
Haugen update: Bomber NAC Breda videre mod oprykning i Holland
Mange i Aarhus skriger på nyt blod i AGF’s angreb. Men hvad hvis vi fortalte jer, at AGF faktisk har en tilsyneladende semivarm angriber på kontrakt? Han spiller bare ikke for AGF for tiden.
Ja, navnet er selvfølgelig Sigurd Haugen. Udlejet til NAC Breda i den næstbedste hollandske række og afskrevet af mange i Smilets By som “vejet og fundet for let”. Men kan han være et bud på en forstærkning til offensiven i næste sæson?
Haugen blev som bekendt udlejet til NAC Breda i denne sæson, hvor han indtil videre har spillet 30 kampe, scoret otte mål og lavet to assists.
I alt er Haugen noteret for 1655 spilleminutter for NAC Breda, og i tørre tal betyder det ét mål for hvert 206. spilleminut. Ikke just den bragende succes vi alle havde håbet den norske AGF-angriber ville få i Holland.
Opblomstring og succes for Haugen i Holland
Den bedste periode i NAC Breda havde Haugen indtil nu tilbage i november/december, hvor han lavede fire mål i tre kampe. Siden fulgte en lang periode, hvor Haugen mest blev brugt sporadisk som indskifter og i fem kampe slet ikke kom i aktion fra bænken.
Men nu peger pilen for alvor i den rigtige retning for humørbomben fra Haugesund. Haugen er nemlig begyndt at få mere spilletid og lave vigtige mål for sin hollandske arbejdsgiver, mål som har været stærkt medvirkende til at NAC Breda fortsat banker på til en oprykning til Æresdivisionen.
I 37. og næstsidste spillerunde spillede NAC Breda nemlig en vigtig hjemmekamp på Rat Verlegh Stadion mod ADO Den Haag. Hurtigt kom NAC Breda bagud med 0-2 og jagtede forgæves mål i over en time. Men så erstattede cheftræner Jean-Paul van Gastel islændingen Elias Mar Omarsson med nordmanden Sigurd Haugen, som ellers ikke havde fået meget spilletid på det seneste. Og det gav hurtigt pote.
Først var Haugen en brik i opspillet til 1-2 reduceringsmålet, og kort før tid stod Haugen så helt fri i boksen og kunne sende en udligning i nettet til stor jubel for de godt 17.000 tilskuere.
Se Haugen bane vejen til det vigtige point mod ADO Den Haag her:
I runden efter – sidste spillerunde – var Sigurd Haugen så tilbage i startopstillingen, men kom ikke på tavlen da NAC Breda skuffende kun fik 1-1 ude mod Oss fra den tunge ende af tabellen. Men de to point i de to sidste spillerunder var nok til, at NAC Breda lige nøjagtigt tog 8. pladsen og dermed fik adgang til oprykningsplayoffs.
To mål og en assist i samlet 8-1 sejr
I playoffs’ første opgave ventede Roda JC som kun havde glippet direkte oprykning til den bedste række på en dårligere målscore end Groningen. På papiret var Roda JC en svær opgave for Haugen og Co., men opgaven skulle vise sig alt andet end problematisk.
Det første af to playoff-opgør vandt Breda med 3-1 hjemme, hvor Sigurd Haugen med højrefoden åbnede scoringen efter 16 minutter og dermed banede vejen for en vigtig hjemmesejr.
Se Haugens 1-0 mål mod Roda JC her:
I returopgøret fire dage senere kollapsede Roda JC totalt og blev rundbarberet af Haugen og Co. som sejrede med hele 5-0 på Parkstad Limburg Stadion i Kerkrade.
I returkampen spillede Haugen igen en rolle, da han med en assist i det 44. minut var med til at sikre en 1-0 føring til NAC Breda i pausen. I anden halvleg blev Roda JC kørt helt over med yderligere fire scoring af NAC Breda-mandskabet, hvor Haugen lukkede og slukkede med et hovedstød fra tæt hold med et kvarter igen.
Se Haugens 5-0 mål mod Roda JC her:
Med tre mål og en assist i de fire seneste kampe, er Sigurd Haugen naturligvis ikke blevet en mindre populær mand hos NAC Bredas fans.
De hollandske fans har også en helt særlig sang om flere mål fra Sigurd Haugen til tonerne fra Ottawans 1981 hitklassiker “Hands Up (Give me your heart)”.
Hør NAC Breda-fansenes Sigurd Haugen sang her:
Den næste opgave for Sigurd Haugen og NAC Breda bliver to playoff-semifinaler mod FC Emmen d. 21. og 25. maj.
FC Emmen sluttede nr. 7 i ligaen med kun ét point flere end NAC Breda, så på papiret er der måske gode chancer for mere Haugen-succes i det hollandske – inden han som udgangspunkt vender hjem til Aarhus og AGF efter sommerferien.
Flere AGF Nyheder
-
Rösler om Wahlstedt: – Han er på vej til at blive skarpere
-
Sölvi Stefánsson: En forsvarsvulkan er klar til at gå i udbrud
-
Talentchefen tager temperaturen på AGF’s akademi: – Vi er kommet godt fra land
-
Yakob efter comeback: – Jeg bliver lidt rørt
-
AGF – AaB: Kevin Yakob returnerede i tæt testkamp mod nordjyderne
-
Blog: Hvad er AGF’s idealopstilling?
-
Kampprogram slutspil 2025: Se AGF’s kampe i Mesterskabsspillet
-
Reportage: Chokerende nedtur i Nørreskoven
-
Vejle BK – AGF: Spillerpræstationer og kampens spiller
-
Flere hviie talenter på ungdomslandsholdene