Foto: Kronborgfotos

FC Nordsjælland – AGF: Spillerkarakterer og MOTM



AGF gæstede mandag aften FC Nordsjælland på Right to Dream Park. En total ydmygelse af AGF, der blev sendt hjem med et 7-2 nederlag. Her er KSDH.dk’s kåring af kampens spiller samt spillerkarakterer.

AGF kom ind til kampen uden nederlag på Sjælland i indeværende sæson. Det blev der i den grad lavet om på mandag aften, der endte 7-2 til FC Nordsjælland i en kamp, hvor AGF aldrig rigtig mødte op.

AGF er nu 11 point efter FC Nordsjælland på tredjepladsen, og forhåbningerne om et resultat i Superligaen er efterhånden minimale.

I facebook gruppen “KSDH – gruppen for AGF fans” har Patrick Mortensen taget titlen som kampens spiller med 80 procent af stemmerne. Bailey Peacock-Farrell ender som to’er i afstemningen med otte procent. Han efterfølges af Gift Links med 4 procent.

FC Nordsjælland spiller mod AGF på Right to Dream Park.
Foto: KSDH.dk

AGF-spillernes karakterer mod FC Nordsjælland

Herunder ses karakterer til AGF-spillerne i opgøret mellem AGF og FC Nordsjælland. Vi benytter skalaen 1-5 til vores bedømmelse. Se uddybning af karakterskalaen nederst.

Bailey Peacock-Farrell
Karakter: 1
Den nordirske landholdsmålmand har været sikkerheden selv det meste af foråret, men måtte mandag aften hente bolden ud af målnettet hele syv gange. Han var prisgivet ved flere af scoringerne, men virkede rystet og ved siden af sig selv det meste af kampen.

Michael Akoto
Karakter: 1
Akoto har ligesom Knoester været hårdt præget af skader, men man troede, at han nu endelig var ved at finde formen igen. Desværre stod tyskeren ikke en chance mod nordsjællændernes hurtige boldomgang. Han var alt for nem at afdrible og lignede mest af alt en statist i et FC Nordsjælland show. Til hans forsvar stod han overfor nogle af de mest formstærke spillere i ligaen pt. Positivt, at han leverer en flot assist til Mortensens andet mål.

Frederik Tingager
Karakter: 1
En usædvanlig sløset præstation af den ellers sikre midtstopper, der ligesom resten af forsvaret haltede efter i store dele af kampen. Det kom især til syne på dødbolde, hvor Tingager aldrig ragede op, som han plejer.

Mats Knoester
Karakter: 1
Efter en længerevarende skadesperiode i efteråret er Knoester kommet fint tilbage med flere flotte aktioner i Superligaen og pokalturneringen. Mandag aften hører dog ikke til i den kategori. Hollænderen var ligeså nem at spille forbi, som resten af holdkammeraterne på kunstgræsset i Farum.

Jacob Andersen
Karakter: 1
En uheldig dag for Jacob Andersen, der var tilbage i startopstillingen for byens hold. Desværre nåede han både at blive noteret for et selvmål og begik efterfølgende også et kluntet straffespark.

Magnus Knudsen
Karakter: 1
Nordmandens indsats bestod primært af løbearbejde, da han heller aldrig fandt fodfæste på kunstgræsset. En sløj indsats af Knudsen, der ligesom resten holdkammeraterne virkede ved siden af sig selv.

Mads Emil Madsen
Karakter: 1
Det blev aldrig i kamp for midtbanespilleren. AGF var sjældent på bolden, og når de var, så det ikke godt ud. Men cadeau til Madsen for i det mindste at prøve. Det fine opspil fra de seneste kampe var ikke blevet taget med til Farum, og defensivt var han ligeså nem at spille udenom som resten af holdet.

Gift Links
Karakter: 1
Links har spillende blændende på det seneste og scorede i begge pokalsemifinaler mod netop FC Nordsjælland. Helt så godt gik det ikke for sydafrikaneren, der ikke kunne følge med FC Nordsjællands hurtige boldomgang. Han nåede dog at sende en flot aflevering ind i panden på Patrick Mortensen, der kunne udligne til 1-1, inden AGF kollapsede.

Mikael Anderson
Karakter: 1
I første halvleg viste islændingen trods alt lidt energi, men efter pausen kom der ikke meget fra Anderson, der i stedet fik uddelt et møgfald til holdkammerat Peter Bjur, der mistede bolden, hvorefter FC Nordsjælland scorede.

Mikkel Duelund
Karakter: 1
Det var hårde arbejdsbetingelser for den kreative midtbanespiller, der aldrig fik sat sit præg på kampen. Når han endelig fik bolden endte det som regel i boldtab, og defensivt var han ikke til den store hjælp.

Patrick Mortensen
Karakter: 3↓
To flotte hovedstødsscoringer af AGF-kaptajnen, der nu indtager førstepladsen på Superligaens topscorerliste 12 scoringer. Det eneste positive at tage med fra en frygtelig kamp i Farum. Må dog også tage sin del af ansvaret for den svigtende defensiv, hvor der blandt andet blev scoret på to dødbolde.

Indskiftere

Eric Kahl (Ind: 64)
Karakter: 1
Svenskeren var mandag aften placeret på bænken efter at have spillet fuldtid i seneste kamp mod Brøndby. Fik en lille halvtime på banen, men kunne heller ikke sætte sig igennem defensivt.

Peter Bjur (Ind: 64)
Karakter: 1
Ikke nogen nem kamp at komme ind til, og Bjur kom heller aldrig til at gøre en forskel.

Tobias Bach (Ind: 64)
Karakter: 1
Svære arbejdsbetingelser for indskifterne, men energien var som suget ud af AGF-spillerne, og heller ikke indskifterne lignede nogen, der prøvede.

Julius Beck (Ind: 64)
Karakter: 1
Bagud 5-1, da den unge midtbanespiller blev sat på banen. Fik lidt minutter i benene, men ikke en kamp Julius Beck ligefrem kunne tanke selvtillid på.

Janni Serra (Ind: 85)
Karakter: UB
Angriberen nåede ikke at sætte sit præg på kampen.

Trænerkarakter

Uwe Rösler
Karakter: 1
En jammerlig indsats af Röslers mandskab, der virkede modvillige og uden nogen form for tro på tingene. Selvom man fik udlignet til 1-1 i første halvleg, var det som om spillerne på forhånd havde kastet håndklædet i ringen. Selvom der ikke er meget at spille for i Superligaen, kan et resultat som dette have konsekvenser for spillernes selvtillid inden pokalfinalen den 9. maj, og det skal der rettes op på, når AGF tørner sammen med FC København.

Karakterskala

1. Den elendige præstation – Uacceptabelt, sløjt niveau, hvor intet fungerede.

2. Den utilstrækkelige præstation – Fik sat enkelte gode ting sammen, men spillede generelt en dårlig kamp. Ikke godkendt.

3. Godkendt uden at imponere – En kamp på det jævne, med både positive og negative ting at sige om præstationen.

4. Den gode præstation – En flot kamp, hvor spillerens kerneopgaver blev løst med få fejl og mangler.

5. Den fremragende præstation – Sublim kamp, hvor spilleren stort set ikke satte en fod forkert.

© KSDH.dk. Alle rettigheder forbeholdes.