Skip to main content



Foto: Kronborgfotos

Jacob Andersen er tilbage: – Jeg håber, at det bliver et godt år for mig


| Jonas Roulund |

Jacob Andersen har været ukampdygtig, siden han i vinteropstarten sidste år løb ind i en korsbåndsskade, der afkrævede operation og et langt genoptræningsforløb. Nu er den ærgerrige Galten-dreng tilbage – med grønt lys fra sundhedsstaben er det nu kun et spørgsmål om tid, før vi ser ham tilbage i en Superligakamptrup. KSDH.dk tog som det første medie siden februar 2025 en snak med wingbacken – om de mentale og fysiske udfordringer ved at sidde ude. Og om ambitionerne og motivationen for at komme tilbage stærkere end nogensinde.

1. februar 2025 står måske ikke mejslet ind i alles hukommelse som en særlig dag, men for Jacob Andersen har datoen en speciel betydning. Her løb han nemlig ind i en alvorlig knæskade i testkampen mod AIK på AGF’s træningslejr i Sydspanien.

Korsbåndet røg, og så måtte den dengang 21-årige wingback en tur på operationsbordet.

Sådan en omgang kræver et langt genoptræningsforløb, men Andersen var nu hurtigt tilbage på Fredensvang – for at være en del af fællesskabet, mærke sammenholdet og være tæt på menneskerne og kompetencerne i klubben.

– Efter jeg blev opereret var jeg lidt derhjemme, men der gik ikke længe, før jeg sagde til Claus og Uffe (fysioterapeuter red.), at jeg ikke gad ligge derhjemme. Jeg ville hellere være en del af fællesskabet herude, så det hjalp mig også, at jeg relativt hurtigt kom ud og genoptrænede på Fredensvang, fortæller Jacob Andersen.

– Jeg har mere eller mindre mødt ind sammen de andre, så det har været dejligt at holde de her faste rutiner i det.

Foto: Kronborgfotos

I slutningen af 2025 begyndte han at løbe lidt rundt ved siden af træningsbanen, når holdet tonsede derudad, og i de første måneder af 2026 har han været helt oppe i omdrejninger til træningerne. Forleden fik han så sit comeback. I en reserveholdskamp mod Viborg, vel at mærke, men dog et comeback, som skabte overskrifter, da han leverede et mål og en assist i løbet af de 45 minutter, han fik på banen i 7-2 sejren.

– Det er utroligt dejligt at komme tilbage efter så lang tid, og at det gik så godt, som det gjorde. Både for mig selv og holdet, fortæller han.

– Jeg havde inden kampen sagt til mig selv, at jeg skulle gå ud og nyde det og vise, hvilke kvaliteter jeg har, og det fik jeg gjort, så det er jeg bare glad for, siger Andersen, som havde ligget, gået, genoptrænet sig igennem 394 dage uden kampe.

– Jeg har det rigtig godt. Dagen efter følte jeg, at det hele var godt i kroppen. Jeg har måske et lidt stift knæ, men det vænner man sig til. Det skal jeg lære at leve med resten af min fodboldkarriere. Når det er sagt, så er det ikke noget, der hæmmer mig, så det er bare godt, at knæet reagerede så godt, som den gjorde, fortæller Andersen, som nu er på lige fod mod sine holdkammerater i kampen om spilletid for det succesfulde AGF-mandskab.

Jacob Andersen ankommer til Ceres Park.
Foto: Matti Kronborg / Kronborgfotos

Mere end en fysisk udfordring

394 dage er lang tid at gå uden at spille kampe for en professionel fodboldspiller. Særligt når man stod over for sit potentielt endelige gennembrud i AGF. Op til skaden havde Andersen for alvor trådt i karakter, som en talentfuld mand, der begyndte at presse sine konkurrenter i startopstillingen.

Han havde fået spilletid i 20 ud af 21 kampe i sæsonen 2024/2025 under Uwe Röslers ledelse og fik positive ord med på vejen fra den daværende AGF-træner:

– Måden han spiller på er en ægte AGF-måde. Han underholder mig, han underholder fansene, og han lever op til vores værdier, sagde Rösler tilbage i efteråret 2024 til KSDH.dk.

Foto: Kronborgfotos

For Jacob Andersen var der heldigvis mange folk omkring ham til at løfte humøret og hjælpe ham igennem de svære tider, da det gik galt.

– Det har været utroligt hårdt. Især de første par måneder, hvor jeg var inden for i gym, mens de andre var på banen, fortæller han.

– Da jeg først begyndte at kunne træne lidt med og være med på græs, så begyndte tiden egentlig at gå hurtigt, og der har ikke været de store ting i forhold til setbacks med kroppen. Det hele har egentlig fulgt planen, selvom det har været en hård tid, siger Andersen, som har kontrakt med AGF til sommeren 2028.

Han fik debut for AGF i foråret 2021, men blev allerede hentet til Fredensvang fra samarbejdsklubben Galten FS for over 11 år siden. Siden sommeren 2023 har han været en fast del af seniortruppen. Han har med andre ord et stærkt bånd til alle i- og omkring klubben.

– Det har været hårdt mentalt, men jeg har haft nogle rigtigt gode folk omkring mig med familie, holdkammerater, stab, fansene og det hele, så det har gjort det en del nemmere for mig at tackle, fortæller den 22-årige wingback.

Jacob Andersen i kamp mod Brøndby IF.
Foto: Kronborgfotos

Grønt lys

Nu er ventetiden ved at være ovre. Jacob Andersen knokler løs på lige fod med holdkammeraterne på Fredensvang. Smadrer ind i tacklinger, råber og dirigerer. Ligner igen en mand, der kan gøre sig til på Danmarks bedste fodboldhold.

– Jeg har haft en fin snak med Jakob Poulsen om situationen. Det kan være når som helst. Jeg er på lige fod med alle andre nu, og der er givet grønt lys, så mit mål er bare at træne godt og vise mig frem. Det er sådan, jeg bedst muligt kan komme med, fortæller han.

Også cheftræneren bekræfter, at Andersen nu er i spil til at hjælpe Superligamandskabet til succes.

– Det er fedt sat se, at han er, hvor han skal være, og han er på lige fod med de øvrige. Det er fedt, han er tilbage. Det giver endnu flere muligheder, og det er vi jo glade for, siger Jakob Poulsen, som også har Felix Beijmo og Rasmus Carstensen til positionen som højre wingback, mens Tobias Mølgaard og Gift Links også kan bruges på pladsen.

– Jeg håber, at det bliver et godt år for mig, hvor jeg kan holde mig skadesfri, træne godt og udvikle mig. Jeg vil fokusere på de ting, jeg kan bidrage med til holdet, og så skal det hele nok komme, siger Andersen om situationen – og så sender han en hilsen til fansene, der har støttet ham i den svære tid:

– Jeg føler, at fansene har været rigtig gode til at bakke op og støtte mig. Stor cadeau til dem, at de har opmærksomhed på mig, selvom jeg har været ude længe. Det er jeg utroligt glad for, siger Jacob Andersen.

Læs også: Jacob Andersen modtog gave fra AGF-fans: – Det betyder virkelig meget

Jacob Andersen modtog gave fra AGF-fansene.
Foto: KSDH.dk

Et spændende år venter forude. Andersen er tilbage. Med grønt lys fra trænerstaben og lyn i øjnene. Som vi kender ham.

Næste opgave for AGF er søndag i pokalsemifinalen mod FC Midtjylland. Herefter venter Mesterskabsslutspillet, hvor man altså for alvor kan forvente at se Jacob Andersen tilbage i aktion for De Hviie.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle