
Det store lejeoverblik for De Hviie
AGF’s udlejede spillere har haft blandede oplevelser i denne sæson: to spillere har haft begrænset succes, mens en tredje blomstrer som enlig angriber.
Nu er efterårssæsonen overstået, og transfervinduet venter. Mange fans vil have fokus på, hvem Stig Inge Bjørnebye kunne finde på at skippe afsted, og hvem han har i kikkerten til at få et ærefuldt nummer i rækken af repræsentanter for vores traditionsrige klub.
Men der er jo også folk, som har været afsted på lejeophold, og dem kan klubben potentielt også få gavn af i fremtiden. Mathias Sauer har været afsted siden april, mens Sigurd Haugen og Janni Serra blev udlejet i sommer. Hvordan er det gået for de tre, og er der potentiale for en fremtid i AGF for nogen af dem?

Mathias Sauer i FK Haugesund
Først og fremmest får Uwe Rösler gavn af den unge Mathias Sauer, når han vender tilbage til AGF 1. januar. Mathias Sauer forlængede sin kontrakt, samtidig med han blev udlejet tilbage i april. Mathias Sauer har tørnet ud for Haugesund det seneste halve år uden den store succes. Han har fået fint med spilminutter, men han har ikke rigtig fået et gennembrud. Det er blevet til to mål og en assist for den 20-årige i 30 kampe. Haugesund overlevede dog med nød og næppe, da de slog Moss FK i nedrykningsplayoff. Det har ikke været en fiasko i det norske, men desværre heller ikke det gennembrud, som aarhusianerne havde håbet på.

Mathias Sauer har haft rollen som højre kant for Haugesund, en position, der ikke passer ind i Uwe Röslers 3-5-2-formation. Hos De Hviie har Sauer dog haft en mere central rolle. Hvis den tyske træner fortsætter spilsystemet, ser vejen til startopstillingen dog ud til at være meget lang. Mads Emil Madsen, Mikael Anderson og Nicolai Poulsen har været de foretrukne på midtbanen med Kristian Arnstad, Max Power, Mikkel Duelund og Frederik Brandhof som reserver. Med så stærk konkurrence ser det desværre svært ud for den unge Sauer at kæmpe sig ind på holdet.
Det, der taler for en aarhusiansk fremtid for Sauer, er til gengæld hans alder. 20 år og nu med god erfaring fra en anden liga samt massevis af mål som U19-spiller i AGF. Hvis et salg af Madsen eller Anderson bliver en realitet, vil det utvivlsomt åbne muligheder for den driblestærke midtbanemand.
Læs også: Sauer vender hjem – eller gør han?

Janni Serra i FC Nürnberg
Janni Serra har været udlejet til FC Nürnberg i 2. Bundesliga, men ligesom hans tid i AGF har lejeopholdet indtil videre ikke været noget at råbe hurra for. Den tyske angriber har fået 243 minutters spilletid fordelt på syv kampe, hvor det i de fleste tilfælde har været tale om indhop. Serra har stadig sin første målinvolvering til gode for FC Nürnberg. Hans ophold i det tyske har dog været præget af en hofteskade, og forhåbentlig er det en medvirkende årsag til, at han endnu ikke rigtig har slået igennem.

Den tyske angriber blev med store forventninger hentet til Aarhus på en fri transfer som den nye topangriber i sommeren 2023. Da Stig Inge Bjørnebye hentede ham, var det med håb om, at han kunne leve op til sit imponerende CV, der inkluderer ophold i klubber som Dortmund, Hannover 96 og Bochum. Han har også repræsenteret tyske ungdomslandshold med blandet andet 16 kampe for U-21-holdet. Tiden i AGF har dog været blandet, hvor det indtil videre er blevet til tre mål i 25 kampe.
Umiddelbart virker det ikke til, at han har en fremtid i AGF, men hvis han imponerer i den kommende halvsæson, kan han helt klart blive et aktiv, når han returnerer til AGF. Kontrakten med De Hviie løber til sommeren 2027.
Lejeopholdet med Nürnberg afsluttes i sommeren 2025, men tyskerne har en købsoption med i aftalen.

Sigurd Haugen i Hansa Rostock
Sigurd Haugen havde i sidste sæson et udmærket lejeophold hos hollandske Breda, men hans nuværende tid i Hansa Rostock har været endnu mere succesfuld. Den norske angriber har for alvor slået sit navn fast i den tyske klub. Han har nettet flere gange og står noteret for ti mål i løbet af den første halvsæson. Med ti scoringer i 18 kampe ser det ganske fornuftigt ud for Haugen, der har været fast mand på holdkortet som enlig angriber.

Den hurtige angriber har således haft stor succes, og hvis han kan overføre sine præstationer fra Hansa Rostock til Superligaen i næste sæson, ser det lovende ud. Patrick Mortensen har i skrivende stund kontraktudløb med De Hviie til sommer, og hvis Sigurd Haugen fortsætter med at imponere i Tyskland, kunne han være en spændende kandidat som erstatning for Mortensen, hvis kaptajnen skulle vælge at forlade klubben. Skulle Mortensen derimod forlænge sin kontrakt, hvilket virker ret sandsynligt, kan Haugen stadig blive en værdifuld indskifter, når den rutinerede angriber skal udskiftes. Nordmanden er dog en helt anden type end Mortensen, og mon ikke klubben nærmere vil overveje ham som konkurrent til Bech? Det ville måske også være sundt med øget konkurrence på den position, når Badji og Gyamfi endnu ikke har slået til.
Haugen har kontrakt med AGF til sommeren 2027. Lejeopholdet med Rostock afsluttes i sommeren 2025.
Flere AGF Nyheder
-
Rösler om Wahlstedt: – Han er på vej til at blive skarpere
-
Sölvi Stefánsson: En forsvarsvulkan er klar til at gå i udbrud
-
Talentchefen tager temperaturen på AGF’s akademi: – Vi er kommet godt fra land
-
Yakob efter comeback: – Jeg bliver lidt rørt
-
AGF – AaB: Kevin Yakob returnerede i tæt testkamp mod nordjyderne
-
Blog: Hvad er AGF’s idealopstilling?
-
Kampprogram slutspil 2025: Se AGF’s kampe i Mesterskabsspillet
-
Reportage: Chokerende nedtur i Nørreskoven
-
Vejle BK – AGF: Spillerpræstationer og kampens spiller
-
Flere hviie talenter på ungdomslandsholdene