Skip to main content


FC København – AGF optakt: Påskepres i Parken



AGF skal rejse sig fra nederlaget i Randers, når De Hviie anden påskedag drager mod hovedstaden, hvor Parken og FC København venter. En enormt stor udfordring ligger for Röslers fødder – kan skuden vendes mod de notorisk stærke københavnere?

Kampfakta FC København – AGF

Spilletidspunkt: Mandag den 21. april klokken 18:00.

Spillested: Parken, Per Henrik Lings Alle 2, 2100 København Ø.

Dommer: Jakob Alexander Sundberg (Linjedommere: Deniz Yurkadul og Victor Skytte).

VAR-dommer: Jonas Hansen (AVAR: Amir Sabic).

Følg kampen her: TV3+ og Viaplay

Hashtags: #fckagf #sldk #ultratwitteragf #ksdh

Det tætte påskeprogram fortsætter anden påskedag, hvor AGF drager til hovedstaden for at spille mod FC København. Det er første af to opgør mod FCK, som også er modstanderen når AGF igen vender tilbage til Ceres Park Vejlby den 27. april. AGF har i den grad brug for en sejr, hvis de ikke skal ende i mesterskabsspillets ingenmandsland, som vi tidligere har set. Selvom det på papiret er en svær kamp, er det ikke nogen umulig opgave, og vi skal kun tilbage til december 2023 for at finde seneste AGF-sejr i Parken.

Foto: Matti Kronborg

Indbyrdes kampe

Både AGF og FC København kommer med nederlag i bagagen, når de to klubber mødes i Parken anden påskedag. FC København har tabt to vigtige kampe mod FC Midtjylland og Brøndby IF. AGF er uden sejr i tre kampe og blev senest sent hjem på røv og albuer i Randers.

Senest de to klubber tørnede sammen var på Ceres Park i Aarhus den 10. november 2024. Her stod Henrik Dalsgaard for AGF’ernes eneste scoring i en kamp der endte 1-1. Inden da havde de to hvidklædte mandskaber spillede 3-2 hele tre gange i træk.

Sidste gang AGF var på besøg i hovedstaden tabte man 3-2. De Hviie gik ellers til pause med en 2-1 føring på scoringer af Tobias Bech og Mads Emil Madsen, men AGF’erne måtte se sig slået efter to sene scoringer af københavnerne.

De seneste fem indbyrdes opgør tegner et jævnbyrdigt billede mellem de to klubber. Her er det blevet til to AGF sejre, to FCK sejre og en enkelt uafgjort. Sammenlagt er det dog FC København der har flest sejre. De to mandskaber har mødt hinanden 92 gange, hvor FC København har vundet 45 af dem mens AGF har vundet 20 af opgørene.

Og så må vi selvfølgelig ikke glemme verdens første kamp på Ceres Park Vejlby, som blev 4-3 i den uofficielle åbning i februar – en storslået og elektrisk oplevelse, som vi kan håbe genskabes mandag aften.

Status på FC København

På trods af to nederlag i streg til de nærmeste konkurrenter, er guldkampen i Superligaen stadig meget åben. FC København kommer med to nederlag i bagagen. Først et derbynederlag til Brøndby IF efterfulgt af et 4-2 nederlag i Herning. Alligevel indtager løverne Superligaens andenplads med kun to point op til FC Midtjylland på førstepladsen.

FC København er uden tidligere AGF’er Kevin Diks, der måtte udgå med en skade i derbynederlaget mod Brøndby IF. Siden Kevin Diks forlod AGF har han været en fast mand i københavnernes startellever og vigtig spiller, der kan flyttes rundt på forskellige positioner. Uden Kevin Diks mangler FCK både sikkerhed og stabilitet i forsvaret, og det kan komme AGF til fordel.

Foto: Hjørringgaard Photo

Ligesom FCK må undvære Kevin Diks, er de også uden nytilkomne førstemålmand Diant Ramaj, der tabte hovedet efter nederlaget til Brøndby IF. Det er formentlig engelske Nathan Trott der bliver placeret mellem stængerne for FC København.

Forhåbentligt kan de mange rotationer blive AGF’s vej til point i Parken.

Status på AGF

Det er ikke et formstærkt AGF-mandskab der drager til hovedstaden anden påskedag. På de sidste fem kampe er det kun lykkes AGF at hente fire point. Tre af kampene er blevet tabt, ni mål er blevet indkasseret og den stærke defensiv der tidligere på sæsonen kendetegnede AGF er forsvundet.

Nu venter to svære kampe mod et FCK-mandskab, der kæmper en tæt og hård kamp om guldet. Energien fra kampen i Randers skal være helt anderledes, hvis AGF skal gøre sig forhåbninger om point i parken.

Foto: Kronborgfotos

AGF er dog stadig et af de bedst forsvarende hold i Superligaen og lukker i gennemsnit 1,1 mål ind per kamp. Samtidig er aarhusianerne også det hold i Superligaen, der har haft flest store målchancer – men som det er blevet tydeligt her i foråret, så mangler skarpheden i begge felter, og man må håbe på et energisk svar på tiltale efter de seneste sløve præstationer.

Der er derfor ingen grund til at pakke håbene om medaljer væk endnu. Mesterskabsspillet er stadig utroligt tæt, men det kræver point i kampen mod FC København og allerhelst en sejr, hvis medaljerne stadig skal være inden for rækkevidde på den anden side af påsken.

Mikael Anderson dribler mod FCK.
Foto: Kronborgfotos

Dem skal vi holde øje med

FCK: Mohamed Elyounoussi er Superligaens bedst betalte mand, og det er der bestemt en grund til. Normanden, der kom til FC København fra Southampton og Premier League, har i indeværende sæson stået for otte af københavnernes scoringer, mens han også har lagt op til seks. Det er bedre end bedre end nogen anden FCK’er, og gør Mohamed Elyounoussi til topscorer for hovedstadsklubben. Mohamed Elyounoussi scorede da også i FCK’ernes seneste opgør, hvor de dog endte med at tabe 4-2.

AGF: Selvom fik en ordentlig lussing i Randers, lykkedes det selvfølgelig Patrick Mortensen at score sit 19. sæsonmål. Han er blot en enkelt scoring fra at tangere Thomas Thorningers 20 sæsonmål i 1995/96 sæsonen, og med to scoringer bliver han den AGF’er med flest mål på en sæson i Superligaen. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at det er Mortensen der skal sættes i scene i Parken hvis AGF skal have en sejr med hjem til Aarhus.

Patrick Mortensen scorer det første mål nogensinde på Ceres Park Vejlby.
Foto: Kronborgfotos

Karantæner og skader

Karantæner:

FCK: Diant Ramaj og Andreas Cornelius. (Karantænefare: Victor Froholdt og Rodrigo Huescas).

AGF: Ingen. (Karantænefare: Mads Emil Madsen, Mikael Anderson og Tobias Bech).

Skader:

FCK: Birger Meling, Kevin Diks og Nicolai Boilesen.

AGF: Jacob Andersen og Michael Akoto.

Bud på startopstillinger:

FCK (4-3-3): Trott – Huescas, Pereira, Garananga, Lopez – Froholdt, Mattsson, Clem – Larsson, Chiakha, Achouri.

AGF (3-5-2): Hansen – Kahl, Tingager, Mølgaard – Links, Anderson, Poulsen, Madsen, Beijmo – Bech, Mortensen.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle