Skip to main content


Foto: AGF.dk

CV mener ikke, han er en “københavner-type”: Har gjort meget ud af ikke at være frembrusende


| Jonas Roulund |

Carsten V. Jensen har bedrevet hele sin professionelle karriere på den “forkerte” side af Storebælt, men han vil nu ikke betegnes som en typisk “københavner-type.” AGF’s nye fodbolddirektør sætter her lidt ord på sit forhold til AGF og Aarhus, som går langt tilbage.

17 år som professionel fodboldspiller er blevet efterfulgt af en lang årrække på kontorgangene i sjællandske klubber. Som spiller var det Næstved, Herfølge, B1903, Brøndby IF og FCK, der nød godt af den venstrebenede Carsten V. Jensen, mens han som assistenttræner, manager og fodbolddirektør har gjort sig i FCK, FCN og Brøndby IF.

Noget af et sjællandsk CV, men AGF’s nye fodbolddirektør griner nu lidt, da han bliver foreholdt, at de fleste fans nok forbinder ham med en rigtig københavner-type.

– Er jeg det? Haha… Det troede jeg faktisk ikke! Jeg har gjort meget ud af ikke at være alt for frembrusende, og jeg har brugt det meste af min tid på Sydsjælland, fortæller han til KSDH.dk og den øvrige fremmødte presse på Fredensvang.

Han understreger da også, at han ikke kommer til Jylland og AGF for at belære alle om, hvordan tingene skal gøres. Her i begyndelsen handler det om at lytte og lære.

– Det er vigtigt, at jeg er eleven. Jeg kommer ind med en respekt for det, der er, og det, der har været, og jeg har takket Stig Inge for afleveringen – den sidder lige i foden. Så jeg kommer med respekt for det, der er, slår ørerne ud og øjnene op for at få AGF ind under huden hurtigst muligt, og det gør man altså ikke ved at komme og fortælle alle, hvad de skal gøre, forklarer Carsten V. Jensen, som er opvokset i Næstved.

Lars Fournais, Carsten V. Jensen og Jacob Nielsen.
Foto: AGF.dk

Aarhus har fyldt en del

Selvom den nye fodbolddirektør altså er opvokset på Sydsjælland, så har Aarhus altid spillet en rolle i hans liv, og han fik sin Superligadebut på Aarhus Stadion tilbage i 1991.

– Aarhus har altid spillet en vigtig rolle hos mig. Det er notorisk en stor by i Danmark, en hyggelig by at komme i, og jeg kender Aarhus rigtig godt efter at have været her mange gange, fortæller CV.

– Det er en fed by, som jeg glæder mig til at være en del af. AGF har også altid haft noget særligt over sig, hvilket vi kan takke alle legenderne for – Lundkvist, Stampe, Rasmussen er jo spillere, jeg husker tydeligt, siger han.

AGF's legendekorps hyldes på Ceres Park.
Foto: Kronborgfotos

– Jeg fik endda debut på Aarhus Stadion, og jeg har fået “Årets Fumble” efter en kamp i Aarhus. En pris, der blev uddelt årligt engang. På billedet passerer jeg midterlinjen alene, og jeg falder bare, så det blev Årets Fumble. Jeg har også lavet hattrick på Aarhus Stadion mod Aarhus Fremad som venstre back. Et af målene var på oplæg af David Nielsen, fortæller CV, som altså har rigeligt med minder at trække på, når talen falder på Byernes By.

– Der kommer mange ting op, som er relateret til Aarhus og AGF. Derudover snublede Brøndby jo over AGF i sommer, så ingen tvivl om, at både byen og klubben har spillet en stor rolle i mit liv, siger 61-årige Carsten V. Jensen.

Fodbolddirektøren har fået en lejlighed stillet til rådighed i Aarhus, men beholder også sit hjem på Sjælland, hvor familien holder til. Han vil således være at finde i bybilledet, hvor han for alvor skal snuse den jyske luft ind i de kommende år.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle