Skip to main content


FC Nordsjælland – AGF optakt: Kan den ubesejrede stime i Farum fortsætte?



AGF drager mandag til Sjælland, hvor FC Nordsjælland skal besejres i Superligaens 26. spillerunde. En kamp med afgørende betydning for resten af AGF’s mesterskabsspil. 

Kampfakta: FC Nordsjælland – AGF

Spilletidspunkt: Mandag den 22. april klokken 19:00

Spillested: Right to Dream Park, Idrætsvænget 2, 3520 Farum.

Dommer: Chrysovalantis Theouli (Linjedommere: Marios Kalogerou og Lambrou Lambros).

VAR dommer: Jakob Alexander Sundberg (AVAR: Kasper Madsen).

Følg kampen her: X: AGFFodbold TV: TV3 Sport og Viaplay.

Hashtags: #fcnagf #sldk #ksdh #ultratwitteragf

Der venter en gentagelse af pokalsemifinalen, når AGF mandag aften tørner sammen med FC Nordsjælland. Begge mandskaber skal ud at jagte tre point. FC Nordsjælland har for alvor spillet sig ind i medaljekampen og kan med tre point vriste tredjepladsen fra FC København. AGF derimod har hårdt brug for en sejr, hvis de igen skal have håb om medaljer i indeværende sæson, og det er der sådan set fine muligheder for mandag aften i Farum.

AGF fans i Farum
Foto: Matti Kronborg

Indbyrdes kampe

AGF har ikke tabt på Right to Dream Park siden april 2021 og er i indeværende sæson stadig ubesejret i kampe spillet på Sjælland, hvilket er skøn læsning, da både FCN og FCK venter i de næste udekampe. Det er aldrig blevet til et nederlag i Farum for cheftræner Uwe Rösler, der er ubesejret i det nordsjællandske, så tyskeren har vist, at han har styr på teenagerne.

FC Nordsjælland indtager Superligaens fjerdeplads med 46 point, mens AGF ligger på femtepladsen med 38 point. En sejr i Farum mandag aften kan dermed have stor betydning for resten af sæsonen. Taber AGF er der langt til håbet om medaljer, men tager man derimod de tre point i Farum er medaljerne ikke uden for rækkevidde.

De seneste fem indbyrdes opgør er det lykkedes AGF at hente to sejre, to uafgjorte og et enkelt nederlag. Seneste Superligaopgør mod nordsjællænderne i Farum endte 0-0, men siden da har AGF jo slået dem to gange i pokalsemifinalen herunder en 3-2 sejr på Right to Dream Park.

Status på AGF

Vi kan lære af FC Nordsjælland, der ligesom AGF så ud til at være havnet i Superligaens ingenmandsland uden rigtig at have noget at spille for. Det har de på tre kampe vendt godt og grundigt om på og ligger nu på en delt tredjeplads.

Hvis AGF igen skal inden for i mesterskabsspillet og være med i kampen om medaljer er der gode muligheder for tre point mandag aften Farum. Statistikkerne taler for AGF, og selvtilliden er blevet tanket godt op efter man sikrede en plads i pokalfinalen.

Skaderne holder dog stadig store profiler som Mølgaard, Yakob, Beijmo og Poulsen ude, mens Jonas Jensen-Abbew og Frederik Brandhof meldes tvivlsomme til mandagens kamp. Til gengæld er Frederik Tingager tilbage på fuldt blus. Poulsen meddeler til KSDH.dk, at det ikke er læggen, han døjer med, men at det er efterveerne efter det skrald, han fik af Jeppe Tverskov i den første pokalsemifinale mod FCN. Han forventer først at være en del af truppen til kampen mod FCK.

Andre spillere er til gengæld trådt i karakter og vist, at det ikke nødvendigvis er et problem. Senest fik AGF sikret det ene point hjemme mod Brøndby efter en sen udligning af Patrick Mortensen. De tidligere problemer med ikke at kunne score i åbent spil føles langt væk.

Patrick Mortensen i jubel efter scoring mod Brøndby IF.
Foto: Kronborgfotos

Frederik Tingager var for første gang i sæsonen, ikke med i startopstillingen for AGF i 2-2 kampen mod Brøndby IF. Midtstopperen var allerede et spørgsmålstegn inden den afgørende pokalfinalen, som han dog spillede. Men mod Brøndby kom han altså aldrig i spil, og spørgsmålet er om han er klar til kampen mod FC Nordsjælland. Mon ikke han bliver sparet endnu en gang i bestræbelserne på at få ham 100 % klar til pokalfinalen?

Status på FC Nordsjælland

FC Nordsjælland kommer ind til kampen, som det mest formstærke hold i Superligaen. Tre sejre ud af af tre mulige i mesterskabsspillet, hvor både FC København og FC Midtjylland er blevet besejret. I seneste opgør var det så Silkeborgs tur, der måtte se sig besejret, da de hjemme tabte 1-0 til tigrene fra Farum.

Selvom FC Nordsjælland nu igen er med i kampen om medaljer må den braste drøm om pokalfinale stadig sidde i dem, og mon ikke de står klar til at tage hævn på AGF.

FC Nordsjællands nyeste stjerneskud Ibrahim Osman, der til sommer skifter FCN og Superligaen ud med Brighton og Premier League, var ikke med i seneste opgør mod Silkeborg IF grundet en mindre skade. Desværre for AGF forventes den hurtige kantspiller klar til opgøret på mandag. Samtidige er Oliver Villadsen tilbage fra karantæne, så man må forvente et stærkere udtryk fra medaljekandidaterne mandag aften, end det vi så på Ceres Park forleden.

Dem skal vi holde øje med

AGF:

Det offensive spil var til tider sprudlende i det seneste opgør mod Brøndby IF, og to flotte scoringer skabt i åbent spil var med til at sikre det ene point i en kamp, hvor det langt hen af vejen lignede en Brøndby-sejr.

Det var også en kamp, hvor Mikkel Duelund endelig var med fra start. Det er tydeligt at se, at hans niveau rækker til mere end Superligaen. Desværre for Duelund og AGF er han ofte at finde på skadeslisten, men hvis han kan holde sig skadesfri frem mod pokalfinalen, kan han blive en afgørende faktor for AGF.

Mikkel Duelund spiller kamp i regnvejr.
Foto: Kronborgfotos

FC Nordsjælland: 

Nordsjællænderne har mange offensive kræfter, der skal dæmmes op for, hvis det skal lykkes AGF at tage tre point med hjem til Aarhus. Marcus Ingvartsen har scoret to mål i de seneste tre Superligakampe og ligger godt til på topscorerlisten med 9 mål. Et enkelt mål færre end AGF-topscorer Patrick Mortensen. Seneste FC Nordsjælland-kamp var det dog målmand Andreas Hansen, der blev nordsjællændernes redningsmand med flere flotte redninger, der i sidste ende sikrede tre point.

Karantæner og skader

Karantæner:

AGF: Tobias Anker (Karantænefare: Gift Links).

FC Nordsjælland: Ingen. (Karantænefare: Jeppe Tverskov).

Skader

AGF: Kevin Yakob, Tobias Mølgaard, Felix Beijmo, Nicolai Poulsen, Frederik Brandhof (Tvivlsom), Jonas Jensen-Abbew (Tvivlsom).

FC Nordsjælland: Benjamin Nygren.

Bud på startopstillinger

AGF (3-4-2-1): Peacock-Farrell – Akoto, Tingager, Knoester – Kahl, Knudsen, Madsen, Links – Duelund, Anderson – Mortensen.

FCN (4-3-3) A. Hansen – Villadsen, K. Hansen, Nagalo, Frese – M. Hansen, Tverskov, Svensson – Osman, Ingvartsen, Schjelderup.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle