Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

Gustav Schjøtt i Bologna: Man er virkelig ny, når man tager så langt væk hjemmefra


| Jonas Roulund |

Unge Gustav Schjøtt skiftede med øjeblikkelig virkning fra AGF til Bologna F.C. på januartransfervinduets sidste dag. KSDH.dk har taget en snak med den nu 17-årige forsvarsspiller om oplevelserne i det fodboldgale støvleland.

AGF har fået hul igennem til Italien.

Sportschef, Stig Inge Bjørnebye, har således både sendt Yann Bisseck og Thomas ‘TK’ Kristensen afsted sydpå, og i januar røg unge Gustav Schjøtt samme vej, da Bologna stod klar med en kontrakt.

Han blev dermed endnu en i rækken af unge mænd, der tog til udlandet efter at have fået sin fodbolduddannelse på Fredensvang. Mikkel Markdal (PSV) og Adam Daghim (Red Bull Salzburg) kan også nævnes her.

Adam Daghim
Foto: Matti Kronborg

Nu fortæller forsvarsspilleren lidt om sine første oplevelser sydpå.

Brændte banen af

Schjøtt var for de fleste AGF-fans et ukendt navn, indtil Serie A-klubben, Bologna, pludselig blev kædet sammen med midterforsvareren.

Han nåede nemlig kun at træne sporadisk med Superligaholdet, mens han til gengæld har vist sig flot frem på AGF’s ungdomshold, hvor det blandt andet blev til 14 kampe for U19-holdet.

De præstationer gjorde, at en prøvetræning kom i stand sydpå – og den gik ganske godt.

— Jeg var til en prøvetræning hernede i december, hvorefter jeg fik at vide, at jeg havde brændt banen af. Herefter var det op til klubberne at blive enige, fortæller forsvarsspilleren til KSDH.dk.

Gustav Schjøtt med bolden.
Foto: Kronborgfotos

Han har brugt den første tid i Italien på at falde til og lære sine nye holdkammerater at kende.

—Den første tid hernede har været virkelig fed. Jeg bor på et akademi med Bologna-fodboldspillere og almindelige studerende. Vi træner normalt alle ugens dage afhængig af kamp i weekenden og har cirka to dage om ugen med dobbelt træningspas, siger Schjøtt, der har meget at lære efter sit udlandsskifte.

—Jeg skal først og fremmest have lært sproget og fodboldsproget. Derudover skal jeg selvfølgelig have lært klubben og spilsystemet ordentligt at kende. Man er virkelig ny, når man tager så langt væk hjemmefra, fortæller forsvarsspilleren.

Transfersummen for Schjøtt er endnu ikke offentliggjort, men ifølge KSDH.dk’s oplysninger ligger prisen i omegnen er 200.000 euro, svarende til 1,5 millioner kroner for den unge mand, der havde fem måneder tilbage af sin kontrakt i Aarhus.

U19-spillerne jubler over en scoring.
Foto: Kronborgfotos

En drøm at komme til udlandet

Schjøtt startede fodboldlivet i samarbejdsklubben HEI, inden turen gik til Randers Freja, hvorfra han blev hentet til AGF som U13-spiller. Han ser nu tilbage på en god tid i den hvide trøje.

— Min tid i AGF har været rigtig god, og jeg har haft mange dygtige mennesker omkring mig helt siden U13. Alt i alt har det bare været en god tid, hvor jeg har lært en helt masse, fortæller forsvarstalentet, som stadig bærer AGF i hjertet.

—Jeg tror altid, AGF vil fylde noget, da jeg har haft min daglige gang derude i fire og et halvt år, så det er klart noget, der vil fylde, siger Schjøtt.

Foto: Kronborgfotos

Han har fået otte U16-landskampe på CV’et, der kom under tiden i AGF. Noget, der nok også har hjulpet på at få opmærksomhed helt fra Italien.

—Det har altid været en drøm at komme til udlandet, så det er selvfølgelig fedt, at det er lykkes nu – og så til en stor italiensk klub som Bologna, der også er en fantastisk by, fortæller forsvarstalentet.

Han runder vores interview af med en lille hilsen til de mange, der har været med til at præge karrieren indtil nu.

—Jeg kommer helt sikkert til at tænke smilende tilbage på Zimling, Wendelbo, hele den fysiske stab, dem omkring Superligaen, der tog godt imod mig, da jeg trænede med dem og selvfølgelig alle de andre trænere, jeg har haft gennem tiden, siger Gustav Schjøtt.

Både Bolognas Serie A- og U17-hold indtager en øjeblikkelig 4. plads i deres respektive rækker, så der ligger megen god topfodbold forude for den tidligere AGF’er.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle