
FC Midtjylland – AGF: En test af karakterstyrke
Fodboldens ånd er, at alting går videre, og selvom pokalfinalenederlaget stadig sad tungt i både fans og spillere, så skulle AGF i dag i kamp igen. Denne gang mod FC Midtjylland, der kæmper med om det danske mesterskab.
Der var ikke mange, der havde overskud, energi, tid og planer om at tage turen fra Aarhus til Herning søndag aften, men Superligakampen mellem FCM og AGF skulle jo afvikles, og så var det spændende, om holdet kunne rejse sig på ny mod et hjemmehold, der havde alt at spille for i kampen for medaljer.
Kampens forløb
De rødklædte GF’ere kom egentligt fint fra start med den velkendte gode organisation, der holdt hjemmeholdet fra chancer i de første 20 minutter.
Men så gik det galt på pinlig vis. Et simpelt indlæg skulle bare gribes af Bailey Peacock-Farrell, der dog blev ramt af Poulsen og tabte bolden ud i fødderne på Cho, som nemt kunne pakke gaven op og trille bolden i mål. Ikke lige den oprejsningspræstation man havde håbet på.
Ondt blev værre 10 minutter senere, da Mads Bech Sørensen kom fri og prikkede midtjyderne på 2-0. En lang bold fra Lössl blev sendt videre af Cho. I duellen med Tingager var Mads Bech skarpest, og så var føringen fordoblet. To chancer – to mål.
AGF-samling på midten, rundbordssnak, og så gik spillet videre igen.

Samtalen hjalp dog ikke på situationen, og der skulle kun gå et par minutter, inden Peacock-Farrell måtte diske op med en god redning for at holde ro på måltavlen. Det hele så særdeles svært ud, måtte vi sande.
Lige før pausen var der så alligevel fornyet håb, da Kahl sendte et frispark ind i fødderne på skarpe Anker, som havde erstattet forstrækningsplagede Knoester, og han svigtede ikke! 2-1 efter et grundigt VAR-check, og så var der pause med en bedre smag i munden, trods alt.

2. halvleg
Efter pausen blev vi vidne til lidt af en rodebutik, men det passer jo som regel AGF ganske godt.
Men midtjyderne kan også rode, og da indskiftede Mads Emil mistede bolden på midten, røg Franculino pludselig afsted i en omstilling. Fra kort distance fyrede han bolden på stolpen, og AGF’erne kunne ånde lettede op. Godt, at midtjyderne ikke valgte at vise mesterskabsklasse i den situation.
Herefter begyndte AGF’erne faktisk en habil periode af kampen, som varede frem til det 77. minut. I disse ti minutter var der okay boldomgang, mere gå-på-mod og optræk til chancer. Men det var nu alligevel midtjyderne, der for alvor kom tæt på en scoring. Med knap et kvarter igen tyrede Cho bolden på stolpen efter et frækt hæloplæg fra Osorio. Bolden hoppede ud til Franculino, der dog ikke kunne nå at reagere, og bolden hoppede over mål. Fortsat 2-1 efter 77 minutter.
Mod slutningen lykkedes det faktisk igen AGF at lægge tryk på hjemmeholdet, og Gift Links kom blandt andet til en afslutning, mens et frispark var ganske tæt på at give gevinst efter indlæg fra sydafrikaneren, men ind ville bolden ikke, og så sluttede det hele med endnu et nederlag til De Hviie.
Men trods alt efter en indsats, man kunne være bekendt.
Hvad vi lærte
Der er lang tid til næste sæson…Uha, det ser sort ud i AGF for tiden. Alt har været lagt an på en pokaltitel i den seneste måned. Den mission lykkedes ikke, og nu ser det meget svært ud at hive spillerne op til at udvikle og spille positiv fodbold i den resterende del af sæsonen. Her venter Silkeborg, FCK og Brøndby i de kommende uger…
Er Anker svaret på AGF’s offensive problemer? Altså han er jo indkøbt som en udviklingsspiller til forsvaret, men nu har unge Anker altså leveret to flotte mål med usvigelig sikkerhed i AGF-trøjen, og når nu det halter med svar i den hviie offensiv, så begynder man da at tænke, at Ankeret skal omskoles til angriber…
Kampfakta:
Spillested: MCH Arena, Kaj Zartows Vej 5, 7400 Herning.
Resultat: 2-1
24: Cho Gue-sung (FCM)
32: Mads Bech Sørensen (FCM)
45+1: Tobias Anker (AGF)
Gult kort: Emiliano Martínez (FCM), Valdemar Byskov (FCM).
Opstillinger:
FCM (4-4-2): Lössl – Dalsgaard, Ingason, Bech, Paulinho (66: Bak) – Osorio (79: Byskov), Sørensen, Martínez (59: Gigovic), Charles (60: Simsir) – Cho, Djú (79: Juninho).
AGF (3-4-2-1): Peacock-Farrell – Beijmo, Tingager, Knoester (33: Anker) – Andersen (61: Links), Poulsen (76: Knudsen), Brandhof (61: Madsen), Kahl (76: Bach) – Anderson, Bech – Mortensen.
Flere AGF Nyheder
-
Rösler om Wahlstedt: – Han er på vej til at blive skarpere
-
Sölvi Stefánsson: En forsvarsvulkan er klar til at gå i udbrud
-
Talentchefen tager temperaturen på AGF’s akademi: – Vi er kommet godt fra land
-
Yakob efter comeback: – Jeg bliver lidt rørt
-
AGF – AaB: Kevin Yakob returnerede i tæt testkamp mod nordjyderne
-
Blog: Hvad er AGF’s idealopstilling?
-
Kampprogram slutspil 2025: Se AGF’s kampe i Mesterskabsspillet
-
Reportage: Chokerende nedtur i Nørreskoven
-
Vejle BK – AGF: Spillerpræstationer og kampens spiller
-
Flere hviie talenter på ungdomslandsholdene