Skip to main content



Foto: AGF.dk

CV: – Jakob har været igennem en proces, som har været grundig, hård og i et stærkt felt


| Jonas Roulund |

Carsten V. Jensen har rakt ud til flere trænernavne i forbindelse med ansættelsen af den nye cheftræner i AGF. Valget faldt i sidste ende på Jakob Poulsen, og det skal ses som et kvalitetsstempel, mener fodbolddirektøren.

56-årige Uwe Rösler er blevet erstattet af 41-årige Jakob Poulsen com cheftræner i AGF.

Mange rygter har i forbindelse fyringen af Rösler svirret i forhold til, hvilken profil og hvilke navne, Carsten V. Jensen ville søge til at erstatte østtyskeren på trænersædet.

I sidste ende faldt valget altså på Poulsen, som blot har været cheftræner i halvandet år, men det er nu ikke noget, der bekymret fodbolddirektøren.

– Det handler om i dagens fodbold at have en masse specialister på alle poster, og så er det faktisk cheftrænerens opgave at trække al ekspertise ud af sine medarbejdere, og det er der, jeg også ser Jakob som en leder, siger Carsten V. Jensen til KSDH.dk og den øvrige presse.

– Man skal stå tilbage med en følelse af, om man kan forestille sig Jakob tage førertrøjen og sætte retningen – og ja, det kan man godt, siger CV.

Carsten V. Jensen med kasket.
Foto: Kronborgfotos

Var han førstevalget?

Flere fans har undret sig over, om Jakob Poulsen mon var AGF’s førstevalg til posten som cheftræner. Det skyldes blandt andet, at der skulle gå tre uger, fra man fyrede Rösler, til der var en ny træner på plads.

Men det er nu ikke unormalt, ifølge Carsten V. Jensen.

– Hvis I spurgt et rekrutteringsbureau om, hvor langt tid det tager at rekruttere en medarbejder til en toppost, så tror jeg faktisk, vi er ved at slå ny rekord i forhold til, hvor hurtigt det kan gå, siger fodbolddirektøren.

– Til at starte med laver vi en lang liste, og så bliver den kortere. Man starter med at ridse alle mulige op – også det der ikke kan lade sig gøre. Det kan også være, at jeg har ringet til nogen, som har været helt uden for rækkevidde for at teste det af, fortæller han.

Jakob Poulsen er ny AGF-træner.
Foto: AGF

Der har blandt andet været rygter om samtaler og bud efter Johannes Hoff Thorup og Per Frandsen undervejs i processen med at finde den næste AGF-træner.

– Selvfølgelig skal man relativt hurtigt ind i et antal emner, man kan bearbejde og diskutere internt, og det tager altså tid, og på bagkant af det, står Jakob nu og skal være AGF-træner, og det er rigtig stærkt. Guardiola var nummer et, men ham kunne vi ikke få, siger Carsten V. Jensen.

– Det er en forsimpling det der med at sige ‘var det nu jeres førstevalg’? Jakob har været igennem en proces, som har været grundig, hård og i et stærkt felt og kommer ud som vinder – det, synes jeg, er nok.

Poulsen er nu i fuld gang med at lære klubben at kende som træner – han har jo selv været spiller på Fredensvang tilbage i 2008-2010. På mandag venter første kamp, når FC Skanderborg tager imod AGF i en showkamp klokken 17.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle