Jakob Poulsen om midtbanebesætning: – Vi har mange strenge at spille på
AGF hjemtog i går sæsonens fjerde sejr, og det skete igen med en flot præstation af holdets midtbanespillere. Jakob Poulsen satte efter kampen lidt ord på konkurrencesituationen i truppen.
Målene fes ind, og med 4-1 på måltavlen kunne aarhusianerne efter gårsdagens Superligadyst på Ceres Park Vejlby drage videre ud i festugen med store smil på læberne.
AGF’s cheftræner, Jakob Poulsen, glædede sig efterfølgende over den solide indsats, hvor mange spillere greb chancen.
– Der var mange stærke præstationer, sagde Poulsen efter kampen, inden han satte ord på sine dispositioner i forhold til startopstilling og udskiftninger.
– Det handler om, at få givet alle nogle minutter, så folk er klar i løbet af sæsonen, når der bliver behov for det, forklarer cheftræneren.
Han havde valgt at sætte Felix Beijmo på bænken til fordel for Henrik Dalsgaard, som kom ind i forsvaret fra start. Men det handler altså om at holde alle i gang, så man ikke er for rusten, når der bliver behov for kræfterne senere i sæsonen, forklarer Poulsen.

Midtbanemænd i balance
Transfervinduet nærmer sig sin afslutning og med det, kommer rygterne også i massevis. FC København skulle således have haft snøren ude efter Mads Emil Madsen, men buddene er indtil videre blevet afvist af AGF.
Spørgsmålet er, hvor vigtig den 27-årige silkeborgenser er for Jakob Poulsens planer nu og her?
– Mads er rigtig, rigtig dygtig, det er klart. Han er en stor profil på vores hold og også i Superligaen generelt, så det er klart, at vi vil være trætte af at miste ham, siger cheftræneren.
– Men det er også vigtigt at sige, at det er fedt, at vi har spillere, der er interessante for andre klubber. Den måde vi spiller fodbold på skal jo gerne gøre, at større klubber også synes, det er interessant, hvad vi har gang i, siger Poulsen, som også satte lidt ord på en anden midtbanemand, som fansene gerne ser mere til.
– Kevin Yakob er ikke på vej tilbage – Han ér tilbage. Han er klar til at spille hver gang, og det giver os lidt flere strenge at spille på, siger cheftræneren.
Han har også Kristian Arnstad, Nicolai Poulsen og Oskar Haugstrup at trække på, når den centrale del af midtbanen skal roteres i løbet af sæsonen.

Transfervinduet lukker natten mellem mandag og tirsdag, og der kan dermed stadig nå at ske meget i forhold til trupsammensætningen.
Flere AGF Nyheder
-
AGF – OB: Spillerpræstationer og kampens spiller -
Én AGF’er på Rundens Hold for 19. spillerunde -
Emmery: – Det viser virkelig en god mentalitet -
Jakob Poulsen: – Det viser fed moral -
Magnus Knudsen: – Klubben har sat spor i mit hjerte -
Følelsesladet Serra: – Jeg har været igennem helvede -
AGF – OB: Serras sneværdige scoring sikrer tre point -
AGF-truppen mod OB: Knudsen er tilbage – Solbakken mangler -
Praktisk info før aftenens kamp: Sneboldkast forbudt! -
Blog: Hvornår kan sæsonen betegnes virkelig god for AGF?