– Det har været en beslutning, som har taget noget tid at komme frem til, og selvfølgelig også en svær beslutning, for jeg har haft en fremragende tid i AGF, der er en fantastisk klub med enestående fans og en helt særlig relation til byen Aarhus – det så vi, da vi fejrede mesterskabet med så mange mennesker., siger Dalsgaard til AGF.dk.
– Men når jeg lagde alle tingene sammen, kom jeg frem til, at nu var det tid til at sige stop. Min alder og det, at det kræver mere og mere af mig af være der, hvor jeg skal være – kombineret med familien og tiden til den, har spillet ind. Derudover er det et spændende, men også krævende program, som AGF ser ind i med europæisk fodbold i efteråret.
– Og så er jeg også glad for, at jeg i min sidste sæson kunne give mit bidrag til noget stort og historisk i AGF – det er et godt sted for mig at sige tak for denne gang, fortæller Henrik Dalsgaard, der kom til AGF i sommeren 2024 fra FC Midtjylland.
Læs også: CV om Dalsgaard: – Det er en stor spiller, der nu stopper

Dalsgaard nåede at optræde for AaB, Brentford FC, FC Midtjylland, Zulte Waregem og AGF i karrierens løb, mens det også blev til 27 landskampe for Danmark og en VM-slutrunde.
– Jeg er stolt af den karriere, jeg har haft i fodbolden. Og hvis jeg skal være ærlig, har den nok også overgået mine egne forventninger. Jeg har prøvet det meste og fået oplevelser med mig og mødt mange mennesker, som jeg vil værdsætte resten af livet. Og så fik jeg altså lov til at slutte det hele med AGF’s første mesterskab i 40 år – jeg har ikke noget til gode, siger Henrik Dalsgaard.