Skip to main content


Foto: Matti Kronborg

Duelund modtog hadbeskeder: – Jeg håber ikke, jeg ser dig i byen


| Thomas Vedel |

Mikkel Duelund modtog hadbeskeder i kølvandet på AGF’s nederlag til FC Midtjylland for nyligt på Ceres Park. Det afslører han i et nyt interview.

Da AGF tabte med 11 mod 9 til FC Midtjylland skabte det vrede hos mange AGF-fans. Skuffelsen var til at tage og føle på hos de fleste med et bankende AGF-hjerte, og det resulterede bl.a. i pibekoncert efter slutfløjtet, hvor AGF-spillerne troligt stillede op til verbale øretæver foran stemningsafsnittet efter kampen.

Mikkel Duelund spillede en uheldig hovedrolle i nederlaget, da han med en lidt klodset aktion i slutminutterne var medvirkende til, at FC Midtjylland kunne stjæle alle tre point i slutminutterne.

– Jeg laver en fejl, som bliver til flere fejl. Jeg tager for let på tingene i den situation, og de går ned og scorer, fuldstændig uacceptabelt når man er to mand i overtal. Og det var på ingen måde dét, jeg havde brug for efter en lang pause, og jeg vidste godt, at det ikke var godt, det jeg havde præsteret, siger Mikkel Duelund i et interview med Lokalavisen og fortsætter:

– Og af alle modstandere i hele verden, så er Midtjylland den sidste modstander, jeg ønsker at begå den slags fejl imod. Det var en mavepuster og en, der var til at mærke.

Hadbeskeder i indbakken: – Jeg håber ikke, jeg ser dig i byen

Selv om man kan have forståelse for skuffelsen over at tabe med to mand i overtal, og måden hvorpå det skete i overtiden, er det svært at have forståelse for det efterspil der udspillede sig på de sociale medier.

Enkelte gik nemlig langt over stregen, da de skulle placere skyld for nederlaget og have afløb for deres frustrationer, ved at sende hadbeskeder til Mikkel Duelund efter kampen.

– Jeg håber ikke, jeg ser dig i byen, lød bl.a. en af de beskeder, som tikkede ind i Duelunds indbakke på Instagram, fortæller Duelund som også afslører at han modtog op mod 100 vrede beskeder i sin indbakke efter kampen.

Det var selvfølgelig en oplevelse Mikkel Duelund gerne havde været foruden:

– Folk har skrevet det, folk nogle gange skriver, når man kommer til at tage hovedet under armen. Jeg forstår godt, at vores fans var frustreret, og jeg forstår også godt, at vores fans har brug for at komme ud med, hvad de nu har brug for at komme ud med efter sådan en oplevelse. Det er en del af gamet, kan man sige, og det er ikke fordi, jeg som sådan ikke accepterer det, eller går ud og siger, at det vil jeg ikke have, siger han og fortsætter:

– Men det har været en hård uge, og folk har skrevet nogle grimme beskeder til mig, som trods alt ikke er trusler, men som er grimme beskeder.

Opbakning fra holdkammeraterne

Heldigvis er Duelund en voksen mand, en familiefar, som er modnet med alderen og som efterhånden har nok med i rygsækken til at kunne stå imod den slags tåbeligheder.

Derudover fik han masser af opbakning fra holdkammeraterne, fortæller han:

– Alle mine holdkammerater har været enormt gode til at samle mig op, og jeg tror godt, de kunne se, at jeg hang med mulen – specielt dagen efter. De har været exceptionelle til at bakke mig op og sige, at så er vi videre, konstaterer den 26-årige Duelund, som er en ægte Aarhus-dreng, opvokset i Hjortshøj og på leje hos AGF fra Dynamo Kiev.

Mikkel Duelund tog i øvrigt til genmæle overfor de kritiske AGF-fans, da han kom på banen i slutningen af den efterfølgende hjemmekamp mod OB og udlignede til 1-1 i kampens sidste sekunder.

Læs hele interviewet med Mikkel Duelund i Lokalavisen her, hvor han fortæller mere om den ubehagelige oplevelse og taler ud om hadbeskeder i fodboldverdenen generelt.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle