldt ind på kontoret til Lenny, og så siger han:
'Ja, jeg har jo ikke købt dig, så jeg kommer ikke til at bruge dig. Du kommer ikke til at spille en eneste kamp under mig'.
Så spurgte jeg ham, om ikke vi skulle prøve at se, om jeg var god nok.
'Det kommer ikke til at betyde noget. Du kommer ikke til at spille'.
Så blev det sådan, at når jeg kom til træning, og de andre kørte hjem, så fik jeg at vide, at jeg også lige skulle træne med de unge gutter. Det var ikke vildt morsomt".

Selvtilliden sivede langsomt ud af den tidligere succesfulde Superliga-profil, som havde fået klar besked på at finde sig en ny klub. En dag havde Vilstrup så igen Peter Rudbæk i røret.

"Så ringede Rudbæk, og spurgte om jeg kunne tænke mig at blive lejet ud til AGF og komme til Aarhus. Det ville jeg rigtig gerne. Jeg kan huske, at jeg manglede selvtillid, da jeg kom til klubben, fordi jeg ikke havde spillet i lang tid. Men én træning tror jeg, så var jeg med igen".

AGF lå på det tidspunkt nr. 1 i Superligaen, og havde en god sammentømret trup. Det var dog ikke noget problem for Johnny Vilstrup at blive integreret på holdet.

"Fordelen var jo også, at jeg kendte mange af spillerne i forvejen. Gunner Lind, Stig Tøfting, Martin Jørgensen, ham der den store københavner Torben Piechnik og flere andre havde jeg jo spillet mod så mange gange i Superligaen. De vidste også godt hvem jeg var, så det var jo en fordel for mig."

"Peter Rudbæk var en fantastisk træner"

Peter Rudbæk spillede altså en afgørende rolle i, at det blev AGF og fansene i Smilets By som fik fornøjelsen af Johnny Vilstrups fabelagtige venstreben i midten af halvfemserne, og Vilstrup selv elskede at spille under Peter Rudbæks kyndige ledelse.

"Peter Rudbæk var en fantastisk træner og et fantastisk menneske. Han forstod virkelig at tale med spillerne, og tackle dem på hver deres måde. Spillere skal tackles på hver sin måde, for der er nogen, du skal råbe højt af, og der er nogen, du skal stryge lidt mere med hårene. Det kunne han finde ud af. Han kunne finde ud af læse folk, og det kunne jeg rigtig godt lide. Og så kunne han komme med de tørreste kommentarer. Ham kunne jeg godt lide. Han var en god træner, synes jeg".

Peter Rudbæk kunne tilføje Johnny Vilstrup til en glimrende spillertrup, som i forvejen bugnede med spændende navne og talenter samt havde et legendarisk firkløver i toppen af hierakiet:

"Der var ligesom to toppe i hierakiet på holdet. Der var Windfeld og Piechnik, og så var der Gunner og Stig. Det var ligesom dem der lå i toppen, og så kom alle andre bagefter. Jeg gik ikke selv så meget op i det med hierakiet. Jeg synes bare, det var super fedt at komme ind og spille på et hold, hvor alting fungerede. Det var jo heller ikke præstationerne, der afgjorde om man lå højt i hierakiet. Sådan en som Thomas Thorninger var jo ikke den mest snakkesaglige, men ud fra præstationerne burde han have ligget højt i hierakiet, med alle de mål han lavede", konstaterer Vilstrup og fortsætter:

"Men det fladede bare rigtig godt ud i Aarhus. Hvis der skulle skældes ud, så var det oftest Piechnik eller Stig som gjorde det, og det fungerede rigtigt fint. Vi havde jo også nogle rigtig gode talenter på holdet. Peter Degn, Allan K. Jepsen og Lennart Bak. Bak havde jeg set på prøvetræning nogle år forinden i Lyngby, og der var han sgu ikke så god, som han var i AGF", griner Vilstrup.

"Så man kan sige, at han fungerede f.eks. også rigtig godt i den der trup. Det VAR en fed trup. Kampene kunne jo blive afgjort alle steder fra. Om det var Flo, Thorninger, Stig eller hvem der nu scorede målene... det kunne komme alle steder fra." 

3-3 kampen og pokalfinalen mod Brøndby

I maj 1996 var AGF dybt involveret i guldkampen i Superligaen, og havde også under stor dramatik spillet sig i pokalfinalen efter en samlet sejr over Herfølge i semifinalerne. Indenfor blot fire dage - d. 12. og 16. maj - skulle AGF op mod rivalerne i guldkampen, Brøndby, i både Superligaen og i pokalfinalen. To kampe der reelt kunne have sikret klubben The Double. 

Historien ville det dog anderledes. Mogens Krogh fik udlignet til allersidst med et hovedstødsmål i den famøse 3-3 kamp d. 12. maj, og stak dermed en kæp i hjulet på AGFs mesterskabsplaner. I hvert fald for en stund. AGF erobrede senere førstepladsen, og det var faktisk først i næstsidste spillerunde mod OB, hvor AGF kun fik et point med 1-1, at De Hvide igen blev overhalet af de blå/gule.

3-3 kampen på Aarhus Stadion er stadig ubehagelig at tale om for Johnny Vilstrup, og han lægger heller ikke skjul på, at kampen rangerer højt på listen over dårlige fodboldminder:

"Bare det at du nævner den kamp med Mogens Krogh, så får jeg helt ondt i maven. Det var så forfærdeligt for at sige det lige ud. Selv den dag i dag hader jeg stadig at snakke om det. Det var virkelig, virkelig pissehamrende ærgerligt. Vi følte jo, at vi havde fat i dem. Vi førte 3-1 og skulle jo bare have losset bolden ud af kommunen, hver gang vi fik den. Så det var meget hårdt i omklædningsrummet bagefter. Lige præcist hvad der blev sagt, kan jeg ikke huske, men der er nok blevet skældt ud, kan jeg forestille mig. Det er den værste fodboldoplevelse jeg har haft, tror jeg. Det var sgu helt forfærdeligt. Jeg har aldrig glemt den 3-3 kamp på Aarhus Stadion, og jeg glemmer den aldrig".

Der skulle kun gå fire dage efter skuffelsen på Aarhus Stadion, før Johnny Vilstrup og resten af AGF holdet fik chancen for revanche mod Mogens Krogh og Co. fra Vestegnen. Nemlig i Pokalfinalen på Kristi Himmelfartsdag 1996:

"Men så skulle vi jo spille den her pokalfinale, og der havde vi rigtig gode forberedelser. Vi var derovre noget før kampen, og vi følte jo ikke at Brøndby var bedre end os på nogen måde. Så derfor gik vi jo også ind til den kamp som om, at den kunne vi vinde. Og det var en kæmpe oplevelse at vinde den pokalfinale".

Selve kampen i pokalfinalen husker Johnny Vilstrup ikke meget fra. Udover at han selvfølgelig kan huske, at han blev noteret for en assist ved målet til 1-0, er det primært stemningen omkring kampen, som fylder mest i hukommelsen.

"Jeg husker mest pokalfinalen for stemningen på tribunerne faktisk. Der var en helt exceptionel stemning med den stærke rivalisering der var - og stadig er - mellem AGFs og Brøndbys fans. Og jeg kan erindre, at vores fans var ovenud lykkelige over at have vundet. Det var vi jo selvfølgelig også. Derudover kan jeg faktisk huske, at der var en del Brøndby fans der klappede af os efter kampen. Det var jeg faktisk lidt forundret over, for det var ikke så normalt at man gjorde det", siger Vilstrup og fortsætter:

"Men selve kampen husker jeg ikke så godt. Jeg kan godt huske, at jeg lægger op til det første mål, som Peter Degn scorer. Og jeg mener det var hans første kamp, hvor han startede inde. Han var jo bare en lille knægt på 18-19 år, og jeg synes virkelig han klarede det flot. Det var en fed kamp med en kæmpe, kæmpe stemning."

Folkefest i Aarhus

Turen hjem fra pokalfinalen gik med Cat-Link færgen sammen med hundredevis af AGF fans, og hverken fans eller spillere var ædru, da færgen lagde til havn i Aarhus, husker Vilstrup.

"Jeg kan huske selve hjemkomsten fra pokalfinalen, hvor vi var med Cat-Link færgen som var helt proppet med AGF fans. Vi var bestemt ikke ædru, da vi kom hjem til Aarhus havn, og jeg havde aldrig set så mange mennesker på havnen før. Jeg tror, vi skulle ned på Mackies Pizza og fejre det, og til sidst kunne vi jo ikke finde hinanden. Vi var bare nødt til at gå derned hver for sig, fordi der var så mange mennesker.

Det gjorde virkelig indtryk på mig, det må jeg indrømme. Det var en kæmpe, kæmpe oplevelse. Vi var også oppe på Rådhuset, og nede i Ridehuset på et senere tidspunkt efter sæsonafslutningen. Det gjorde det altså lidt sjovt, det må jeg sgu indrømme. Jeg husker det som en meget, meget sjov tid, og selv om der var nogle hårde fyre på det her hold, så var der også et rigtig godt kammeratskab på holdet. Det var en meget speciel tid for mig."

Vilstrup fortæller også, at han stadig nyder at tale varmt om gamle dage, når han af og til støder på tidligere holdkammerater som f.eks. Martin Jørgensen, Michael Nonbo eller Stig Tøfting.

I dag er Johnny Vilstrup blevet indlemmet i AGF Legends sammen med adskillige andre AGF-koryfæer. Som en del af AGF Legends blev Vilstrup også inviteret med som en del af 1996-holdet, da AGF sidst var i pokalfinalen i 2016 - 20 år efter triumfen mod Brøndby.

Minderne sidder ikke i medaljerne

Når Johnny Vilstrup taler så entusiastisk om de glade dage omkring pokalfinalen, og om sin tid i AGF generelt, presser ét spørgsmål sig selvfølgelig også på. "Hvorfor vælger man at sælge sin AGF medaljer"? Det spørgsmål stillede vi selvfølgelig også Vilstrup.

"For mig sidder minderne ikke i de her medaljer. Minderne har jeg inde i hovedet. Det var en fantastisk tid, og det var helt fantastisk at vinde de her medaljer, men de betyder bare ikke så meget for mig - selve medaljerne. Det er mere minderne, der betyder noget for mig. Og så tænkte jeg det ville være synd, hvis medaljerne bare forsvandt på et tidspunkt", siger Vilstrup og forklarer:

"Altså, de her medaljer kommer ikke til at gå i arv. De risikerer at forsvinde på et tidspunkt. Jeg har to piger på 10 og 13 år, som er fløjtende ligeglade med sådan noget der. Jeg har prøvet at vise dem medaljerne og nogle andre ting, og de kigger bare på mig, og så siger de: 'Far, hvis du var så god, hvorfor har du så ikke nogle flere medaljer?' Jeg har også prøvet at vise dem videobånd fra gamle dage, og så siger de: 'Nå, så du spillede med nr. 6. Hvorfor var du så tynd dengang?' Altså, de kunne ikke være mere ligeglade", siger han og griner.

Med frygten for, at medaljerne en dag skulle forsvinde ud i intetheden, traf Vilstrup i stedet en beslutning om at sælge dem på auktion, så alle interessede AGF fans fik muligheden for at få medaljerne til evigt eje.

"Så tænkte jeg, at det da godt kunne være, at der var en aarhusiansk 'GF fan som ville synes, det var helt vildt fedt at have de her medaljer. Hvis nu man har været en del af de her oplevelser, set pokalfinalen og de her kampe fra de år, så har man måske også nogle minder forbundet med det. Det er jo på en eller anden måde nogle historiske medaljer, og det VAR en god tid i AGF. Så i bund og grund synes jeg det var bedst, hvis de medaljer kom hjem til Aarhus, hvor de forhåbentlig kunne skabe en masse glæde".

Samtidigt slår Vilstrup fast, at han ikke ønsker at støde nogen ved at sælge medaljerne.

"Jeg gør det ikke for at genere nogen, og det er ikke fordi, at jeg har noget imod AGF på nogen måde. Jeg elsker den klub, og jeg elskede at være der. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, hvis der er nogen der opfatter det som manglende respekt over for AGF, men det har ikke noget med det at gøre.

Jeg synes bare det ville være ærgerligt, hvis de forsvandt en dag. De kommer ikke til at gå i arv og risikerer at forsvinde en dag. Så tænkte jeg, at en auktion kunne være en god måde at gøre det på. Og jeg er rigtig ked af, hvis der er nogen der bliver fornærmet, for det har aldrig været min intention med at sælge dem."

Johnny Vilstrup fortæller også til KSDH.dk, at han generelt ikke har haft for vane at samle på effekter fra sin karriere som fodboldspiller. Alle sine gamle spillertrøjer har han foræret væk til venner og bekendte, og det har han det helt fint med. Én ting vil han dog beholde i resten af sine dage:

"Det eneste jeg har fra dengang jeg spillede, det har jeg fordi, det var noget min mor samlede på. Da hun gik bort for nogle år siden, fik jeg fra hendes mand en kæmpe mappe med fem ringbind fyldt med udklip fra aviser og sådan noget. Det kommer jeg ikke til at skille mig af med, for dem fik jeg fra hende. Og dem har jeg så også prøvet at vise mine børn, men de kunne altså ikke være mere ligeglade", siger Vilstrup med et smil i stemmen.

"Men der kan man sige, at for dem er det måske lidt nemmere at forholde sig til senere i livet, når der er nogle billeder i avisen eller noget på skrift. Jeg må også indrømme, at jeg også synes det er meget sjovt at sidde og læse. Men altså, selve medaljerne kan jeg dårligt huske jeg fik overrakt. Jeg kan til gengæld godt huske, hvordan det så ud, da vi kom hjem til Aarhus med Cat-Link, og den modtagelse vi fik. Man kan sige, at de minder, de følger ikke rigtigt med medaljerne for mig. Men det var en helt fantastisk tid."

Fodboldinvalid som 30-årig

At det var en fantastisk tid at være en del af i AGF, er man ikke et sekund i tvivl om, når man taler med Johnny Vilstrup om de glade dage i midten af halvfemserne. Johnny har udelukkende positive ting at sige om sin tid i AGF, som dog desværre blev meget kortere end ønsket. 

Vilstrup opnåede nemlig kun at få 27 Superliga kampe for AGF i de to sæsoner han var i klubben. Årsagen skal findes d. 24. november 1996, hvor AGF spillede 1-1 på udebane mod AB. Mindre end et år efter Vilstrup ankom fra Luton på lejekontrakt.

"Vi spiller ovre i Gladsaxe mod AB, og der skulle jeg op i en hovedstødsduel, hvor jeg lander i et hul. Der kunne jeg med det samme mærke, at der var et eller andet med knæet, som ikke var som det skulle være. Så blev jeg opereret ret hurtigt, dagen efter eller sådan noget. Men det endte bare med, at hver gang jeg troede, at nu var jeg ved at være på vej tilbage, og det troede jeg faktisk flere gange, så hævede mit knæ bare op igen", fortæller Vilstrup.

I alt nåede han at blive opereret i knæet seks gange, inden fodboldstøvlerne blev lagt på hylden. En hård beslutning, som også satte sine spor hos den fodboldglade mand fra Valby.

"Jeg var nødt til at stoppe. Det var virkelig ikke sjovt, fordi når man er 30 år som fodboldspiller, så er man som regel ret godt kørende, og det følte jeg også jeg var. Så det var meget, meget ærgerligt at skulle stoppe med at spille fodbold på det tidspunkt. Det var jeg ikke glad for. Men der var ikke så meget at gøre. Jeg er også blevet opereret i knæet en gang siden, så jeg er blevet opereret syv gange i venstre knæ."

En svær tid efter fodbolden

Fodboldkarrieren sluttede desværre længe før Vilstrup selv ønskede det, og det var ikke altid lige nemt at håndtere. Faktisk gik der mange år, før Vilstrup igen havde lyst til overhovedet at nærme sig et omklædningsrum i forbindelse med fodbold. Fodbold i TV blev der heller ikke set meget af:

"Jeg ville rigtig, rigtig gerne have fortsat med at spille. Men det kunne jo bare ikke lade sig gøre. Så tror jeg bare, det er nemmere at fjerne sig fra det. Det kan måske godt være lidt svært for andre at forstå, men hvis man ikke selv kan være med, så er det altså noget andet. Når man selv har spillet inde på Aarhus Stadion foran alle de mennesker, så er det ikke det samme at sidde bagefter og kigge på det. Det er sgu en helt speciel fornemmelse at være nede på den der bane. Men den dag i dag ville jeg jo elske at komme på Aarhus Stadion og se en kamp. Jeg er ikke så vild med at se fodbold i fjernsynet. Jeg vil gerne være på stadion og se kampene live".

I dag er Vilstrup uddannet massør og zoneterapeut, og arbejder i den forbindelse bl.a. i Boldklubben Frem i Valby. Men det er først indenfor de seneste par år, mange år efter Vilstrups' egne støvler blev lagt på hylden, at han har fået lyst til at være en del af fodboldverdenen igen.

"Jeg var ikke i fodboldklubber i rigtigt mange år, fordi det havde jeg ikke lyst til. En del af det at spille fodbold er jargonen i omklædningsrummet. Det er skide sjovt. Det mindede mig for meget om den tid hvor jeg selv spillede, og det havde jeg ikke lyst til. Nu kan jeg godt. Nu er det fint, og nu synes jeg det er sjovt. 

Men dengang jeg var 33-34 år havde jeg det svært med det, fordi der ville jeg jo stadig have spillet fodbold, hvis ikke jeg var blevet skadet. Så derfor havde jeg ikke lyst til at være i sådan et omklædningsrum. Men nu er det så mange år siden, og nu kan jeg ikke komme på holdet alligevel, så nu kan jeg godt holde det ud.", siger Vilstrup og griner.

"Nogle gange, når jeg er ude i Frem, så begynder jeg også at sparke lidt med, men kan godt mærke, at det er ikke så godt (med knæet, red.). Men jeg har jo lyst til det. Den dag i dag kan jeg stadig ikke gå forbi en fodbold uden at få lyst til at lege med den. Men når man så ser alle de der tricks de unge mennesker kan i dag, så tænker jeg: 'OK, jeg lader den bare ligge'".

Boldspil kan Vilstrup ikke helt holde sig fra, selv om knæet ikke altid vil være med på løjerne. Det er dog en anden slags boldspil, som holder Vilstrup i form i dag. Tre gange om ugen svinger han tennisketsjeren, men også her har han mærket til den gamle knæskade:

"Jeg har stadig det der sportsmenneske-hjerte, så jeg er lige startet med at spille tennis. Da jeg havde været ude og spille den første dag, kunne jeg næsten ikke gå op af trapperne til 3. sal, hvor jeg bor. Benene var så hævede, at jeg kunne dårligt bøje dem. Men så ventede jeg fem dage, og så prøvede jeg igen, og nu er det faktisk sådan, at jeg kan spille tennis tre gange om ugen. Så jeg kan godt holde mig lidt i gang", slutter han af.

 KSDH.dk takker Johnny Vilstrup for at medvirke i dette interview og for turen ned af Mindernes Allé.

Johnny Vilstrups AGF trøje fra en kamp mod Olimpija Ljubljana i Europa Cup for Pokalvindere i 1996 (Foto: Privatfoto/KSDH.dk)